Blatter er desværre urørlig

Den 78-årige schweizer vil fortsætte som FIFA præsident i fire år mere

Da Sepp Blatter tidligere i dag meddelte, at han genopstiller til en ny fireårig periode som præsident for FIFA, var det spørgsmålet: Hvem bliver hans modkandidat?

Spørgsmålet er naturligt at stille, men svaret er ikke nemt. Den nu 78-årige Sepp Blatter har været FIFA's præsident siden 1998, og i al den tid har organisationen været martret af den ene korruptionsskandale efter den anden. Man skulle mene, at der er al mulig grund til at slippe af med den gamle mand, men han hare gjort sit benarbejde godt. Han har styr på både Asien, Afrika, Oceanien, Caribien og Nord- og Sydamerika. Han har smurt dem godt gennem årene med masser af millioner, og de lovede ham allerede på kongressen i Sao Paulo under VM, at de ville støtte hans genvalg, hvis han stiller op igen.

Det gør han så. Valget finder sted i slutningen af maj måned næste år, hvor FIFA's 209 medlemslande alle har en stemme. Kun de europæiske lande, forsamlet i UEFA, har meddelt, at de ikke længere kan støtte Blatter. Tilbage i 2011 lovede han UEFA, at den nuværende periode ville blive hans sidste. Derfor fik han dengang UEFA's støtte, men nu er han løbet fra løftet, og europæerne sidder tilbage med en lang næse.

Med kun 54 stemmer har UEFA ingen mulighed for alene at vælte Blatter. Derfor meddelte UEFA's præsident Michel Platini allerede for et par uger siden, at han ikke stiller op mod Blatter. Platini, den tøsedreng, vil koncentrere sig om UEFA. Formanden for det hollandske fodboldforbund, Michael Van Praag sagde i Sao Paulo, at Blatter bør gå af, fordi folk forbinder FIFA med korruption, bestikkelse og sammenspisthed.

Formændene for det tyske og engelske forbund fulgte trop, men ingen af dem har endnu meldt sig som kandidater. Men UEFA er nødt til at stille med en modkandidat til Blatter. Alt andet vil være skammeligt. At lade ham blive valgt helt uden at møde modstand vil være en hån over for alle de spillere, trænere og ledere, som hver dag gør en indsats for fodboldens bedste.

Ved valget i 2011 stillede Bin Hamman fra fra Qatar op mod Blatter, men inden de nåede frem til afstemningen, var Bin Hamman blevet udelukket fra al fodbold på livstid. På grund af korruption. Blatter og Bin Hamman var ellers de bedste venner i mange år, men sheiken fra Qatar blev knaldet, da han forsøgte at købe stemmer i sit forsøg på at vælte Blatter.

Denne gang har ingen fra Asien eller de arabiske lande meldt sig som kandidat. Et bud kunne ellers være FIFA's vicepræsident fra Jordan, prins Ali bin Al Hussein, men han meldte ud tidligere i dag, at han ikke kandiderer.

Det er muligt at melde sig som kandidat indtil slutningen af januar næste år. Ud over Blatter har kun franskmanden Jerome Champagne meddelt, at han stiller op. Champagne arbejdede tidligere for Blatter i FIFA, og franskmanden regnes for at være Blatters meget nære og personlige ven. Champagne har ikke en jordisk chance for at vinde valget, så hans kandidatur kan udelukkende være af taktiske årsager.

Intet kan tilsyneladende stoppe Blatter, og selv forklarer han, at han vil tage en periode mere, fordi hans mission ikke er fuldført. Det er luftig snak uden reelt indhold. Han ville tværtimod gøre fodbolden en tjeneste ved at stoppe nu, men hans kritikere hævder, at han ikke går, før han har fået Nobels fredspris. Det lyder latterligt, men så kender man ikke Blatter. Han elsker priser.

0 kommentarer
Vis kommentarer