Danmark spillede 26-26 mod Sydkorea, men burde have vundet efter en flot anden halvleg
Klavs Bruun måtte se sit hold lave alt for mange tekniske fejl. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
KUMAMOTO (Ekstra Bladet): PROBLEMET med det her kvindelandshold i håndbold er, at man aldrig helt ved, hvad det står for. De fleste kan jo se, at tegningen er der til noget stort, men når der endelig skal leveres, så kniber det gevaldigt.
DOG ER der klare fremskridt i forhold til sidste års EM i Frankrig. Her knækkede holdet, når det kom bagud. Det skete ikke i neglebideren mod Sydkorea. Selv om Danmark på et tidspunkt var bagud 14-10, var der ingen der slog op i banen. Det vidner om både god moral og sammenhold.
DET BLEV præcis så hård en kamp, som Klavs Bruun Jørgensen havde forudsagt. Sydkorea er ikke noget dårligt hold, men Danmark gjorde dem altså bedre, end de er, ved at lave alt for mange tekniske fejl. Så hvad kampen manglede i skønhed, havde den til gengæld i spænding og ren, rå fight.
STOR ROS til det danske hold for aldrig miste troen på, at opgøret kunne ende lykkeligt. Men det siger sig selv at med 18 tekniske fejl, er det altså svært at blive verdensmestre.
DE MANGE tekniske fejl i kampens indledning gav Sydkorea overhånden. Det var helt unødvendigt, og det er punkt, som holdet skal have rettet op på til de kommende kampe. Man vinder intet med en så høj fejlprocent, som det danske hold leverede i det første kvarter.
NÅR MAN så i samme periode tilsætter fire udvisninger, så blev det en kamp op ad bakke. Der var ellers gode tegninger det danske spil, men nerver og muligvis et for højt spændingsniveau gjorde, at den sidste finesse manglede. Klavs Bruun Jørgensen var længe om at tage sin første timeout. Han burde nok noget tidligere have sat sit hold på ny efter Anne Mette Hansens to udvisninger på blot otte minutter.
DER KOM mere ro på spillet, da han reagerede, og da Mie Højlund efter timeouten kom ind og overtog en styrende rolle. Fejlene blev minimeret og blot få minutter før pausen var der næsten kontakt igen. Men en tominutters udvisning til Mie Højlund spolerede rytmen, og det udnyttede Sydkorea til en ny tremålsføring.
MEN DANMARK gav aldrig op og som anden halvleg forløb burde Klavs Bruuns tropper have hevet sejren i land. Men igen spillede fejlene ind. Det uforudsigelige kvindelandshold lever dog i den grad stadig i en gruppe, hvor alle tilsyneladende kan tage point fra alle. Tirsdag gælder det Tyskland, og to point der vil gøre vejen frem mod mellemrunden noget lysere.
Karakterer: Danmark - Sydkorea
Ringe
1
Sandra Toft
Målvogter / Danmark
Hun begyndte så flot med at redde et straffekast, men efterfølgende fik hun ikke fat i noget. Blev midtvejs i første halvleg afløst af Althea Reinhardt.
Foto: DHF
Lige bestået
2
Althea Reinhardt
Målvogter / Danmark
Havde enkelte gode redninger, men faldt sammen mod slutningen, hvor hun ikke bidrog med redninger.
Foto: DHF
God
4
Stine Bodholt
Stregspiller / Danmark
Kæmpe indsats i forsvaret så længe kræfterne rakte. Kom også på tavlen en enkelt gang.
Foto: DHF
God
4
Kathrine Heindahl
Stregspiller / Danmark
Kom ind efter pausen og var med til at sikre stabilitet i forsvaret. Havde også succes i angrebet.
Foto: DHF
Pengene værd
3
Sarah Iversen
Stregspiller / Danmark
Attituden og energien fejler intet. Men der sniger sig simpelthen for mange fejl og afbrændere ind.
Foto: DHF
Lige bestået
2
Lærke Nolsøe
Fløjspiller / Danmark
En bleg indsats af venstrefløjen. En enkelt scoring blev det til, men også en gevaldig afbrænder og en teknisk fejl.
Foto: DHF
God
4
Trine Østergaard
Fløjspiller / Danmark
Det blev til en blandet pose bolcher. Sødt og syrligt. Tekniske fejl og brændte chancer trækker ned.
Foto: DHF
Super
5
Freja Cohrt
Fløjspiller / Danmark
I sin kun anden slutrundekamp leverede hun en fejlfri indsats. Udnyttede sin hurtighed til en række kontramål.
Foto: DHF
Uden for bedømmelse
UB
Simone Böhme
Fløjspiller / Danmark
Kom ikke på banen.
Foto: DHF
Pengene værd
3
Stine Jørgensen
Bagspiller / Danmark
Anføreren leverede et stort arbejde defensivt i første halvleg. Bidrog også med fine scoringer. Desværre også en del missere. Den sidste blev dyr.
Foto: DHF
Lige bestået
2
Anne Mette Hansen
Bagspiller / Danmark
Et enkelt mål nåede hun at score, inden hun fik sin anden udvisning. Det gav en lang pause, inden Klavs Bruun uden held satsede med hende efter pausen.
Foto: DHF
Super
5
Line Haugsted
Bagspiller / Danmark
Ydede et stort arbejde i midterforsvaret. Det var en kvinde, som sydkoreanerne slog sig gevaldigt på.
Foto: DHF
Pengene værd
3
Kristina Jørgensen
Bagspiller / Danmark
Kom ind mod slutningen af kampen for at levere et stykke arbejde i forsvaret. Det gjorde hun solidt.
Foto: DHF
Super
5
Mie Højlund
Bagspiller / Danmark
Kampens helt store danske spiller. Hun var med til at vende kampbilledet. Scorede flotte kasser og leverede en stribe oplæg.
Foto: DHF
Pengene værd
3
Lotte Grigel
Bagspiller / Danmark
Hun fik egentlig sat spillet ganske godt op, men til tider forivrede hun sig, og det kostede flere tekniske fejl.
Foto: DHF
Pengene værd
3
Louise Burgaard
Bagspiller / Danmark
Fik en længere periode i første halvleg og bød ind med et par fine scoringer. Men helt fejlfrit var det ikke.
Foto: DHF
God
4
Klavs Bruun Jørgensen
Træner / Danmark
Han var meget længe om at tage sin første timeout, men fik bedre styr på kampen, da han satte Mie Højlund i spil.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.