Derfor frygter Blatter kun FBI

FIFA-præsidenten holder sig langt væk fra USA - er bange for at blive knaldet af tidligere kollega

Engang var Blatter og Maven, Chuck Blazer, de bedste venner. Nu frygter Blatter hvad amerikaneren fortæller til FBI. Foto: AP
Engang var Blatter og Maven, Chuck Blazer, de bedste venner. Nu frygter Blatter hvad amerikaneren fortæller til FBI. Foto: AP
Følg Blodbold EP3

MED KUN TO uger til præsidentvalget i FIFA skal der et mirakel til, hvis ikke den 79-årige Sepp Blatter bliver valgt for en ny fireårig periode.

Miraklet skal i givet fald udløses i USA, hvor forbundspolitiet, FBI, i over tre år har efterforsket omstændighederne tilbage i december 2010, hvor FIFA’s stærkt korruptionsramte eksekutivkomite tildelte Rusland VM i 2018 og Qatar i 2022.

Sepp Blatter frygter tilsyneladende ikke sine tre udfordrere ved præsidentvalget 29. maj i Zürich. Prins Ali fra Jordan, Michael Van Praag fra Holland og Luis Figo fra Portugal ser da heller ikke ud til at have mange chancer.

MEN BLATTER frygter FBI. Det amerikanske tv-selskab ESPN afslørede tidligere på ugen, at den ellers så rejselystne Blatter ikke har sat sin fod på amerikansk jord siden 2011. Han er bange for at blive taget ind til afhøring.

FBI har holdt deres kort tæt til kroppen, men at de laver en ganske aktiv efterforskning, er der flere beviser på. Min gode kollega i England Andrew Jennings har været i kontakt med forbundspolitiet, og han har stillet sin store viden om årtiers skandaler i FIFA til rådighed.

Whistlebloweren Phaedra Almajid, som arbejdede for Qatars VM-komité, bor i dag i USA, hvor hun er beskyttet af FBI. Hun fortalte efter afstemningen i 2010, hvordan sheikerne fra Qatar købte stemmer hos både afrikanske og caribiske fodboldledere.

Blatters bøller: Pis af med dig, dit røvhul

ALMAJID ER langtfra det eneste vidne, som FBI har at arbejde med. 

Sidste år afsluttede FIFA sin egen undersøgelse af de mange anklager om korruption og bestikkelse i forbindelse med Rusland og Qatars VM-slutrunder. FIFA mørklagde ganske vist rapporten, men fik dog fortalt, at Rusland og Qatar ikke har gjort noget forkert. Derfor beholder de VM.

FBI ryster dog ikke på hånden. En talsmand sagde i den forbindelse til CNN, at FBI ville fortsætte undersøgelserne, og at de i øvrigt samarbejdede med en tidligere topfigur fra FIFA. En person, der både havde leveret dokumenter og hemmelige båndoptagelser fra møder med kolleger i FIFA-systemet.

Manden er Chuck Blazer, også kaldet Maven, fordi han i årene i FIFA åd sig igennem indtil flere kontinenter og undervejs lagde mere end 100 kilo til sin normale kampvægt.

Blatter regerer ved hjælp af frygt - her er to modkandidater

NU SPYTTER han ud. Ikke mindst for at redde sin egen røv. Chuck Blazer var i mange år vicepræsident for det amerikanske fodboldforbund, generalsekretær i CONCACAF, som dækker fodboldnationerne i Nord- og Mellemamerika samt Caribien, og vigtigst af alt sad han i FIFA’s magtfulde eksekutivkomité fra 1996 til 2013. 

Gennem alle årene ragede han til sig af fodboldens penge. Ikke mindst i CONCACAF-regi, hvor han tiltuskede sig millioner af dollars, som han brugte på luksuslejligheder i New York og Florida. Og så har han snydt det amerikanske skattevæsen, så vandet drev. 

Den nu 70-årige Blazer er syg af kræft, og han har meget lidt lyst til at tilbringe sin sidste tid i fængsel. Derfor sagde han ja, da FBI på åben gade på Manhattan gav ham et tilbud: Du kan enten rykke direkte i fængsel, eller også hjælper du os med vores FIFA-efterforskning.

DET ER ISÆR efterforskningen omkring Qatar, som Sepp Blatter med god grund kan frygte. VM i den lille, men stinkende rige slavestat er på alle måder den største skandale i fodboldens historie.

Ny bog afslører kyniske Blatter: Sådan kom VM til Qatar

Qatar slog blandt andre USA og Australien ved afstemningen. To lande, som har opbygget en fodboldkultur, og som har stadioner, infrastruktur og frihedsrettigheder.

Alt det, som Qatar mangler. Men Qatar har kassen og købte sig således til et VM. Alt skal dog bygges op fra grunden, og til det formål har sheikerne importeret hundredtusinder af migrantarbejdere fra Nepal og andre fattige lande i regionen. Migranterne lever under slavelignende forhold, og alene det burde for længst have fået FIFA og Blatter til at trække stikket.

OVEN I KOMMER så den åbenlyse korruption, der fandt sted i forbindelse med afstemningen. Mange af de sager er glimrende dokumenteret i adskillige medier verden over. 

Men det har ikke været nok til at rokke ved Blatters position. Internt i FIFA har han styr på alle kritikere. Det hjælper selvsagt, at man kan strø om sig med millioner af kroner.

Hvis Blatter nogen sinde skal væltes, og det burde ske, skal det komme udefra. Og her er FBI det bedste bud. Men der er kun 14 dage til valget.

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind