Qatar kaster skam over VM

Det er in at blive set med de stenrige sheiker. Her er det Bayern München-bossen Karl-Heinz Rumenigge, der soler sig. (Foto: Lars Poulsen)
Det er in at blive set med de stenrige sheiker. Her er det Bayern München-bossen Karl-Heinz Rumenigge, der soler sig. (Foto: Lars Poulsen)

DET LYDER FLOT, når et af verdens rigeste lande siger, at det vil samle verden igennem sport. Præcis sådan sælger den lille oliestat Qatar sig selv, og i løbet af de næste ni år vil VM i håndbold, landevejscykling og svømning afvikles i Golfstaten, kulminerende med det største af alt, VM i fodbold i 2022.

Men verden er blevet forblændet af oliesheikernes mange milliarder og har tilsyneladende helt glemt at forholde sig til den virkelighed, som også findes i Qatar.

MERE END EN MILLION gæstearbejdere, kontraktarbejdere eller slavearbejdere, alt efter temperament, bliver udnyttet på det groveste. Prisen er blandt andet en lang række uforklarlige dødsfald og selvmord. Og nu skal der importeres yderligere 500.000 fattige arbejdere fra Sri Lanka, Nepal. Indien og Pakistan til at bygge de arenaer, der skal bruges til de mange arrangementer.

I Qatar har hæren af gæstearbejdere ingen rettigheder overhovedet. Der er heller ikke ytringsfrihed eller demokrati i landet, og det bliver der heller aldrig, medmindre en revolution finder sted. Qatarerne selv udgør kun en minoritet i deres eget land, knap 15 procent, men de sidder på al magt og på alle pengene. Og de giver selvfølgelig ikke noget fra sig.

HVORFOR HAR DE så fået VM i fodbold? Den almindelige antagelse er, at de har købt sig til det. Sådan har det ofte været, når værtskaberne skulle fordeles. Og Qatar har brugt bunker af penge på at skaffe sig en begivenhed, som de aldrig burde have fået.

Læs også:

Se også: FIFA undersøger anklager mod Qatar

Anklagerne om korruption er ved at blive undersøgt, blandt andet af FIFA selv, men ingen tror på, at Qatar bliver frataget VM. Den slags sker aldrig i den virkelige verden.

Men de næste mange år vil fokus være på regimet i Qatar, og verdenssamfundet er død og pine forpligtet til at påvirke emiren og hans klan til markant at forbedre forholdene for den million gæstearbejdere, som i dag lever under slavelignende forhold.

DET ER NU MERE end to år siden, at Qatar blev tildelt VM i 2022. I mellemtiden er der ikke sket forbedringer af nogen art, selv om både menneskerettighedsorganisationer og den internationale arbejderbevægelse flere gange har råbt højt om de forfærdelige forhold, som de mennesker, der skal bygge de flotte stadioner, lever under.

Qatar kaster skam over VM og livet i al almindelighed. Vi er i det 21. århundrede, men i den lille ørkenstat opfører sheikerne sig stadig, som var vi i en anden tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere