Herlig sejr - men den går ikke i semifinalen

Ungarn fik smæk med 28-24, og Danmark er nu klar til semifinalen - men kønt var det altså ikke

Kasper Søndergaard og de andre møder i semifinalen formentlig Kroatien - til den tid skal spillet sidde lige i skabet, hvilket det ikke gjort mod Ungarn. (Foto: Lars Poulsen)
Kasper Søndergaard og de andre møder i semifinalen formentlig Kroatien - til den tid skal spillet sidde lige i skabet, hvilket det ikke gjort mod Ungarn. (Foto: Lars Poulsen)

I en så hektisk slutrunde med kun 48 timer mellem opgørene, kommer der næsten altid en dårlig kamp undervejs. Den fik vi så i aften mod Ungarn. Hverken de danske spillere eller de 14.000 på lægterne nåede samme højder som i lørdagens vanvittigt flotte kamp mod Spanien.

Efter en god start glemte vi i perioder at holde tempo i bolden. For mange spillere ville afgøre tingene selv, og alt for ofte kørte vi ikke vores ellers mange kontramuligheder i bund. Afleveringerne gik på tværs i stedet for stik fremad. Ofte sprintede Hans Lindberg forgæves en hel banelængde og stillede sig i en helt fri position. Desværre uden at hans medspillere havde blik for ham.

Da vi mistede tændingen, både på og uden for banen, greb ungarerne selvfølgelig chancen. De fik vist, at de godt kan spille håndbold, og det var egentlig kun fordi Niklas Landin holdt en nogenlunde høj redningsprocent i målet, at vi ikke kom bagud i første halvleg. For heller ikke forsvarsspillet var oppe i det tempo, som kræves mod kompetente modstandere så langt henne i slutrunden.

Samtidig var det et varsel om, at der ikke på her niveau er råd til at slå op i banen. Ulrik Wilbek fik dog delvist vækket sit mandskab, og spillet var nu heller ikke så slemt, at jeg sad med en følelse af, at vi ikke ville vinde opgøret. Dertil er der trods alt så meget kvalitet hos de enkelte spillere på det danske landshold.

Vel egentlig bedst illustreret af Mikkel Hansen, der spillede en skidt første halvleg og derfor måtte lide den tort at tilbringe ganske mange minutter på bænken. Men han kom tilbage fra begyndelsen af anden halvleg, og nu i en anden og meget mere tændt udgave. Alt var stadig ikke verdensklasse, men han lavede dog de mål og de indspil, der skulle til, for at vi kunne bevare en forholdsvis solid føring gennem hele halvlegen.

Og da han slap taget tog krigeren, Thomas Mogensen over. Kraftkarlen spillede heller ikke fejlfrit, men jeg skal da love for, at han jernede nogle kanonkugler ind bag den ungarske målmand, der kun skal prise sig lykkelig over, at han ikke kom i vejen for læderkuglen, for så var han blevet blæst langt ud på heden. Måske endda helt til Ikast.

Helhedsindtrykket er dog stadig, at det var en forholdsvis grim håndboldkamp med alt for mange fejl, manglende tempo og rytme og for få lækkerier. Det er dog til at leve med. Udfaldet kostede ikke point. Med sejren er vi allerede klar til semifinalerne på fredag og kan således spare vigtige spillere i det sidste mellemrundeopgør på onsdag, hvor Island står for tur.

Derfor kan vi nu kaste blikket helt frem til på fredag, hvor modstanderen i semifinalen efter al sandsynlighed bliver Kroatien. Og der er der altså ikke råd til udfald, som dem vi så i aften i Herning. På fredag skal Boxen i den grad gøres rødglødende i samtlige 60 minutter.

0 kommentarer
Vis kommentarer