Dansk sejr kræver fart og koncentration

Ungarn bør ikke kunne bremse Danmarks march mod VM-semifinalerne

Ekstra Bladets håndboldkommentatorer varmer op til aftenens kamp mod Ungarn. Video: Jens Dresling

DET ER ufatteligt trist, at Danmark må spille resten af VM uden forsvarsgeneralen René Toft Hansen. Men skader ser desværre ud til at være en væsentlig faktor ved denne slutrunde. Således er også Nikolaj Øris tvivlsom til aftenens kamp mod Ungarn.

Den langskæggede højre back fik et riv i baglåret mod Norge Han blev skannet i går, men resultatet blev holdt tilbage af landsholdslejren.

DE MANGE skader giver landstræner Nikolaj Jacobsen visse udfordringer. René Toft bliver svær at undvære, men skæbnen vil, at hans lillebror, Henrik Toft Hansen, er blevet sin skade kvit og derfor træder ind i truppen.  I første omgang måske kun for at sidde på bænken, men nu bliver han en del af fællesskabet, og han kan blive en vigtig brik længerre henne i turneringen.

NU VAR det heldigvis ikke sådan, at Danmark faldt sammen, da René Toft tidligt i kampen mod Norge måtte forlade banen. I hans fravær overtog Henrik Møllgaard dirigentstokken i forsvaret, og det gjorde han så godt, at han blev belønnet med topkarakter i Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

 

En næsten lige så stor præstation i midterforsvaret blev leveret af Simon Hald, som i flere omgange fuldstændig pillede pynten af Norges store stjerne, Sander Sagosen.

MØLLGAARD og Simon Hald ligner midterforsvaret i aften mod Ungarn. Der er brug for fysik for at holde de store ungarske skytter på afstand, og der er brug for mange muskler for at kunne tumle den ungarske kleppert af en stregspiller. Bence Banhidi måler 2,06 meter og vejer 106 kilo. Det er den mand, de danske trænere frygter mest hos ungarerne. 

Men Simon Hald kan med sine 2,03 meter og 114 kilo matche den store ungarer. Jeg glemmer sent det øjeblik i testkampen i Odense mod Ungarn, forud for VM, hvor Simon Hald tog et godt greb om Banhidi, løftede ham op, bar ham ud og satte ham på tremeteren. 

Det kostede ganske vist en udvisning, men samtidig var det en magtdemonstration. Hald mod Banhidi kan blive en kamp i kampen i aften.

Artiklen fortsætter under billedet...

 

HVIS Nikolaj Øris ikke er i stand til at spille i aften, kommer Danmark til at spille med tre højrehænder i bagkæden. Det ligner en formation med Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Mads Mensah. 

Det fungerede i perioder fint mod Norge, hvor Mads Mensah var god til at skaffe plads, så Mikkel Hansen kunne stige til vejrs og fyre sine skud af.

MED EN sejr i aften kan Danmark tage yderligere et skridt mod semifinalen. Ungarn er ikke noget dårligt hold, men hvis Danmark kommer med den fart og koncentration, som blev udvist mod Norge, kan jeg ikke se, at Ungarn kan spænde ben for Nikolaj Jacobsens tropper.

Se også: Vanvids-præstation! Mikkel er jo - Mikkel!

Rene Toft blev fældet og gik i gulvet mod Norge. Nu er han ude af VM. Foto: Jens Dresling Håndbold - 18. jan. 2019 - kl. 13:06 Dybt berørt Henrik Toft: - Jeg kan ikke tale om René

Se også: Mikkels magiske aften

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere