DBU udviser manglende respekt

Dansk fodbold er på vej mod en absurd og destruktiv konflikt

DBU-direktør Claus Bretton-Meyer har anlagt an hård linje mod landsholdet og landstræneren. Det klæder ikke DBU. (Foto: Lars Poulsen)
DBU-direktør Claus Bretton-Meyer har anlagt an hård linje mod landsholdet og landstræneren. Det klæder ikke DBU. (Foto: Lars Poulsen)

Nede i Belgien tripper Morten Olsen for at komme i gang med landsholdssæsonen. I mellemtiden sluger han via tv-skærmen den ene fodboldkamp fra de europæiske ligaer efter den anden, og han glæder sig over, at Michael Krohn-Dehli  i Celta Vigo er i gang med sin måske bedste sæson nogensinde, at Christian Eriksen er vokset til at blive en nøglespiller hos Tottenham, at Nicolai Boilesen har fået anførerbindet hos Ajax og at Pierre-Emile Højbjerg får masser af spilletid hos Augsburg.

Solstrålehistorie på solstrålehistorie og noget der alt sammen bør komme landsholdet til gode, når vi igen skal i gang med kvalifikationskampene til EM-slutrunden næste sommer i Frankrig. Hvis altså Morten Olsen får mulighed for at udtage et landshold.

Efter weekendens tumultariske scener i dansk fodbold, dokumenteret i rækken af afsløringer i Ekstra Bladet, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at DBU ikke længere gider Morten Olsen. Han blev ikke inviteret med til unionens repræsentantskabsmøde og prisfest i Odense, og han blev ikke hørt i forbindelse med ansættelserne af en elitechef og talentudviklingschef. Det er da et vink med en vognstang, der er til at forstå.

Jeg kan sagtens dele opfattelsen af, at Morten Olsens tid i DBU er ved at være forbi. Han burde være stoppet på toppen efter EM i Polen og Ukraine i 2012. Men folk i DBU ville noget andet. Og man skal huske på, at Morten Olsen er et af de største navne i dansk fodbolds historie. Både som spiller og som træner. Han skal behandles med den største respekt.

I mine øjne er det dog stadig en fejl, at Jim Stjerne Hansen som sin sidste embedshandling i DBU fik frie hænder til endnu engang at forlænge Morten Olsens kontrakt. På det tidspunkt var den store udrensning i gang i DBU, og det have været et naturligt tidspunkt også at skifte træner.

Men jeg går da ud fra, at forlængelsen med Olsen skete med accept fra Jesper Møller og Thomas Christensen, henholdsvis formand og næstformand i DBU. De må stå ved deres valg, og derfor burde de også have stanget en undskyldning ud til landstræneren i weekenden, men de valgte at gøre sig selv usynlige på et tidspunkt, hvor DBU er ude i en seriøs krisesituation.

Det dårlige forhold til landstræneren et blot et symptom på, hvor skidt det går med DBU's målsætning om, at vi alle skal være en del af noget større. At DBU's økonomi mildest talt er elendig er en kendt sag, men vi ved også, hvor vigtigt det er for både økonomien og fællesskabet, at Danmark kvalificerer sig til EM i Frankrig.

Det er et mål som alle i dansk fodbold burde stå sammen om, men i stedet er vi i gang med en totalt tåbelig konflikt, som i sin værste konsekvens kan ende med, at vi ikke kan stille et landshold til forårets kampe mod USA og Frankrig.

Se også: Stop ydmygelserne af Olsen: Så fyr ham dog!

Selvfølgelig er spillerne parate til en lønnedgang. Det bør være muligt at skrue en økonomisk aftale sammen, der tilgodeser både DBU og spillerne, hvis vi kvalificerer os til slutrunderne.  Altså lav grundløn og stor bonus. Til gengæld er viljen til at indgå individuelle aftaler ikke til stede i spillertruppen. Det klæder stjernerne på holdet, at de optræder solidarisk med de nye spillere. Det er vel netop essensen af at være en del af noget større.

Sådan som DBU's direktør Claus Bretton-Meyer har kørt konflikten op, vil vi uvægerligt ende i en situation, hvor nogen kommer til at tabe både ansigt og indflydelse. Spillerne kan indtil midnat svare på, om de vil acceptere DBU's krav om individuelle aftaler. Det er der næppe ret mange, der gør, og så er vi i en situation, hvor Morten Olsen ikke har noget landshold.

Claus Bretton-Meyer har fået svar fra enkelte spiller, men han vil ikke ud med om de er positive eller negative. (Foto: Lars Poulsen) Landsholdsfodbold - 2. mar. 2015 - kl. 13:41 Klar til konflikt: Et rungende nej til DBU

Selv siger landstræneren, at han håber, den sunde fornuft sejrer. Mere vil kan ikke sige om den nuværende situation. Han er næppe heller manden, der kan mægle i situationen. Dertil er forholdet til hans arbejdsgiver for bundfrossent. Han havde senest et møde med Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer i Herning 9. januar. Det var vist ikke nogen fest.

På et tidspunkt hvor dansk fodbold har brug for friske impulser og nytænkning, er vi på vej ud i en absurd og destruktiv konflikt. Superligaen taber terræn i forhold til de ligaer, vi normalt sammenligner os med. Turneringssystemet, med 12 hold der møder hinanden tre gange, er unfair.

I stedet burde Superligaen udvides til 16 hold og gerne med et slutspil på toppen, som Belgien har haft stor succes med. En del af noget større handler også om at lokke tilskuere til kampene i Superligaen. Tallene fra weekenden er mildest talt ikke prangende.

Der er således nok af udfordringer, men alt det overskygges lige nu af en konflikt, som i værste fald kan virke ødelæggende for landsholdsfodbolden i lang tid fremover. Det kan ingen i dansk fodbold være tjent med.   

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere