Blatter er ude, men de andre lugter også af Mafia

At kalde FIFA for en mafia er en fornærmelse overfor mafiaen, siger præsidentkandidat

Blatter er på vej ud, men afløserne ser heller ikke rene ud. Foto: AP
Blatter er på vej ud, men afløserne ser heller ikke rene ud. Foto: AP

I MORGEN bliver FIFA’s præsident Sepp Blatter formentlig suspenderet i 90 dage af FIFA selv. Tiden skal bruges til at undersøge, om han har handlet illoyalt overfor FIFA ved at sælge tv-rettigheder for billigt og ved at udbetale knap 14 millioner til Michel Platini i 2011.

Det er FIFA’s undersøgelseskammer, der har indstillet til FIFA’s egen dømmende kammer, at Blatter sættes i karantæne. Afgørelsen i morgen ventes kun at være en formalitet.

Farcen fortsætter således for fulde gardiner i fodboldens verdensforbund. Med Blatter ude træder den 69-årige 1. vicepræsident Issa Hayatou fra Cameroun til som midlertidig præsident.

Han er også en erfaren mand ud i korruption. Han er tidligere blevet straffet af IOC, og han er mistænkt for at have solgt sin stemme, da Qatar købte sig til VM i 2022.

Se også: FIFA-bossen Sepp Blatter er suspenderet

SAMTIDIG MED de aktuelle udrensninger gisnes der også om, hvem der skal afløse Blatter, når han endegyldigt er færdig på FIFA’s ekstraordinære kongres 26. februar.

Er en 62-årig sydafrikaner, som under apartheidstyret sad fængslet 13 år på Robben Island sammen med Nelson Mandela, manden der skal bringe FIFA på ret køl?

Ja, siger den tyske fodboldkejser Franz Beckenbauer, som allerede i weekenden bragte sydafrikaneren på banen som ny præsident for FIFA. I dag gik Beckenbauer skridtet videre, og sagde, at det tyske fodboldforbund, DFB, også vil støtte Mandelas cellekammerat.

Selv FIFA’s i skrivende stund stadigt regerende præsident, Sepp Blatter, har været fremme med en tilkendegivelse:

– Han gør et godt stykke arbejde. Han er en god mand, sagde Blatter i går til det tyske magasin Bunte om sydafrikaneren.

MANDEN FRA Afrika hedder Tokyo Sexwale. Efter løsladelsen fra Robben Island tjente han i flere år Mandelas regering. Han har været minister og er nu en fremtrædende forretningsmand med store interesserer i minedrift i flere afrikanske lande.

Selv har Sexwale endnu ikke besluttet, om han vil stille op til valget i februar i Zürich. Men allerede den 26. oktober skal kandidaterne melde sig, så inden længe skal Sexwale træffe et valg.

Det tegner til at blive et ja.

Se også: FIFA jorder Blatter-kritiker

EN FORMODNING som blev bestyrket, da jeg tidligere i dag talte med præsidenten for det palæstinensiske fodboldforbund, Jibril Rajoub. Han har kendt Sexwale, siden sydafrikaneren blev løsladt fra Robben Island i 1990. I dag mødes de jævnligt, fordi Sexwale er formand for den FIFA-komite, som skal forsøge at forbrødre Israel og Palæstina. I hvert fald på fodboldbanen.

– Tokyo Sexwale var i Palæstina i sidste uge. Han vil være et godt valg for alle som ny præsident for FIFA. Hans baggrund giver ham gode muligheder for at få kontinenterne til at arbejde sammen i FIFA.

– En mand, som har stået i lære hos Mandela, vil kunne udjævne de kløfter, der er i FIFA i dag. Han vil kunne forene familien. Jeg kan lide manden, og jeg stoler på ham. Jeg håber, der kan skabes konsensus omkring ham fra alle verdensdele, således at vi undgår de mange konfrontationer, som vi oplever i dag. Han er den rigtige mand til at lede organisationen, siger Jibril Rajoub.

MEN SKULLE Tokyo Sexwale gå hen og blive valgt, er det langt fra ensbetydende med, at FIFA får smidt mafiapræget af sig. For Sexwale er selv en del af systemet.

Han var blandt de ledende kræfter, da Sydafrika sikrede sig VM-slutrunden i 2010. De sydafrikanske VM-arrangører er under anklage for at have bestukket FIFA’s tidligere vicepræsident Jack Warner fra Trinidad Tobago og det amerikanske medlem af FIFA’s eksekutivkomite, Chuck Blazer, med omkring 60 millioner kroner.

Det er en sag, som både FBI og det schweiziske politi efterforsker, og det kan være grunden til, at Tokyo Sexwale venter med at melde sit kandidatur ud. Han kan risikere at komme i fedtefadet, præcis som alle de øvrige kandidater.

Se også: Rige mænd på rov: Sådan vil sheikerne overtage FIFA

SYDKOREANEREN Chung Mong-joon har for længst meldt sig som kandidat. Han er under mistanke for at have udøvet korruption, en sag som FIFA selv efterforsker. Selv mener Mong-joon, at han er offer for en skueproces, og derfor gik han i eftermiddag på en konference på Stamford Bridge i London til modangreb på både FIFA og Sepp Blatter.

– At kalde FIFA for en mafia er næsten en fornærmelse overfor mafiaen. Pengene og magten har fuldstændig forblændet Blatter, sagde Chung Mong-joon, som også kaldte FIFA’s præsident for en hykler og en løgner.

For at sætte trumf på vil han rejse en sag mod Blatter ved de schweiziske domstole.

– Jeg vil sagsøge ham for underslæb og kræve 100 millioner dollar (665 millioner kr., red.)

OG SÅDAN ER livet i FIFA for tiden. I bunker bliver de undersøgt, efterforsket og anklaget på kryds og tværs. Generalsekretæren Jerome Valcke er suspenderet. Mistænkt for at have deltaget i svindel med VM-billetter.

Blatter står også foran at blive suspenderet, og Platini, som ellers har været storfavorit til at blive den nye FIFA-præsident, betragtes af det schweiziske politi som værende et sted mellem at være vidne og være anklaget. Han kan blive den næste der der ryger ud i kulden.

FIFA er et galehus eller som det bliver sagt fra flere og flere steder: En mafiaagtig organisation.

I alle normale organisationer var Blatter for længst blevet smidt på porten. Men ikke meget ved FIFA er normalt.

Palæstinas Jibril Rajoub var i går til møde i FIFA i Zürich med Sepp Blatter.

– Han var i godt humør. Han var mødeleder, og han virker til at have kontrol over hele maskineriet i FIFA, siger Rajoub.

Men det var før meddelelsen om, at Blatter bliver sendt på porten for en tid. 

12 kommentarer
Vis kommentarer