Danmarks modstander ramt af tortur og fængslinger

Danmarks sidste modstander i Boxen kommer fra et rædselsfuldt regime

Bahrain i hvidt og her mod Norge har fået læsterlige klø i de to første kampe i Boxen. Foto: Lars Poulsen
Bahrain i hvidt og her mod Norge har fået læsterlige klø i de to første kampe i Boxen. Foto: Lars Poulsen

HERNING (Ekstra Bladet): NÅR DANMARK i aften forhåbentligt slår Bahrain og kvalificerer sig til den olympiske håndboldturnering i Rio, er det første gang, vi møder den lille Golfstat.

Men det er nu heller ikke et land, som er særlig attraktivt at have samkvem med. Som så mange andre af landene på den arabiske halvø har også Bahrain store problemer med at overholde menneskerettighederne.

TUSINDER AF landets egne borgere, herunder en lang række prominente sportsfolk - også fra håndboldlandsholdet - blev i forbindelse med Det Arabiske Forår i 2011 arresteret og udsat for tortur. Deres brøde var, at de havde deltaget i fredelige demonstrationer til fordel for demokrati og ytringsfrihed.

Blandt de ledere, som stod bag anholdelserne, var den daværende præsident for Bahrains fodboldforbund, sheik Salman Al-Khalifa, som i februar tabte kampen om at blive præsident for det internationale fodboldforbund, FIFA. Sheik Salman er en skidt karl, der aldrig er blevet stillet til regnskab for sine ugerninger.

Se også: Dansk forløsning: Men her halter det fortsat

OGSÅ DANSKE statsborgere er blevet udsat for det bahrainske styres hårdhændede metoder.

Således blev dansk-bahraineren og menneskerettighedsforkæmperen Zainab al-Khawaja og hendes barn på 16 måneder den 14. marts fængslet i Bahrain i forbindelse med en ældre dom. Det meddeler Amnesty International.

Al-Khawaja er idømt sammenlagt tre år og en måneds fængsling for at deltage i demonstrationer, at rive et foto af kongen i stykker samt at have 'fornærmet en embedsmand' under et tidligere fængselsophold.

HUN SKULLE angiveligt have angrebet politibetjente i lufthavnen i Bahrain, da hun ankom med et fly fra Danmark i 2014. Selv fastholder hun, at det var betjentene, som angreb hende.

Hun er datter af den livstidsdømte Abdulhadi al-Khawaja, der også er dansk statsborger og afsoner sin dom i Bahrain, hvor Zainab ud over fængselsstraffen er blevet dømt til at betale en bøde på omkring 50.000 kroner.

Betaler hun ikke bøden, lægges 18 måneder til hendes dom, som blev stadfæstet af en appeldomstol 3. december sidste år i hovedstaden, Manama.

Se også: Snublende nær OL: Men dette gjorde Gudmundur utilfreds

FAMILIEN HAR oplyst til Amnesty International, at hun ønsker at have sit barn hos sig, mens hun afsoner dommen.

En domstol har tidligere idømt hendes søster Maryam et års fængsel in absentia for at have gået til angreb på en betjent på den arabiske halvø.

Zainab al-Khawaja har været anholdt adskillige gange i Bahrain, siden demonstrationerne brød ud under Det Arabiske Forår i 2011.

DANSK-BAHRAINEREN har nægtet at anke de domme, hun har fået. Hun mener, at retssystemet er politisk styret.

Familien Khawaja er ligesom mange af de fængslede og torturerede idrætsfolk shiamuslimer, mens Bahrain ledes af et sunnimuslimsk mindretal, som får militærstøtte fra Saudi-Arabien, når demonstranter skal maltrakteres.

Familien Khawaja boede 12 år i Danmark, men vendte i 2001 tilbage til Bahrain. En halv snes år efter var Abdulhadi al-Khawaja med til at arrangere demonstrationer for politisk frihed i kongedømmet, men blev anholdt og fik en fængselsdom på livstid.

DER ER ingen grund til at lade sin eventuelle vrede gå ud over de spillere, som i aften optræder på Bahrains landshold. De lever under skarpt opsyn fra regimet i hovedstaden Manama. Så sent som i 2014 blev to landsholdsspillere i håndbold, Ahmed Abdel Jalil og Ibrahim Juma’a,  anholdt og fængslet for at protestere imod styret. Den seneste opgørelse viser, at godt 50 sportsfolk lige nu sidder bag tremmer i Bahrain.

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere