Morten Olsen har ikke fundet formlen

Ærgerligt nederlag mod Portugal, men uretfærdigt var det ikke

Morten Olsen. (Foto: Lars Poulsen)
Morten Olsen. (Foto: Lars Poulsen)

Endelig fik landsholdet den modtagelse i Parken, som vi har ventet på  i et år. Ikke siden opgøret mod Italien sidste år har Parken været så fyldt og opsat  på narrestreger.

Men festen fes nu hurtigt ud. Morten Olsen havde ellers lyttet til kritikerne og lært af opgørene mod Armenien og Albanien, hvor det tabte blev reddet hjem, da han undervejs skiftede fra sin foretrukne 4-2-1-3 til en god gammeldags 4-4-2.

Sådan valgte han at åbne opgøret mod et ganske veloplagt hold fra Portugal. Men desværre gav det hverken nogen chokeffekt eller udløste overvægt i spil og chancer.

Denne gang kan vi ikke undskylde os med, at modstanderen stod lavt, parkerede bussen eller ikke ville spille fodbold. For det ville portugiserne hellere end gerne. 

Hvis jeg skal være fair, så havde den portugisiske træner, Fernando Santos, læst sine danske modstandere noget bedre, end Morten Olsen havde gjort sit hjemmearbejde.

Ronaldo og kompagni mødte os langt fremme på banen, og fordi der stadig mangler fart i vores opspil, blev vi tvunget til at spille baglæns, og således blev det overladt til Kasper Schmeichel i målet at sparke lange bolde op ad banen. Det kom der sjældent noget godt ud af, og for mange gange endte vi med at overlade bolden til Portugal.

Uroligheder afbryder kaotisk landskamp i Danmarks gruppe

Til gengæld kan nationen takke samme Schmeichels lynhurtige reaktioner for, at vi ikke som vanligt kom bagud allerede i første halvleg. Som en smidig kat slog han ned på Ronaldos enorme mulighed allerede efter seks minutters spil. Måske var den flotte redning årsagen til, at Ronaldo efterfølgende, men desværre ikke i fjerde minuts overtid, overplacerede sine ellers gode muligheder for at bringe de sydeuropæiske gæster foran.  

Den meget kompakte, danske firemandsmidtbane, hvor vi opgav fløjspillet, udløste en masse tætte nærkampe på et meget lille område. Her viste Pierre Emile Højbjerg sig som en sand kriger. Han vandt masser af bolde. Fordelte dem også fint og fremstod igen, efter en svag indsats i Albanien, som en regulær dynamo på den danske midtbane. Det er en mand, der vil vinde fodboldkampe.

Satans - Ronaldo snød os til sidst

Jeg kunne godt ønske, at den unge mands energi smittede af på hans holdkammerater. I hele første halvleg så vi alt for lidt aggressivitet fra vores to backer, Boilesen og Jacobsen, som ellers havde flere tønder land at boltre sig på.

Men vi spiller stadig med håndbremsen trukket. For mange tværpasninger, for meget skabelonfodbold. Vi leder efter vores spil. Den flydende og berusende boldomgang, hvor vi sætter nogle folk af og kommer frem til afslutninger, er et stort og mærkbart savn.

Mod Portugal havde vi ikke flere chancer, end der kan tælles på en pensioneret savværksarbejders venstre hånd. Og meget symptomatisk kom vores to bedste muligheder i kampen efter energiske bolderobringer af kampens bedste danske spiller, Pierre Emile Højbjerg. Desværre overplacerede Krohn-Dehli i begge tilfælde de store chancer. Men i de to sekvenser forvaltede vi en omstilling korrekt med hurtige og direkte pasninger.  

Endnu engang leverede vores store angrebshåb, Nicklas Bendtner, en meget bleg indsats. Han får ikke fat i meget, han kommer ikke frem til afslutninger, og han virker som en mand, der leder efter både selvtilliden og formen. Han er meget langt fra at være i europæisk topklasse.

U21-triumf efter grotesk slutspurt

Ronaldo havde i begge halvlege flere muligheder for at gøre det grimme ved os, men takket være en sikker sidste skanse i Kasper Schmeichel red vi længe stormen af. Desværre koksede det totalt for den tyske dommer i overtiden, hvor han forærede Portugal et frispark tæt ved midterlinjen. Det formåede de at profitere af.  Uretfærdig kan man ikke kalde den portugisiske sejr. Men ærgerlig selvfølgelig, når det sker så sent i opgøret. 

Morten Olsen har stadig meget at arbejde med. Vi kan tale talkombinationer herfra og til juleaften, men uanset om vi vælger at spille med tre eller fire på midten, så skal der altså stadig meget mere tempo i vores spil. Det blev en smule bedre i anden halvleg, hvor Uffe Bech kom ind og lyste op på højre fløj. Men stadig er vi for omstændelige og for forudsigelige i vores opbyggende spil.