Detaljen UEFA frygter

Efter de 12 klubbers voldsomme udspil kan vi forvente et større juridisk slagsmål om magten i europæisk klubfodbold

Ekstra Bladet udlægger her sagen om de 12 klubber, der er gået sammen om en ny liga

DA DE 12 egoistiske og griske europæiske storklubber lancerede deres plan om en lukket europæisk superliga, kom svaret hurtigt fra UEFA. De 12 klubber, seks fra England og tre fra henholdsvis Italien og Spanien, bliver truet med at blive ekskluderet fra deres nationale ligaer, ligesom klubbernes spillere ikke må stille op for deres landshold.

MEN SÅ enkelt er det bare ikke. En del tyder på, at de 12 har gjort deres juridiske hjemmearbejde. Således kan klubberne finde støtte i en dom fra EU-domstolen fra december 2020. Den internationale skøjteunion, The International Skating Union, som er et forbund under IOC, havde forbudt flere atleter at stille op til en privat arrangørs konkurrencer i Dubai. Truslen var, at skøjteløberne ville blive udelukket fra OL og andre officielle konkurrencer. Men den går ikke, slog EU-domstolen fast, og det er en dom, som er blevet grundigt studeret hos de 12 klubber.

UDBRYDERNE HAR da også allerede skriftligt meddelt både UEFA og FIFA, at de har taget en række juridiske skridt for at imødegå sanktioner og udelukkelse. Men lur mig, om vi ikke alligevel nu bliver vidner til en lang række juridiske trakasserier.

JEG TROR stadig ikke, at vi får en lukket europæisk superliga. I hvert fald ikke i år. Tanken er afskyelig. Men det skyldes måske blot, at jeg er fodboldromantiker. Hele ånden i fodbold går tabt, hvis 15 store klubber år efter år er fast deltager i turnering bestående af 20 hold. Derfor tænker jeg, at vi er vidner til endnu et voldsomt forsøg fra klubberne på at sikre sig flere og måske også faste pladser i UEFA’s Champions League.

KLUBBERNE fra de fem største lande er allerede tiltænkt flere pladser og flere kampe i den model for Champions League, som UEFA barsler med i disse dage ved kongressen i Montreux i Schweiz. Det er planer, der skal træde i kraft fra 2024. Men så længe vil de 12 klubber ikke vente. Deres omsætning er halveret under coronapandemien, og de vil have flere kampe og flere penge allerede nu. Så er spørgsmålet, om UEFA, som nu er under pres, vil imødekomme det ved allerede at indføre ændringer fra den kommende sæson.

I ØVRIGT er det interessant, at FIFA slet ikke har reageret lige så aggressivt som UEFA på de 12 klubbers planer. Måske skyldes det, at FIFA’s præsident Gianni Infantino selv er fortaler for lukket afrikansk superliga. Og så ved vi også, at Infantino i sin skuffe på kontoret i Zürich har en plan for en verdensomspændende lukket liga. Planer han har udarbejdet sammen med Real Madrids præsident, Florentino Pérez, som også er formand for de 12 klubbers nye europæiske superliga.  

 

Jan Jensen er klar til at besvare dine spørgsmål om det betændte emne her:

LIVE