Det afgør Danmarks skæbne

KOMMENTAR: Hvis målvogterne holder det høje niveau, kommer de danske kvinder i VM-finalen

DER ER en første gang for alt. Også en sejr over Frankrig. I Jesper Jensens regeringstid som landstræner har Danmark fire gange mødt Frankrig. Hver gang er det endt med fransk sejr. Men kampene har været tætte. Nu mødes de to hold i VM-semifinalen, hvor Frankrig kommer som olympiske mestre.

FRANKRIG har et fremragende landshold. Ingen tvivl om det. Danmark ramler således ind i toppen af poppen. Som landstræner har Jesper Jensen kun tabt til Norge, Kroatien og altså Frankrig. Han betegner selv Norge og Frankrig som de to topnationer, Danmark først skal bide i haserne, siden spille lige op med for så til sidst endelig at slå dem.

TIDLIG FREDAG aften i Spanien har Jesper Jensen mulighed for at gøre alle tre ting på en gang. Frankrig er ikke en urørlig størrelse. Les Bleux har flere gange undervejs ved VM været udfordret. Blandt andet af Serbien som hører til blandt de midterhold, som Danmark ved VM har distanceret sig fra.

FOR FØRSTE gang ved slutrunden bærer det danske landshold ikke favoritrollen. Det må lette noget af trykket på truppen, som tidligere mentalt har haft svært ved at kapere de store udfordringer. Netop det mentale er blot en af de ting, som er blevet ændret og forbedret under Jesper Jensen.

DET SAMME er defensiven. Danmark har slutrundens to bedste målvogtere. Althea Reinhardt og Sandra Toft har stået med nogen helt vilde redningsprocenter. Flere gange langt over 50. Gentager det sig mod Frankrig, kommer Danmark i VM-finalen. Den franske førstekeeper, Cleopatre Darleux, har slet ikke været i nærheden af de to danskeres niveau. Heller ikke mod Sverige i kvartfinalen præsterede Darleux nævneværdige redninger.

Artiklen fortsætter under billedet...

Med redningsprocenter på over 50 har Sandra Toft medvirket kraftigt til den gode danske VM-kampagne. Foto: Lars Poulsen.
Med redningsprocenter på over 50 har Sandra Toft medvirket kraftigt til den gode danske VM-kampagne. Foto: Lars Poulsen.
 

REINHARDT OG TOFT har fået god støtte af et dansk forsvar, som gennem de seneste år har lagt lag på lag. Det skyldes ikke mindst assistenttræner Lars Jørgensens store arbejde. Han var også med under Klavs Bruun Jørgensen, og han har til stadighed forfinet og udviklet det danske forsvarsspil. Feinschmeckere vil kunne se, hvor forskelligt Danmark og Frankrig dækker op. Et eksempel er de danske fløje, som dækker højt, og som har et stort område at afpatruljere. Det giver et mere kompakt midterforsvar, hvor Kathrine Heindahl og Line Haugsted er blevet et udsmiderpar i verdensklasse.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den franske playmaker Grace Zaadi, som her bliver klemt i det svenske forsvar i kvartfinalen, bliver en udfordring for det danske midterforsvar. Foto: Lars Poulsen.
Den franske playmaker Grace Zaadi, som her bliver klemt i det svenske forsvar i kvartfinalen, bliver en udfordring for det danske midterforsvar. Foto: Lars Poulsen.
 

DET STÆRKE forsvarsarbejde betyder også, at Danmark får flere kontramuligheder. Det er også et område, som er blevet væsentligt forbedret. Der er total kontrol over kontrafasen som ved slutrunden har givet mange mål. Den bruges også til at udmatte modstanderne fysisk. De bliver trykket i bund. Men denne gang kommer Danmark op mod et hold, der er i lige så god fysisk form, og som også gerne løber kontra.

FRANKRIG går ikke nødvendigvis ned i niveau eller kadence, fordi der bliver skiftet ud. Holdet har store stjerner i playmakeren Grace Zaadi, stregspilleren Pauletta Foppa og højrebacken Laura Flippes, som gjorde det rigtig godt mod Sverige. Frankrig er godt besat på alle pladser, og holdet har en bred bænk. Men Danmark har de bedste målvogtere, og det kan blive udslagsgivende.               

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.