Det beskidte spil: Sådan vil FIFA score kassen på VM

Politiske studehandler og jagten på milliarder afgør, hvem der skal have slutrunden i 2026

VM i 2026 afgøres af politik og penge. Den amerikanske koalition har støtte fra Saudi-Arabien. Det sagde Turki Al Sheik fra det saudiske sportsministerium, da han forleden mødtes med præsidenten for USA’s fodboldforbund, Carlos Cordeiro. Foto: Privat
VM i 2026 afgøres af politik og penge. Den amerikanske koalition har støtte fra Saudi-Arabien. Det sagde Turki Al Sheik fra det saudiske sportsministerium, da han forleden mødtes med præsidenten for USA’s fodboldforbund, Carlos Cordeiro. Foto: Privat

MANGE SLOG sig på lårene af grin, da FIFA’s selvhøjtidelige præsident Gianni Infantino i sidste måned i Teheran proklamerede, at man ikke skal blande sport og politik. En øvelse der er lige så svær som at få vand til at løbe op ad.

Infantino var i Iran for at skaffe opbakning til to at sine store projekter. Dels skal han den 13. juni i Moskva sikre at mindst 104 lande på FIFA’s kongres stemmer på det forenede bud fra USA/Canada/Mexico som vært for VM i 2026. Og for Guds og Infantinos skyld endelig ikke på udfordreren fra Marokko.

FIFA-PRÆSIDENTENS andet ærinde i Teheran var at nævne, at han da gerne vil fortsætte i sit job, når han er på valg på kongressen i 2019. Sleske, smiske, sleske.

Tidligere på året var han på samme mission i Saudi-Arabien. Her glemte han at nævne, at kvinderne i Saudi-Arabien ikke må spille fodbold, og at de ikke engang må overvære kampe på landets stadioner.

MEN DET ville selvfølgelig være at blande sport og politik. Når han alligevel gjorde det i Teheran, skyldes det, at saudiarabiske klubber ikke vil spille asiatiske Champions Leaguekampe i Iran. Årsag: Iran har støttet Qatar i den konflikt, den lille ørkenstat har med blandt andet Saudi-Arabien. 

Så kom lige en gang til med den omgang ævl om sport og politik.

Artiklen fortsætter under billedet

Husk det nu. Sport og politik må ikke blandes. Infantino er ufrivilligt morsom. Foto: AP
Husk det nu. Sport og politik må ikke blandes. Infantino er ufrivilligt morsom. Foto: AP
 

HVIS VI tager tingene i rækkefølge, vil Infantino først sikre, at USA/Canada/Mexico vinder kampen om VM i 2026. Det bliver den hidtil største slutrunde med deltagelse af 48 hold, hvilket igen betyder, at der skal spilles 80 kampe. En ren guldgrube. Hvis altså ikke Marokko løber med slutrunden.

For FIFA vil en slutrunde i USA/Canada/Mexico være ensbetydende med flere tv- og kommercielle indtægter. Men den vil også udløse en langt større fortjeneste på salg af VM-billetter.

MAROKKO planlægger en VM-slutrunde med en gennemsnitlig stadionkapacitet på 40.000, mens det forenede amerikanske bud opererer med en stadionkapacitet på i snit 68.000.

Ved det kommende VM i Rusland koster en billet til de indledende kampe 650 kroner. Tager vi udgangspunkt i den pris, vil forskellen i 2026 på et fyldt stadion med 40.000 tilskuere og et stadion med 68.000 være godt 18 millioner kroner pr kamp. Med 80 kampe vil det give FIFA 1,5 milliarder kroner ekstra i billetindtægter, hvis VM om otte år afholdes i det forenede Amerika og ikke i Marokko. 

NETOP PENGE har i de sidste mange år været et styringsredskab i FIFA. Sepp Blatter sad længe som præsident, fordi han så igennem fingre med korruptionen. Han delte ud af FIFA’s penge til medlemslandene uden seriøst at gå op i, hvordan pengene blev brugt. Da Blatter omsider faldt i 2016, vandt Infantino valget, fordi han fik støtte fra USA, og fordi han lovede medlemslandene endnu flere penge.

Artiklen fortsætter under billedet

Blatter kastede om sig med penge. Foto: AP
Blatter kastede om sig med penge. Foto: AP
 

Det løfte vil han kunne opfylde, hvis USA/Canada/Mexico i juni vinder kampen om VM i 2026, og han kan bruge det i sin egen valgkamp frem mod kongressen næste år, hvor FIFA’s 211 medlemslande hver har en stemme. Mere slesk og mere smisk.

SOM BEKENDT går det dog ikke altid, som præsten prædiker. Længe så det ud til, at USA med kumpaner var eneste ansøger til VM i 2026, men i sidste minut kom Marokko på banen, og nordafrikanerne har fået overraskende meget vind i sejlene. Mange afrikanske lande har tydeligt signaleret, at de vil stemme på Marokko.

Det samme har Frankrig, Serbien og Rusland. Hvis russerne samler deres sædvanlige støtter i Østeuropa, kan gruppen af europæiske lande, der støtter Marokko, blive ganske stor. Også i Asien har Marokko fået opbakning. Således har VM-værten i 2022, Qatar, meddelt, at de stemmer på nordafrikanerne.

Artiklen fortsætter under billedet

Putin har VM i til sommer, og han sender genre bolden videre til Marokko i 2026. Foto: AP
Putin har VM i til sommer, og han sender genre bolden videre til Marokko i 2026. Foto: AP
 

INTERESSANT er det også, at den lille caribiske ø, St. Lucia, har meddelt, at krydset sættes ved Marokko. St. Lucia hører ellers til i CONCACAF, FIFA-konføderationen, der tæller Caribien og Mellem- og Nordamerika. St. Lucia svigter vennerne fra USA/Canada/Mexico. De samme toner lyder fra Den Dominikanske Republik, som er endnu et CONCACAF-land, der støtter Marokko.

ER DER slet ikke nogen, som har udtalt støtte til USA-gruppen? Jo. Det har Saudi-Arabien. Selv om Marokko er et muslimsk land, vil saudierne ikke bakke op om marokkanerne. Begrundelse: Marokko har valgt ikke at støtte Saudi-Arabien i konflikten med Qatar. Det er det der med sport og politik.

Marokko frygter at blive dumpet

Marokko frygter, at FIFA vil gøre alt for at USA/Canada/Mexico løber med værtsskabet for VM i 2026.

Nordafrikanerne har således klaget til FIFA over, at proceduren for at søge om VM blev ændret i sidste øjeblik. FIFA afviser kritikken.

Fakta er dog, at Marokko kan ende med at blive udelukket fra kapløbet inden afstemningen på FIFA’s kongres 3. juni i Moskva,

FIFA har lavet et karaktersystem, hvor ansøgerne skal opnå en vis score for at kunne deltage i den endelige afstemning. 

Infrastruktur, herunder stadioner, træningsanlæg, hoteller, lufthavne, sikkerhed og så videre udgør 70 procent af den samlede score. 

FIFA forlanger, at de enkelte værtsbyer skal have mindst 250.000 indbyggere og nærmeste lufthavn skal have en kapacitet på 60 millioner passagerer om året. Desuden må det ikke tage mere end halvanden time at komme fra lufthavn til værtsby. 

Menneskerettigheder og økonomi er også en del af vurderingen. Desuden er FIFA som noget nyt bekymret for at efterlade hvide elefanter, som er betegnelsen for store stadionanlæg, som står ubenyttede hen efter en slutrunde. Det er set i både Sydafrika og Brasilien. Det kommer ikke til at ske i USA, men FIFA frygter, det kan ske i Marokko.

Artiklen fortsætter under billedet

Marokkos landshold deltager ved sommerens VM i Rusland. Det gør USA som bekendt ikke. Foto. AP
Marokkos landshold deltager ved sommerens VM i Rusland. Det gør USA som bekendt ikke. Foto. AP
 

Hvert enkelt punkt får point på en skala fra nul til fem. For at komme med til den endelige afstemning i Moskva skal ansøgerlandene opnå mindst to point for hvert eneste punkt. Ellers er man ude i kulden.

Præsidenten for det marokkanske fodboldforbund, Fouzi Lekjaa, har i et brev til FIFA’s præsident Gianni Infantino, spurgt om ansøgningsproceduren egentlig er gennemskuelig.

Fouzi Lekaja skriver, at karaktersystemet ikke var en del af de originale ansøgningsregler, men at de først blev tilføjet, da Marokko meldte sig som udfordrer til USA/Canada/Mexico.

Det afviser FIFA som nævnt, men det har vakt opmærksomhed i internationale fodboldkredse, at Infantino personligt har udpeget den Task Force, som skal give karakterer til ansøgerlandene.

I Task Forcen, som består af fem medlemmer, finder vi to af Infantinos nærmeste medarbejdere, vicegeneralsekretærerne Zvonimir Boban og Marco Villiger.

Fakta om VM 2026

* Værten for VM i 2026 vælges på FIFA’s kongres i Moskva 13. juni.

* USA/Canada/Mexico er oppe imod Marokko. Hvis de begge når frem til afstemningen.

* FIFA har 211 medlemslande.

* De fire ansøgerlande har ikke stemmeret. 

* De øvrige medlemslande har hver en stemme.

* Et flertal kræver 104 stemmer.

* Sådan er medlemslandene fordelt på verdensdele:

* Asien, AFC – 46 medlemmer 

* Europa, UEFA – 55 medlemmer

* Sydamerika, Conmebol – 10 medlemmer

* Caribien, Nord- og Mellemamerika, CONCACAF – 35 medlemmer

* Oceanien, OFC – 11 medlemmer

* Afrika, CAF – 54 medlemmer 

USA kan tabe kampen om VM - igen

DBU-formand søger hjælp hos Amnesty International

Grådige FIFA skaber tvivl om VM: Afslag på afslag