Morten Olsens udvalgte blev udstillet

Nok vandt vi over Norge, men spillet var til tider ganske rædselsfuldt

Christian Eriksen måtte udgå med en skade, men det gjorde hverken fra eller til. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Eriksen måtte udgå med en skade, men det gjorde hverken fra eller til. (Foto: Lars Poulsen)

Hvis det vi så i Herning i første halvleg er vores bedste landshold, og det hævder Morten Olsen jo det er, så kan jeg godt frygte for, om vi i virkeligheden har formatet til at nå med til EM-slutrunden i Frankrig i 2016. Det er nu landsholdets næste mål, efter det glippede med VM i i Brasilien næste sommer.

Mod Norge så jeg igen et til tider uengageret, sløvt tænkende og langsomt handlende dansk landshold uden den ild, kraft og vilje, der skal til for at gøre sig gældende i internationale opgør. Falder det tilbage på træneren? Det gør det til en vis grad. Morten Olsen kan åbenbart ikke som tidligere tænde sit landshold, og derfor vil jeg gerne endnu engang henstille til både DBU og Morten Olsen, at de tænker sig rigtig godt om, nu hvor det skal afgøres, om landstrænerens kontrakt skal forlænges med yderligere et par år.

Landsholdet har brug for ny inspiration, og spørgsmålet er derfor, om DBU og Morten Olsen tror på, at han kan genopfinde sig selv og skabe et spilkoncept, som modstanderne ikke kender til bevidstløshed. Det gjorde nordmændene nemlig, præcis som vores modstandere i VM-kvalifikationen gjorde. Nok overrasker vi. Men det er desværre negativt. .

For ikke så mange år siden bukkede vi ydmygt, men klædeligt stolt, og takkede, når det danske landshold blev kaldt for Nordens brasilianere. Det var dengang Norge spillede fodbold i fjeldhøjde, og svenskerne bare var kedelige. Ak, ja. Det var dengang.

I Herning i aften blev vi i perioder spillet ud af banen af et ungt, norsk landshold, der havde hentet bolden ned fra højderne og i stedet førte den frem langs jorden. Pludselig kunne Norge spille fodbold, og det foregik langt kvikkere og mere besnærende end det, vores eget hold kunne præstere. Og vi var endda i stærkeste opstlilling, hvilket nordmændene ikke kunne prale med efter afbud fra blandt andre Brede Hangeland.

Men det lod nordmændene sig ikke mærke af. De var langt bedre til at læse vores spil, end vi var til at udmanøvrere gæsterne. Længe holdt de vores fløje helt ude af kampen, og det betød at vores opspil skulle foregå op langs midten ad banen. Og det gik alt for langsomt og var alt for let at læse. Selv Daniel Agger blev udstillet på den facon, og anføreren satte noget nær personlig rekord i fejlafleveringer.

At Danmark kunne gå til pausen med en 1-0 føring siger bare alt om, hvor uforudsigeligt et spil fodbold stadigvæk er. Og heldigvis for det. Vi havde ikke en eneste regulær chance i første halvleg, men scorede alligevel på en indstuderet standardsituation. Christian Eriksens hjørnespark lå præcist ved forreste stolpe, hvor William Kvist perfekt snittede bolden videre i nettet.

Mere havde vi ikke at byde på i en første halvleg, hvor vi hele tiden halsede efter, og hvor Norge gang på gang spillede sig igennem vores forsvar. Men deres afslutninger var upræcise, og derfor red vi stormen af. Men udstillet, det blev vi i den periode.

En del blev bedre i sidste halvdel af kampen, hvor det danske hold blev en del forynget. Det gav friskere og mere uforudsigeligt spil, og vi blev en mere jævnbyrdig modstander. Men stadig lavede vi for mange opspilsfejl, og nogen egentlig struktur blev der aldrig på det danske spil. Lad os glæde os over, at flere af de unge viste gode personlige indslag, men nogen stor holdindsats blev det aldrig. Vi kan også glæde os over 2-1 sejren, men vi kan ikke være store optimister på baggrund af indsatsen i aften i en kamp, som måske blev Morten Olsens sidste som landstræner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere