Dystre udsigter for Champions League

En lukket fest for de rigeste og CL-kampe i weekenden kan blive fremtiden for europæisk fodbold

Samtidig med Liverpools sejr over Barcelona blev der udkæmpet en anden kamp om CL i Madrid. Foto: Ritzau Scanpix
Samtidig med Liverpools sejr over Barcelona blev der udkæmpet en anden kamp om CL i Madrid. Foto: Ritzau Scanpix

SAMME DAG som Liverpool i en fantastisk, medrivende fodboldkamp sendte FC Barcelona ud af Champions League, var 244 klubber samlet i Madrid for netop at diskutere fremtidens udgave af Europas fornemste klubturnering.

Det har længe været kendt, at de største klubber i Europa, anført af Juventus og Real Madrid, ønsker at have faste pladser i Champions League. Altså uanset hvordan de placerer sig i de nationale ligaer. 

Juventus’ præsident Andreas Agnelli, som også er præsident for sammenslutningen af europæiske klubber, ECA, har forklaret, at de store klubber ikke kan drive en fornuftig forretning, hvis der er usikkerhed om deres deltagelse Champions League.

ET ANDET ønske fra de store klubber er, at kampene i Champions League kan spilles i weekenden, fordi det så vil være lettere at ramme millioner af seere i de øvrige verdensdele. Prisen vil i givet fald være, at kampene i de nationale ligaer skal spilles på hverdagsaftener. 

Agnelli og kompagnis planer har dog mødt voldsom modstand fra sammenslutningen af europæiske ligaer, EPFL, som har svenske Lars-Christer Olsson som præsident. Det var EPFL, der var vært for mødet i Madrid, hvor de mange klubber fra 38 europæiske ligaer dukkede op. 

INTERESSANT er, 80 af klubberne er medlem af ECA, selv om Agnelli skriftligt havde opfordret dem til at boykotte mødet. Det gjorde de ikke. I stedet stod de sammen med langt hovedparten af de øvrige klubber, og meldingen fra Madrid var klar:

Det skal stadigvæk være muligt for alle mesterhold at kvalificere sig til Champions League. Det er resultaterne i de nationale ligaer, der skal afgøre, hvem der spiller med i de europæiske turneringer. Ingen klubber skal have faste pladser.

Artiklen fortsætter under billedet...

Andrea Agnelli fra Juventus og ECA er blevet bannerfører for de store klubbers begærlighed. Foto: ecaeurope.com
Andrea Agnelli fra Juventus og ECA er blevet bannerfører for de store klubbers begærlighed. Foto: ecaeurope.com
 

ONSDAG fortsatte repræsentanter fra EPFL til Nyon i Schweiz til et møde med UEFA’s eksekutivkomite, hvor også Andrea Agnelli har sæde. EPFL’s mission er at få indflydelse på fremtidens europæiske klubturneringer, således at planlægningen ikke overlades til UEFA og de store klubber i ECA.

Det kan blive et voldsomt slagsmål, men det er vigtigt, at de store klubber ikke får deres vilje. Sker det, ender vi med en lukket liga alene for de 16 fedeste katte, og så bliver der ikke meget andet end skummetmælk tilbage til de mere end 500 andre ligaklubber i Europa.

Fodbolden mister sin magi, hvis ikke FC København som dansk mester har muligheden for at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil, eller hvis ikke en mindre klub som Ajax kan bryde igennem og sende giganter som Real Madrid og Juventus på røv og albuer ud af spillet om pokalen med de store ører.

MADS ØLAND, direktør i Spillerforeningen, følger på nærmeste hold slagsmålet, som i høj grad handler om penge og de store klubbers forretningsmodeller. 

Han forklarer, at Juventus, Real Madrid og andre i den vægtklasse vil have sikkerhed for at spille med i Champions League, i den indbringende sommerturnering i USA og i det kommende VM for klubhold, hvor FIFA lokker med milliarder af kroner. Bliver alt det en realitet, vil gruppen af 16 klubber vokse sig så økonomisk stærke, at deres magt og position aldrig vil kunne antastes igen.

SÅLEDES analysen fra Mads Øland, og han har utvivlsomt ret. Tager vi et øjebliksbillede af ligaerne i Europa, vil de store klubbers planer betyde, at Manchester United, uanset placeringen i Premier League, vil spille med i den næste udgave af Champions League. Til gengæld vil klubber som Getafe i La Liga og Frankfurt i Bundesligaen ikke kunne være sikre på at spille Champions League, selv om deres øjeblikkelige placeringer berettiger til det. 

Planerne for den nye udgave af Champions League er tiltænkt at træde i kraft fra 2024, men det er i år, ideerne skal forhandles på plads af hensyn til den internationale kampkalender.

FRA MØDET i UEFA’s hovedkvarter i Schweiz onsdag er der sluppet meget lidt ud. UEFA vil først orientere de 55 medlemslande om indholdet på et nyt møde i Budapest den 17. maj. Det internationale nyhedsbureau, AP, erfarer dog, at UEFA et langt stykke af vejen støtter forslagene fra de store klubber og ECA. Holder det stik, nærmer vi os den lukkede fest for de rigeste klubber.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra DBU’s formand, Jesper Møller, der deltog i mødet i Schweiz.

Se også: Afsløring: Danske klubber involveret i bizart CL-slagsmål

Se også: FIFA vil udvide den største fodboldskandale

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere