Så udvid dog den Superliga

5 ting jeg lærte om Superligaen: FCN er for gode til 1. division, FCM tromler mod guldet, Brøndby har den bredeste trup, FCK skal højne bundniveauet, og Esbjerg fortsætter med at forme talenter

Brøndby ser efterhånden ud til at have to mand til hver plads og dermed ligaens bredeste trup. (Foto: Lars Poulsen)
Brøndby ser efterhånden ud til at have to mand til hver plads og dermed ligaens bredeste trup. (Foto: Lars Poulsen)

1: FCN er for gode til 1. division

Den aktuelle stilling i Superligaen fortæller, at FC Nordsjælland er under stregen og dermed dumpekandidat. Det er dog kun målscoren, der skiller holdet fra OB, Esbjerg og Randers. Og faktisk har FCN kun tre point op til FC København på tredjepladsen. Efter 15 runder er hele 10 hold stadig nødt til at tage nedrykningsspørgsmålet alvorligt. Kun Sønderjyske ligner en regulær nedrykker. Holdet har for lidt at byde ind med. Men de øvrige hold er alle for gode til at spille i den næstbedste række, og derfor er det igen relevant at tage debatten om en udvidelse af Superligaen til 16 hold. Jeg stemmer for.

Nordsjælland skiftede inden sæsonen et halvt hold ud, og flere andre klubber har også været igennem en større forandring af trupperne. Der bør være plads til et mellemår, hvor nyt bygges op, uden at det absolut skal ende med akut nedrykningsfare. De to oprykkere, Viborg og FC Vestsjælland, bider godt fra sig og er beviset på, at forskellen på de to rækker ikke er himmelvid. Med 16 hold bliver der også tale om en fair turneringsform, hvor alle møder hinanden ude og hjemme og ikke som nu, hvor en række klubber har klare fordele af flere hjemmekampe.

2: FCM tromler mod guldet

Midtjyderne er vel i virkeligheden det eneste hold i Superligaen, som kan siges at være fri af nedrykningsspørgsmålet. På trods af mange skader tromler de sortklædte sig igennem kampene, og nu har de behagelige ni point ned til FC København, som jeg stadig betragter som den største udfordrer. FC Midtjylland skal af med Danny Olsen i vinterpausen. Han skifter til AGF, hvilket lige nu virker komplet tåbeligt. Men den handel blev udløst af den dårlige økonomi i Herning-klubben og er fra før, de gode resultater begyndte at vise sig.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Danny Olsen netop nu formår at holde højt niveau i stort set alle kampe. Bedre afsked kan man da ikke tage. Glenn Riddersholm er nødt til at ryste posen og finde en afløser for Olsen. Mon ikke også det lykkes. Det virker i hvert fald som om, at midtjyderne på trods af pengemangel, spillersalg og utallige skader alligevel har så meget moral og vinderinstinkt, at meget skal gå galt, hvis det ikke skal ende med metal af den fineste karat.

3: Brøndby har den bredeste trup

Mens det stadig var sommer i Danmark, var frygten på Vestegnen, at de mange unge ikke kunne klare mosten. Derfor blev der også handlet ældre rutinerede mænd ind for at skabe tryghed og bredde. Projektet i Brøndby ser slet ikke så tosset ud her, hvor vinteren så småt er ved at vise tænder. I de seneste otte kampe har Brøndby ikke tabt, og selv om både Ørnskov, Antipas og Kahlenberg er ude med skader, skaber det ikke større uro i rækkerne. De unge har hurtigt taget ved lære.

Lebogang Phiri og Christian Nørgaard fylder så rigeligt hullerne ud på midtbanen, og holdet blev heller ikke svækket i går, da først Andrew Hjulsager og siden Frederik Holst kom på banen. Det er også et par fyre under 20 år. Nøgternt set ser Thomas Frank ud til at være den træner, der har den bredeste trup i rækken. Det begynder at ligne to mand til alle pladser, nu hvor Kenneth Zohore har vist, at han godt kan spille pladsen som frontangriber i fraværet af Simon Makienok.

4: FCK skal højne bundniveauet

Efter den flotte præstation mod Galatasaray faldt niveauet mærkbart hos FC København, da der igen stod Superliga på programmet. Ikke så meget, at det var katastrofalt, men dog nok til at understrege, at holdet hverken fysisk eller mentalt er i en tilstand, hvor det blot kan bade sig igennem den hjemlige liga. Meget er blevet forbedret siden Ståle Solbakken vendte tilbage, men der er stadig plads til forbedringer.

Mod Galatasaray var jeg overrasket over, at så mange hos FCK gik helt flade allerede på et tidligt tidspunkt i anden halvleg. I går mod Esbjerg var det bemærkelsesværdigt at to klassespillere som Claudemir og Nicolai Jørgensen kunne levere en så sløj indsats blot nogle få dage efter at have funklet så flot i Parken. Der er for mange udsving i FC København spil til at selv Ståle Solbakken tør tro på, at de henter det komfortable forspring, som FC Midtjylland har bygget op.

5: Esbjerg fortsætter med at forme talenter

Norske Magnus Lekven er en nøglespiller hos Esbjerg, men han er skadet, og derfor var jeg næppe den eneste, der havde bange anelser inden Esbjergs opgør i torsdags mod Elfsborg. I stedet for Lekven spillede stort set ukendte Jeppe Andersen. Han gjorde det fremragende, og bortset fra et par små skønhedsfejl i opspillet var der intet at udsætte på hans indsats.

I går skulle han så følge op på sin succes, og det gjorde han ved at være banens bedste spiller mod FC København. Det er forholdvis sjældent, at en ung mand på 20 år så hurtigt og problemfrit kan påtage sig en så markant rolle. Men Esbjerg har vist sig at være et godt sted, når det handler om at forme helt unge spillere. Jeppe Andersen har fået sin fodbolduddannelse i Vejles talentfabrik, og nu er han på blot fire måneder udviklet til at kunne begå sig blandt de bedste i Superligaen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere