Blander sig i valgkamp

FIFA's præsident har i snart tre uger i et privat jetfly rejst Afrika tyndt for at manipulere valget af ny afrikansk fodboldleder   

På vejen rundt i Afrika i det private jetfly fra Qatar nåede Infantino 22. februar til Sudan, hvor han blev modtaget af de lokale fodboldledere. Foto: Ashraf Shazly/Ritzau Scanpix.
På vejen rundt i Afrika i det private jetfly fra Qatar nåede Infantino 22. februar til Sudan, hvor han blev modtaget af de lokale fodboldledere. Foto: Ashraf Shazly/Ritzau Scanpix.

MIDT I en coronatid rejser FIFA’s præsident Gianni Infantino Afrika rundt på kryds og tværs. Siden 16. februar har han besøgt 13 lande, men hvorfor nu dette rejseraseri for millioner af fodboldens kroner?

SVARET ER såmænd ganske enkelt: Han blander sig i en valgkamp, som han egentlig skal holde sig ude af og for at sikre sin egen position på længere sigt.

PÅ FREDAG skal det afrikanske fodboldforbund, CAF, vælge ny præsident på en kongres i Marokko, hvor pressen i øvrigt er forment adgang. Der henvises til coronasituationen, men den gælder altså ikke for Infantino og hans velvoksne entourage.

DEN NYVALGTE præsident bliver samtidig vicepræsident i FIFA, og da CAF tæller hele 54 nationer, er det vigtigt for Infantino at have Afrika på sin side, når der fremover skal lægges arm om nye verdensomspændende turneringer.

I DEN seneste uges tid har mange afrikanske ledere taget afstand fra Infantinos ageren i Afrika. Han bliver beskyldt for at optræde som en koloniherre, der vil kontrollere al fodbold på kontinentet.

MEN UANSET kritikken får Infantino det, han er kommet efter.

DER VAR oprindeligt fire kandidater til præsidentposten i CAF, Jacques Anouma, Elfenbenskysten, Patrice Motsepe, Sydafrika, Augustin Senghor, Senegal og Ahmed Yahya, Mauritanien.

JACQUES ANOUMA er et belastet papir. Han sad i FIFA’s eksekutivkomite fra 2007 til 2015, en periode hvor FIFA var involveret i en lang række korruptionssager. Jacques Anouma blev selv anklaget for at have modtaget godt ni millioner kroner for at stemme på Qatar som vært for VM i 2022. Det afviser Anouma. Men han vil blive en klods om benet på Infantino, hvis han bliver valgt, for så vil der igen blive gravet i de gamle sager.

DERFOR ER Anouma den eneste af de fire kandidater, som Infantino ikke har med i sin kabale. I stedet er hans plan, at Motsepe skal være ny præsident og at Senghor og Yahya bliver vicepræsidenter i CAF.

AHMED YAHYA er dog heller ikke noget hvidt papir. Han deltog for nogle år siden i en pilgrimsrejse til Mekka arrangeret af den daværende CAF-præsident, Ahmad Ahmad. Problemet med turen var, at den var betalt med 700.000 kroner af fodboldens penge, penge der skulle være brugt til at udvikle spillet på det store kontinent.

MEKKA-TRIPPET var med til at vælte Ahmad Ahmad, som er rodet ind i en lang række korruptionsager i både Afrika og Frankrig. Ahmad Ahmad var ellers Infantinos allerbedste ven i Afrika.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ahmad Ahmad og Infantino var de bedste venner. Foto: Lars Poulsen.
Ahmad Ahmad og Infantino var de bedste venner. Foto: Lars Poulsen.
 

DET VAR Infantino der, via en lignende rundrejse i Afrika for fire år siden, støbte de kugler, der bragte Ahmad til fadet. Ahmads nedtur er en streg i regningen for Infantino. De to har støttet hinandens valgkampe, og således var Ahmad med til at sikre opbakning fra alle afrikanske nationer, da Infantino sidste sommer blev genvalgt på FIFA’s kongres i Paris.

INFANTINO har brug for en ny Ahmad. Derfor har han nu i små tre uger fløjet Afrika tyndt i et privat jetfly – stillet til rådighed af gode venner i Qatar - for at bane vejen for 58-årige Patrice Motsepe. Manden fra Sydafrika er uplettet i fodboldverdenen, og han har ikke brug for at lade sig korrumpere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Patrice motsepe bliver efter alt at dømme ny præsident for CAP. Foto: Ritzau Scanpix.
Patrice motsepe bliver efter alt at dømme ny præsident for CAP. Foto: Ritzau Scanpix.
 

MOTSEPE rangerer med sin formue på 15 milliarder kroner blandt de 10 rigeste afrikanere. Han har tjent sine penge på minedrift, men ved siden af har han i mange år ejet fodboldklubben Mamelodi Sundowns i Sydafrika. Klubben har tidligere vundet den afrikanske udgave af Champions League.

INFANTINO og Motsepe kender hinanden ganske godt. Således sad de ved siden af hinanden 21. januar sidste år i Davos i Schweiz, hvor Donald Trump holdt hof for en mindre kreds af rige erhvervsfolk og altså Infantino.

ALT GÅR som planlagt. Lørdag aften trak de tre øvtige kandidater sig fra ræset, og derfor står det klart, at Motsepe bliver ny CAF-præsident. Næste skridt er at installere FIFA’s generalsekretær Fatma Samoura i CAF’s hovedkvarter i Kairo. På den måde får Infantino fuldstændig kontrol over tingene, og så kan han arbejde videre på sit eget genvalg i 2023 og med sine planer om flere verdensomspændende turneringer og et udvidet VM for klubhold.

Infantinos nye milliardærven

Uhyrlige summer: Han er besat af jetfly

Infantino træder på fodbolden

Jetset-præsidenten snydt