Danmark er VM-favoritter

Da Gudmundsson brugte sin bænk blev Egypten klædt af - sejren på 36-26 var en magtdemonstration

Morten Olsen var kampens helt store oplevelse. Foruden fire mål blev det også til et hav af assist. Foto: Ernst Van Norde.
Morten Olsen var kampens helt store oplevelse. Foruden fire mål blev det også til et hav af assist. Foto: Ernst Van Norde.

SELV UDEN Niklas Landin i en hel kamp og med Mikkel Hansen bænket hele anden halvleg, fik landsholdet vist, hvorfor det hører til blandt storfavoritterne ved det forestående VM. Bredden er stor, og det gik så ud over Egypten, der fik store klø i den smukke håndboldhal i Skjern. 

HELDIGVIS skulle der kun en enkelt kamp til, før der for alvor kom gang i den danske angrebsmaskine. Efter den lidt visne indsats mod Ungarn torsdag kom der i den grad kul på kedlerne mod vores kommende VM-modstander. Med Morten Olsen og Mikkel Hansen som temposættere og oplæggere i første halvleg blev nordafrikanernes forsvar revet fra hinanden.

OLSEN OG HANSEN er blevet til en symbiose, og det er dejligt at se, hvordan de løfter hinandens spil. Men de gør også de andre gode. Det nød især Lasse Svan godt af i første halvleg. Den finurlige fløj havde noget at revanchere efter sin mildt sagt elendige kamp mod Ungarn. Det gik så ud over Egypten. Fire mål på fire forsøg er absolut godkendt, og så er Svan igen der, hvor han skal være.

DET SAMME er Casper U. Mortensen på den modsatte fløj. Han scorede klinisk på de flotte oplæg, han fik fra Michael Damgaard og kampens helt store oplevelse, Morten Olsen. På fløjene er vi godt besat. Magnus Landin og Hans Lindberg bidrog også til festen. 

ET ANDET smukt indslag i spillet var de danske kontraangreb. Den del af spillet er ved at udvikle sig til et meget effektivt våben. Selv om vi kører med to forsvars-angrebsudskiftninger, bliver kontraløbene ført igennem af de seks mand, som er på banen. Toftbrødrene er trods deres størrelse meget hurtigt fremme, hvor de begge gør sig spilbare på stregen. Og de er scoringssikre. I den fase er Mikkel Hansen og Mads Mensah dem, der lægger presset og den afgørende aflevering.

SOM FORVENTET var Egypten et meget fintestærkt hold. Derfor var det måske lidt unødvendigt, at det danske forsvar agerede så offensivt. Det gav nogle situationer, hvor vores fremskudte blev fanget og udstillet. Og så hjalp det heller ikke, at hverken Jannick Green eller Kevin Møller fik fat i ret meget. 

I DE SIDSTE 30 minutter blev Egypten for alvor kørt over. Og det skete, da Gudmundur Gudmundsson bragte sin godt besatte bænk i spil. Nu er der for alvor kamp om de sidste VM-pladser. Stortalentet fra GOG, Niclas Kirkeløkke, efterlyste jeg i går. Nu fik han chancen, og han greb den. Det veloplagte og håndboldkyndige publikum i Skjern fik set, hvordan Kirkeløkke evner at svæve længe for efterfølgende at trække bolden rundt i målet. Der er ikke mange, der mestrer den teknik. Og så kan knægten også dække op. Han bliver svær at komme uden om. Det er et positivt problem, som landstræneren må tumle med.

Se også: Dansk pyramidespil: Egypten straffet i Skjern

Se også: Tavse Toft: Gudmundur så ikke slaget

Se også: Ungarsk nam-nam: Her kiksede Danmark

39 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere