KOMMENTAR: Stjernestund i Farum

Drengenes finale var god propaganda for talentudviklingen i dansk fodbold

Drengene jubler løs efter sejren. (Foto: Lars Poulsen)
Drengene jubler løs efter sejren. (Foto: Lars Poulsen)

Herligt. Der er nye stjerner på vej i dansk fodbold. Det fik vi mange beviser på i en intens og ganske velspillet drengefinale i Ekstra Bladets skolefodboldfinale. Efter en uhyre tæt kamp måtte der straffesparkskonkurrence til, før Stavnsholtskolen fra Farum havde besejret Nordstjerneskolen fra Frederikshavn.

Stavsholtskolen har turneringen igennem været godt organiseret over alt på banen. Således også i finalen, hvor vi igen fik set, at den indbyrdes forståelse spillerne imellem er stor. Det gælder i alle kæder, og derfor havde Farum-drengene også modet til at spille bolden rundt og endda gøre det i ganske små rum, som vi kender det fra FC Nordsjælland i Superligaen.

Særligt iøjnefaldende er sammenspillet mellem holdets to store offensive stjerner, anføreren og midtbanestrategen, Thomas Jørgsholm og den robuste midterangriber, Andreas Kjældgaard. De to drenge finder hinanden på instinktet, og selv om frederikshavnerdrengene fra Nordstjerneskolen var godt forberedte, så kunne de alligevel intet stille op, da Stavsnholdt bragte sig foran allerede tidligt i første halvleg.

Som taget ud af en fodboldmanual spillede Jørgsholm med en perfekt, flad aflevering Andreas Kjældgaard fri i venstre side af feltet. Efter et par træk havde Kjældgaard ingen problemer med at sende bolden ind bag en prisgivet Andreas Vestergaard i Nordstjernens mål.

Gennem hele turneringen har Nordstjerneskolen været kendetegnet af en ubændig lyst til at fighte om hver eneste bold. Holdets anfører, Casper Larsen, går altid forrest og han er blevet døbt Vikingekrigeren af Ekstra Bladets medarbejdere. Derfor var det vel også helt naturligt, at de mange tilrejsende fans fra Frederikshavn alle var udstyret med vikingehjelme til dagens finale. God humor.

Casper Larsen sloges som altid, men som sine kammerater havde han det svært over for det velorganiserede forsvar hos Farumskolen. De kreative indslag skulle komme fra Nordstjernens dribler, Christoffer Marcusssen. Han har en tendens til at overdrive, men det er til at leve med, når bare det lykkes ind i mellem. Det gjorde det, da han midt i anden halvleg fikst driblede sig forbi et par modstandere for efterfølgende at spille Mathias Fischer helt fri til udligningen.

Nordstjernen havde ædt sig ind i kampen igen med deres arbejdsraseri, og med Marcussens evne til at levere flødeskummet blev det til et helt lige opgør. Kampen bølgede frem og tilbage. Begge hold havde chancer til at afgøre kampen i ordinær spilletid, men ind ville bolden ikke. Derfor måtte der straffe til, og foran et stort og begejstret hjemmepublikum trak Stavnsholt sig ud som vindere.

0 kommentarer
Vis kommentarer