AaB har ramt en guldmine

5 ting jeg lærte om Superligaen: AaB har ramt en guldmine, FCM har fået nye udfordringer, Brøndby har forpagtet heldet; Esbjerg straffer sig selv og FCK mangler også en bomber

1: AaB har ramt en guldmine
Mageløst. Intet mindre end mageløst. Topopgøret i Herning blev præcis den fodboldoplevelse, som man kun turde håbe på, men som ingen vel alligevel havde troet mulig. Men tak til både AaB og FC Midtjylland for årets bedste fodboldoplevelse på dansk grund. Og tak til AaB for at have modet til at spille på hele registret, selv om holdet var på udebane.

Måske rækker det ikke til guld, men under alle omstændigheder har nordjyderne under Kent Nielsens ledelse udviklet en spillestil, der byder på det mest charmerende fodbold i Superligaen. Jeg har før udtrykt begejstring for Kasper Kusk og Nicolai Thomsen, men der er mange andre, som også kan mildne sindet.. Mod FCM var det især Rasmus Jönsson, med det lækre løb med bolden, og Lukas, på-pletten, Spalvis, der faldt i øjnene. Sidstnævnte kan på flere måder blive guld værd for nordjyderne. Spalvis er en usleben diamant, der har potentialet til at blive en klasseangriber. Også efter europæisk standard. Han bliver ikke solgt for småpenge.

2: FCM har fået nye udfordringer
Selvfølgelig skal man ikke allerede skrive FC Midtjylland ud af guldstriden. Mod AaB spillede midtjyderne noget af det bedste offensive fodbold længe, og egentlig burde det have ført til mere end de to scoringer, som den udmærkede dommer, Lars Christoffersen, kunne notere. FCM er altså i den grad stadig med i kampen om både guld og billetter til Champions League,

Men der skal strammes op i forsvaret, hvis drømmene skal realiseres. AaB splittede flere gange midtjydernes forsvar af ved at lave dybdeløb mellem backer og de to midterforsvarere, hvor ikke mindst Francis Dickoh havde svært ved at dække effektivt af. FCM har ellers sæsonen igennem brilleret ved at have ligaens bedste forsvar, men AaB fik effektivt vist, hvordan den bagerste kæde kan nedbrydes.

3: Brøndby har forpagtet heldet
Det hedder sig at et god måmand er det halve hold. I Brøndbys tilfælde udgør Lukas Hradecky mere end halvdelen. Manden er i øjeblikket totalt usårlig, og når han lukker af, skal de øvrige 10 blot sørge for at lave et enkelt lille, bitte mål. Så er der tre point på kontoen, og derfor er Brøndby stadigvæk med, hvor det er rigtig sjovt. men spillemsæssigt er der meget der kan forvedres hios de blå-gule.

Simon Makienok er nærmest gået i stå. Nok er han stor og stærk, men i øjeblikket fylder han intet på Brøndbys hold, som i øvrigt har voldsomt svært ved at styre kampene. Det er lidt underligt med tanke på de mange dygtige boldspillere, som Thomas Franks trup indeholder. I går mod ineffektive Esbjerg kunne det gå, men på søndag gælder det AaB's skarpskytter i Aalborg, hvor der allerede er udsolgt. Den kamp overlever Brøndby ikke ved blot at stå dybt og satse på omstillinger og Hradeckys mirakler.

4: Esbjerg straffer sig selv
Det er de færreste hold, der tager til Brøndby stadion og totalt dominerer opgøret. Det formåede Esbjerg i går i lange perioder, men intet kom der ud af det. Vestjyderne begyndte ellers forårssæsonen med brask og bram og lignede længe et hold, der kunne trænge sig helt op blandt de fire forreste. Men efter Martin Pusic's skade tidligt i kampen mod Vestsjælland er Esbjerg holdt op med at lave mål

Den 26-årige kroat, der har en drøm om at spille for sit land ved sommerens VM-slutrunde i Brasilien, har altså vist sig at være mere end svær at undvære for Esbjerg. Vestjyderne kan stadig spille flot og seværdig fodbold, men holdet formår lige nu ikke at profitere af den store overvægt i spil og chancer. Nu er der seks point op til både Brøndby og FC København, og derfor kan det blive mere end svært for Esbjerg at udløse billetter til den kommende sæsons udgave af Europa League. Ærgerligt nok.

5: FCK mangler også en bomber
Efter 25 runder er lille Igor Vetokele topscorer hos de danske mestre med blot 10 scoringer. Den slags rækker som en skrædder i helvede og fortæller vel lidt om omfanget af den krise, som de forsvarende mestre befinder sig i. Der er meget, der ikke spiller for Ståle Solbakken og kompagni, men savnet af en rigtig målscorer er vel det største problem.

Jeg hører også til dem, der troede, at Andreas Cornelius skulle være svaret på det problem. Men den hjemvendte tidligere skarpskytte er ikke blevet nogen bedre fodboldspiller efter sit ophold i Wales. Snarere tværtimod. Cornelius virker ikke altid til at være gode venner med bolden, og hans afslutninger er, for nu at sige det mildt, ganske forkølede. Jeg vil ikke udelukke, at FC København stadig kan nå at vinde mesterskabet, men hvis ikke Cornelius kommer i gang, så bliver det i hvert fald ikke en realitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer