FCK nedlagt, men ikke ydmyget

De danske mestre solgte sig dyrt mod den Gamle Dame

Vidal blev FC Københavns onde ånd med alle tre scoringer. (Foto. AP)
Vidal blev FC Københavns onde ånd med alle tre scoringer. (Foto. AP)

Ståle Solbakken fortsætter med at flytte sit hold med bedre tider. Nok blev det til et 3-1 nederlag mod Juventus i Torino, men på intet tidspunkt var der tale om en ydmygelse af de danske mestre. En stram defensiv taktik holdt længe de danske gæster inde i en kamp, som de absolut har en del ære af.

Juventus havde længe overraskende svært ved at spille sig til helt åbne chancer. Det var tydeligt, at hjemmeholdet havde noget mere respekt for FC København end for sidste års danske modstander fra FC Nordsjælland. Dengang kom Juventus blæsende og pressede voldsomt langt fremme på banen. Og så var den kamp afgjort

Den gik ikke her til aften. Juventus stod noget længere tilbage på banen, og FC København fik i perioder lov til at spille bolden nydeligt rundt. Meget længere end lige over midten kom gæsterne dog sjældent, og selv om Nicolai Jørgensen er flittig i tjenesten, så er han ikke den sikre og fysisk stærke opspilsstation, som Ståle Solbakkens hold stadig mangler i de internationale opgør.

Til gengæld var FC København vældig godt organiseret rent defensivt. I hele første halvleg formåede Juventus ikke at spille sig til en eneste 100 procents chance. De to midterforsvarere, Oluf Mellberg og Ragnar Sigurdsson var ualmindeligt opmærksomme og de bakkede hinanden flot op.

Derfor var det også pokkers ærgerligt, at Lars Jacobsen ikke kunne holde hænderne for sig selv. Veteranen begik et tåbeligt straffespark, fordi han orienterede sig mod sin direkte modstander i stedet for mod bolden. Målet gav hjemmeholdet den ro på spillet, som de ellers havde haft svært ved at finde. Når Juventus føler sig oven på, så er de uhyggelige med bolden. I perioder fik vi derfor set den reelle klasseforskel på de to hold

På forhånd var det forventet, at FC Københavns største muligheder ville opstå efter dødboldsituationer. Det kom til at holde stik. Oluf Mellberg blev på godt og ondt en af aftenens hovedpersoner. Hans udligning kort tid efter pausen, og efter et hjørnespark, var perfekt sparket ind.

Desværre kom han nogle få minutter senere til kort i en direkte fysisk duel med Llorente, og det udløste så endnu et straffe til hjemmeholdet. Den efterfølgende scoring slog noget af luften ud af københavnerne. Ikke sådan at de lagde sig ned, men Juventus var igen ovenpå og virkede i kontrol, bortset fra ved de stadige dødboldssituationer.

Kunne FC København så have gjort noget anderledes? Den dybe angriber har de jo ikke for tiden, så det kan der ikke ændres på før i januars transfervindue. Men jeg vil godt efterlyse noget mere boldsikkerhed i det opbyggende spil.

Mod Juventus blev spillet i perioder for febrilsk, og det udløste en række unødvendige boldtab fra både Toutouh, som ellers ligner en kommende storspiller, samt Delaney og ikke mindst Bolanos. Den costaricanske landsholdsspiller varmede bolden alt for meget og tabte den for ofte. Han ligner ikke en mand med en fremtid i FC København.

Selv om jeg gerne ville, kan jeg ikke indvende noget mod de to straffespark, men ellers er der ikke nogen grund til at rose den svenske dommer, Jonas Eriksson. Alle tvivlskendelser gik til hjemmeholdet, og havde han holdt sig til reglerne, havde mindst to Juve-spillere høstet et gult kort, fordi de sparkede bolden væk, efter at fløjten havde lydt.

Det skal dog ikke ødelægge sæsonen for FC København. Højst overraskende lever de danske mestre stadig i europæisk fodbold. Tredjepladsen i gruppen er inden for rækkevidde, fordi Real Madrid, trods tidligt i kampen reduceret til 10 mand, lavede hakkemad ud af Galatasaray i den spanske hovedstad. Hvis FC København skal spille Europa League efter sommerpausen kræver det blot en sejr i Parken over Real Madrid om 14 dage. Det er jo fodbold, og nogen gange sker det uventede.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere