Dansk trio scorer top-karakter: Verdensklasse

Montenegro blev rundbarberet 37-26, da de danske verdensmestre fandt tilbage på sporet

Mikkel Hansen var den helt store dirigent, da Danmark kørte hen over Montenegro. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen var den helt store dirigent, da Danmark kørte hen over Montenegro. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

SÅ KOM de danske verdensmestre tilbage på sporet. Efter det overraskende nederlag tidligere på ugen til Montenegro, var der i returopgøret i Royal Arena en helt anderledes vilje at spore hos Nikolaj Jacobsens tropper.

Med den sikre sejr på 11 mål er Danmark så godt som sikker på at være kvalificeret til næste års EM. Tilbage i puljespillet venter kampe mod Ukraine og Færøerne, og det bør ikke blive noget problem, hvis Danmark holder niveauet fra aftenens kamp.

SOM I det første opgør i onsdags dækkede Montenegro et meget aggressivt og offensivt forsvar. Det var Danmark godt forberedt på, og med en veloplagt Mikkel Hansen som den store dirigent blev der spillet smukke bolde til fløje og streg. Især var det en fornøjelse at se, hvordan Danmark kynisk udnyttede overtalssituationerne. Systemet med de to stregspillere, når holdet spiller seks mod fem, sidder efterhånden på rygraden hos alle de involverede aktører.   

Så længe der blev holdt tempo i angrebsspillet, havde Danmark godt styr på det montenegrinske forsvar. Men i slutningen af første halvleg, hvor Danmark førte komfortabelt 13-6, faldt tempoet pludselig i angrebsspillet. På samme tidspunkt blev der brændt for meget. Mads Mensah var i den periode den store synder. Det udnyttede Montenegro til at komme tilbage i kampen.

KUN GODE redninger fra Niklas Landin i målet gjorde, at Danmark trods alt holdt en tremålsføring ved pausen. Forsvaret havde ellers også begyndt kampen med en helt anden attitude end i onsdagens kamp. Denne gang blev der tacklet igennem, og montenegrinerne havde svært ved at komme til afslutninger i området omkring det danske midterforsvar.  Det var med til at hjælpe Landin i gang i målet.      

Muligvis for igen at få tempo i spillet satte Nikolaj Jacobsen den vævre Jacob Holm i spil kort før pausen. Med sit hurtige fodskifte skabe Holm straks uro i det montenegrinske forsvar. Så blev der igen plads til de danske fløje og den uhyre scoringssikre Anders Zachariassen på stregen.

MED SOLID støtte fra en fyldt Royal Arena skabte Danmark hurtigt i begyndelsen anden halvleg et nyt forspring på seks mål. Det var nu også fordi, Niklas Landin i målet fandt VM-spillet frem og i den periode agerede levende plankeværk. Selv bolde i hovedhøjde parerede han med fødderne.

Og denne gang slap Danmark ikke taget. Men en uhyre koncentreret indsats – kun tre tekniske fejl i hele kampen – blev Montenegro kørt ud af arenaen. Det var godt at se det danske landshold rejse sig efter nedturen i onsdags i Podgorica. Kampen i Royal Arena var et bevis på, at Danmark har en meget bred trup. Jacob Holm er den seneste trumf.     

De danske karakterer

Niklas Landin 6

Var tilbage i verdensklasse. Lukkede i perioder helt af.

Jannick Green 3

Fik de sidste 10 minutter.

Magnus Landin 4

Stor indsats i forsvaret og med blot en enkelt afbrænder i den modsatte ende.

Emil Jakobsen UB

Kun kort tid på banen. Fik scoret i sin debut.

Anders Zachariassen 6

Kæmpe indsats i begge ender. Er blevet utrolig sikker i sine afslutninger  

Lasse Svan 5

Der var et par missere imellem, men han gør en forskel.

Henrik Møllgaard 4

Fik denne gang langt bedre fat i defensiven.

Mads Mensah 3

Stort defensivt arbejde, fine opspil til fløjen, men han brænder for meget.

Henrik Toft Hansen UB

Kun på banen i kort tid

Mikkel Hansen 6

Stor kamp af verdens bedste spiller. Ufatteligt mange oplæg. Den store dirigent.

Morten Olsen 3

Var med i den gode periode i starten, men mistede tempo og blev byttet med Holm.

Johan Hansen UB

Fik de sidste fem minutter.

Michael Damgaard UB

Kun kort tid på banen.

Nikolaj Øris UB

Kom ikke på banen.

Jacob Holm 5

Velkommen til en ny stjerne på den danske håndboldhimmel. Han gjorde en stor forskel.

Simon Hald 4

Solid indsats af den store mand. God i overtalsspillet.

Nikolaj Jacobsen 5

Havde sat sit hold godt op og satsede rigtig ved at sætte Jacob Holm i spil.

Se også: Ringe indsats: Kæmpe maveplasker!

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere