Danmark har fået en ny bomber

Kommentar: Vi lever i den grad efter fremragende anden halvleg mod Tjekkiet

Andreas Cornelius bragte Danmark foran 1-0 i triumfen i Tjekkiet. (Foto: Lars Poulsen)
Andreas Cornelius bragte Danmark foran 1-0 i triumfen i Tjekkiet. (Foto: Lars Poulsen)

OLOMOUC (ekstrabladet.dk): Nogen stor fodboldkamp havde man ikke forventet, omstændighederne taget i betragtning. Og sådan begyndte det heller ikke. Nede i kummefryseren i Olomouc var begge hold helt på rene med kampens betydning, og derfor blev det længe en rodet forestilling med masser af boldtab, hårde nærkampe og tilfældige chancer.

Men to unge FCK’ere ville have andet og mere end blot erfaring med fra rejsen mod øst. Og så kom der pludselig andre boller på suppen.

Morten Olsen overraskede positivt ved at sætte Dennis Rommedahl på bænken og i stedet starte med FC Københavns Nicolai Jørgensen på højrekanten. Det viste sig hurtigt at være en rigtig god ide. Unge Jørgensen var manden der satte drev i det danske spil, og han udstrålede masser af kampgejst og vilje til at gøre en forskel.

Han var klart vores bedste mand i en første halvleg, hvor vi gav for meget væk. I anden halvleg tog hans klubkammerat, Andreas Cornelius over. Bendtners afløser var den rolle, han var tiltænkt, og jeg skal da love for, at han tog det job alvorligt. Han var en evig trussel mod det tjekkiske forsvar, og hans flotte scoring, hvor bolden blev hamret ind under overliggeren med højrebenet, var et svendestykke. Cornelius har røv i bukserne, og ham kommer vi til at få stor glæde af.

Læs også:

Se også: Olsen: Det var lidt af en revanche!

Den attitude som de to unge FCK’ere udviste var med til at trække mange af de øvrige op i omdrejninger. For eksempel Christian Eriksen, der igen i perioder havde svært ved at sætte sig igennem og for alvor præge kampen. I stedet slog han flere gange opgivende ud med armene. Men så tog han sig selv i nakken, og selv om alt ikke lykkedes lige godt, så forsøgte han, og hans lange løb med og uden bold var med til at rive det tjekkiske forsvar op.

Stadig har jeg dog på fornemmelsen, at Morten Olsen ikke får det ud af Eriksen, som hans talent ellers lover. Han rettede dog lidt op på helhedsindtrykket med et par gode skudforsøg. Bag ham fungerede samarbejdet mellem Zimling og Stokholm ikke ligeså overbevisende, som når Kvist er med. Især Zimling virkede længe meget febrilsk og lavede usædvanligt mange opspilsfejl.

Læs også:

Se også: Danmark lammetævede tjekkerne

Men også han spillede sig gevaldigt op efter pausen, og så fik vi noget så sjældent som et mål fra distancen. Det har vi ventet på i flere år.

I målet gjorde Stephan Andersen det ganske fortrinligt selv om han ikke får mange kampe i sin franske klub. På grund af danske fejlafleveringer fik tjekkerne i første halvleg et par gode muligheder, men hver gang viftede Andersen bolden væk og uden for farezonen. Han virkede solid og med stort overskud.

Med den overraskende sikre sejr i Olomouc har vi stadig selv alle muligheder for at spille os til VM i Brasilien næste sommer. Sejre giver selvtillid, og nu skal vi også have tre point på tirsdag, hvor Bulgarien kommer på besøg i Parken. Bulgarerne er også en konkurrent til den andenplads i gruppen som er målet. Her til aften vandt Bulgarien komfortabelt hjemme med 6-0 over Malta. Slår vi Bulgarerne på tirsdag, er vi bedre end både Bulgarien og Tjekkiet, og så ligger det hele i vores egne hænder.

Nok var det isnende koldt i Olomouc, men det var alligevel som om, at der sneg sig et strejf af Rios solskin ind efterhånden som stadionuret nærmede sig de 90 minutter. De sidste 45 minutter gav ligefrem varme i kroppen.

[[[[[[[[[[[

Dagens kampe i Gruppe B:

Bulgarien-Malta 6-0 (2-0).
1-0 Aleksandar Tonev (6. minut). 2-0 Aleksandar Tonev (38. minut). 3-0 Ivelin Popov (47. minut). 4-0 Emil Gargorov (55. minut). 5-0 Aleksandar Tonev (58. minut). 6-0 Ivan Ivanov (78. minut).

Tjekkiet-Danmark 0-3 (0-0)
0-1 Andreas Cornelius (57. minut). 0-2 Simon Kjær (67. minut). 0-3 Niki Zimling (82. minut).

De næste kampe, på tirsdag:
Armenien-Tjekkiet
Malta-Italien
Danmark-Bulgarien

]]]]]]]]]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere