Parkens nye stjerneskud

Pierre Emile Højbjerg fik flot debut i den spinkle, men fortjente 1-0 sejr over Sverige

Så kom han endelig i Parken den gode Pierre Emile Højbjerg. Bare 18 år og med en hel fodboldnations forventninger hvilende på sine brede skuldre. Ok, det er måske nok at overdrive en smule, men jeg er næppe den eneste der længe har set frem til den unge mands debut i rødt og hvidt.

Lad det være sagt med det samme. Jeg blev ikke skuffet. Tværtimod blev jeg bestyrket i min tro på, at vi i Pierre Emile har et usædvanligt stort talent, der i mange år vil berige vores landshold.

Bayern München-spilleren er boldsikker og iderig, og trods sin unge alder er han ikke bleg for at tage en dirigentrolle og kalde sine medspillere frem. Han har også modet til at afslutte udefra, og med sin gode fysik er han desuden en mand, der står fast i nærkampene.

Med andre ord har han hele pakken, og således har vores landshold fået en ekstra dimension og publikum en ny og populær yndling. Det var til at høre på den modtagelse, han fik i Parken.

Her fortsatte landsholdet de gode takter fra anden halvleg i Ungarn. Foran et veloplagt publikum drev vores driblestærke og teknisk dygtige, offensive trekløver, Schøne, Eriksen og Krohn-Dehli flere gange gæk med de lidt tunge svenskere, der ofte virkede som om, at de havde taget hul på ferien.

Gæsterne blev kørt rundt i manegen, men desværre fik vi ikke i første halvleg udbytte af de mange chancer, som vi spillede os til. Stort set hver gang var det Martin Braithwaite, der ikke fik gjort arbejdet færdigt.

Jep, han stod det rigtige sted, mens hans førsteberøringer er mildest talt elendige, og han er for ubeslutsom, når der bare skal trykkes af.

Jeg kan godt lide Braithwaite som type. Han er hurtig og energisk, men gør mere fyldest lidt længere tilbage på banen eller på kanten, hvor han kan bruge sin fart til at sætte en modstander af. Som eneangriber i boksen duer han ikke på det her niveau. I luften fylder han intet, og derfor fik en række ellers fremragende indlæg lov til at passere mellem den svenske målmand og de bagerste blå-gule forsvarere.

Jeg sad og savnede Andreas Cornelius, som meget gerne må vende tilnage i efteråret i sin bedste udgave. Han vil klæde det her hold, som Morten Olsen er ved at udviklet. Et ganske spændende projekt.

Nu gjorde svenskerne ikke meget væsen af sig. Szlatan gad kun at spille en halvleg og her så vi kun i glimt hans fine fornemmelse for fodbold. Derfor var det begrænset hvor meget vores bagerste blev presset.

William Kvist havde endnu engang fået rollen som den bagerste midtbane. I Ungarn blev han flået ud i pausen, fordi han sænkede spillet og kørte for meget baglæns. Det var bedre i dag, men han er stadig ikke hurtig nok til at fylde rollen ud. Fremtidens mand i den rolle er Pierre Emile Højbjerg, men han skal nok lige havde lidt flere kampe på bagen inden han er klar.

På venstreback-pladsen revancherede AaBs Jakob Ahlmann sig ovenpå sin blunder i Ungarn, hvor han ophævde vores offsidefælde. I dag spillede han fejlfrit og med masser af selvtillid i det offensive spil, hvor han gerne tager en dribling eller to. Han er en spændende spiller.

I målet blev Kasper Schmeichel ikke sat på mange prøver. Vores midterforsvar dækkede solidt, men svenskerne havde dog to gigantiske chancer, som Schmeichel parerede med fantastiske reaktioner. Han virker som sikkerheden selv og udstråler stor ro. Meget skal gå galt, hvis han ikke bliver vores nye førstemålmand.

Vi har stadig et målscoringsproblem. Riget fattes sikre bombere, nu hvor Cornelius leder efter formen, og hvor Nicklas Bendtner leder efter sig selv og en klub. Spillet som sådan ser ganske fornuftigt ud bedømt på de to kampe i forbindelse med DBU’s 125 års jubilæum.

Anden halvleg, med de mange udskiftninger, vil ikke gå over i historien, men vi gik fortsat efter den sejr som ville være en perfekt appetitvækker til kampene i efteråret, hvor togtet mod EM-slutrunden i Frankrig i 2016 begynder. Og Braithwaite stjal billedet i kampens døende minutter. Først havde han chancen i næstsidste minut. Han troede selv, han havde scoret med en svensker kom i vejen på stregen. Eller rettere bag stregen, men det så dommeren ikke.

Ufortrødent fortsatte den energiske, men ikke særligt skarpe angriber med at mase på, og så trak han lige det straffe, som Daniel Agger stensikkert udnyttede til at gøre DBU’s jubilæumsfest fuldkommen.

0 kommentarer
Vis kommentarer