Efter storsejr: 'Det kræver et trefoldigt hurra'

Tunesien blev afvist med 37-19 - nu venter Brasilien i kampen om en plads i 1/8-finalen

Danmark havde ikke besvær med Tunesien. Her jubler Sarah Iversen efter en af sine fem scoringer. Foto: Lars Poulsen
Danmark havde ikke besvær med Tunesien. Her jubler Sarah Iversen efter en af sine fem scoringer. Foto: Lars Poulsen

OLDENBURG (Ekstra Bladet): SEJREN OVER Japan var heldigvis ikke en enlig svale. De danske kvinder har fået rystet alle nerverne af sig. Tunesien blev som både håbet og forventet ingen synderlig forhindring på vejen mod det forjættede land, som i denne sammenhæng er en 1/8-finale på søndag i Magdeburg.

JEP, DER VENTER stadig svære opgaver i form af Brasilien og Rusland i det indledende gruppespil. Det vender jeg tilbage til. Lad os nu først glæde os over, at landsholdet nu mentalt, taktisk og teknisk er helt rigtig indstillet.

FORSVARET var for anden kamp i træk en kompakt enhed, som gjorde det uhyre svært for tuneserne at komme til frie skud. Kun i begyndelsen af kampen omkring Line Haugsted i midterforsvaret manglede der lidt afstemning. Men også det blev der rettet op på.

OG LAD mig så udråbe et trefoldigt hurra for, at vi har fået gang i kontraspillet. Det kan stadig blive bedre, men med Stine Jørgensen som dirigent begynder det at tage form. De lette mål er guld værd, og vi har hurtigløberne til det. Andenbølgen er også effektiv, om end Stine Jørgensen i flere omgange selv bør trykke af, når hun kommer i tilløb helt fra midten.

GLÆDELIGT ER det også, at Line Jørgensen efter sine mange skader igen begynder at ligne en rigtig håndboldspiller. Hun kan blive en uhyre vigtig brik i den fortsatte VM-kampagne. Det samme kan den blot 19-årige Kristina Jørgensen, som i anden halvleg viste prøver på sit enorme talent. Her har Klavs Bruun en vidunderlig joker til de kommende afgørende kampe. Og det er nu, det hele spidser til i Danmarks gruppe.

Artiklen fortsætter under billedet

Den er hjemme. Klavs Bruun knytter næven. Foto: Lars Poulsen
Den er hjemme. Klavs Bruun knytter næven. Foto: Lars Poulsen
 

FOR I TIRSDAGENS tidlige kamp vandt Japan højst overraskende over Montenegro, og det efterlader gruppen helt åben. Danmark har stadig muligheden for at vinde gruppen. Det sker, hvis vi vinder de resterende kampe mod Brasilien og Rusland. Men vi kan også ryge helt ud i mørket. Taber vi til både Brasilien og Rusland, kan vi ende på den femteplads i gruppen, som præcis ikke giver adgang til 1/8-finalerne.

BRASILIEN har dog indtil videre ikke vist skræmmende styrke. Sydamerikanerne spillede uafgjort mod Japan i holdets første kamp. Tunesien blev kun slået med et enkelt mål i den næste match, og Rusland kunne Brasilien ikke stille noget op mod.

RUSLAND virker til at være gruppens absolut stærkeste hold. Den koleriske træner, Evgenij Trefilov råder over en trup med mange teknisk dygtige og hurtige spillere. Især er holdets kontramaskine imponerende. I sejren på 24-16 over Brasilien blev de 11 mål scoret på kontraløb.

FOR FIRE år siden blev Brasilien verdensmestre, men truppen i dag har slet ikke samme klasse. Desuden ser det ikke ud til, at holdets store stjerne, Amorim, har kræfter til at spille i længere perioder af gangen. Hun skal have sine pauser. Alligevel blev hun sit holds topscorer med fem mål mod Rusland.

AFLØSERNE har ikke samme klasse, og i øvrigt diverterede brasilianerne med overraskende mange tekniske fejl. Den slags skal straffes. Og det gjorde russerne. Det samme skal Danmark gøre.

STATUS ER således: Efter sejren over Tunesien lever Danmark i den grad ved slutrunden. Men Rusland bliver en hård nød at knække i den sidste gruppekamp fredag. Derfor bliver Danmarks kamp i morgen mod Brasilien meget afgørende for vores videre skæbne. Ingen af holdene kan tillade sig at tabe. Jeg ser dog Danmark som klar favorit.

Se også: Knusende overlegne: Rusland rydder bordet i Danmarks gruppe

Se også: Lotte rørte i tun-salaten: Danmark knuste ørkenens døtre

6 kommentarer
Vis kommentarer