Dansk nedtur i norsk finale

Rosenborg tabte medrivende pokalfinale til Ole Gunnar Solskjærs Molde

Nicki Bille og Rosenborg tabte en medrivende norsk pokalfinale til Molde (Arve Johnsen, Digitalsport).
Nicki Bille og Rosenborg tabte en medrivende norsk pokalfinale til Molde (Arve Johnsen, Digitalsport).

Mere end 25.000 nordmænd kan sagtens more sig sådan en søndag eftermiddag under en blå himmel og med temperaturer lige omkring frysepunktet.

For i Norge har de besluttet, at årets pokalfinale skal være en fest, og derfor mødte både kronprins Haakon og den nyslåede statsminister, Erna Solberg, Høyre, frem til fodboldbataljen på det tætpakkede Ullevaal.

De to medlevende fangrupperinger fra henholdsvis Rosenborg og Molde skabte en formidabel lydkulisse omkring kampen, og selv om jeg nok har set bedre teknisk fodbold i år, så levede den her kamp højt på intensitet og engagement.

Hos favoritterne fra Rosenborg var der blevet plads til både Tobias Mikkelsen og Mike Jensen i startopstillingen, mens Nicki Bille, der overraskende havde meldt sig klar efter en skade i skulderen, måtte indlede opgøret på bænken.

Se også: Bille spiller finale med tre overrevne ledbånd

Rosenborg kom foran lige efter pausen på en scoring af holdets anfører, den tidligere OB’er, Tore Regeniussen. Mike Jensen havde muligheden for at øge til 3-1, inden Molde i stedet fik udlignet.

Det bragte Nicki Bille på banen, og han havde blot været på græsset et minut, da han fik muligheden for at bringe sit hold foran, men hans afslutning røg i sidenettet.

Minuttet efter lavede Moldes anfører, den tidligere FCK’er Magne Hoseth, et gudesmukt mål. Med venstrebenet drejede han et frispark hen over muren og ned i nærmeste hjørne.

Den slags mål er der ikke mange, der laver.

Rosenborg satsede hele butikken i et forsøg på at tvinge kampen ud i forlænget spilletid, men i næstsidste minut blev holdet straffet for endnu en omgang sjusk i de bagerste rækker, og netop indskiftede Thomas Højland lukkede definitivt kampen med en sikker scoring til 4-2.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere