FIFA-boss sparket ud for korruption

Overgreb, pilgrimsrejse til Mekka og udbredt korruption koster Gianni Infantinos afrikanske partner fem års udelukkelse

Vicepræsident i FIFA og præsident for Det Afrikanske Fodboldforbund Ahmad Ahmad og FIFA præsident Gianni Infantino var de bedste venner så kongressen sidste sommer i Paris. Foto: Lars Poulsen.
Vicepræsident i FIFA og præsident for Det Afrikanske Fodboldforbund Ahmad Ahmad og FIFA præsident Gianni Infantino var de bedste venner så kongressen sidste sommer i Paris. Foto: Lars Poulsen.

SÅ GIK den ikke længere. Ahmad Ahmad, præsident for det afrikanske fodboldforbund, CAF, og vicepræsident i FIFA blev mandag udelukket fra al fodbold i fem år, og samtidig skal han betale en bøde på 1,3 millioner kroner.

Det er FIFA’s etiske udvalg, der har udstukket straffen. Det er ikke overraskende, at Ahmad fra Madagaskar er blevet dømt, men det er bemærkelsesværdigt, at det har taget så lang tid, og at straffen er så forholdsvis mild.  

FIFA HAR tidligere i lignende sager udelukket fodboldforbrydere for resten af livet, men Ahmad har været en nær allieret af FIFA’s præsident Gianni Infantino, og det har måske spillet ind.

Under alle omstændigheder er Ahmad foreløbig sat ud af spillet, og derfor kan han ikke som ellers annonceret genopstille til valget som præsident for CAF.     

AHMAD har været rodet ind i en bunke korruptionssager. Det er nu mere end et år siden, at en revisionsrapport fra PwC, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, afslørede et voldsomt misbrug af millioner af kroner, som FIFA havde sendt til udviklingen af fodboldspillet i Afrika.

Sammen med en række andre medier har Ekstra Bladet det seneste et år rykket FIFA for svar på den 55 sider lange revisionsrapport, men har kun mødt en mur af tavshed. Det skyldes måske ikke mindst, at Ahmad om nogen er FIFA-præsident Gianni Infantinos opfindelse.

INFANTINO brugte Ahmad til at skaffe sig afrikanske stemmer til sit genvalg i Paris sidste sommer. Omvendt var Infantino med til at skaffe Ahmad til magten i CAF i 2017.

Den manglende reaktion fra FIFA på revisionsrapporten fik mange til at tro, at Ahmad havde redet stormen af. Den tanke fik yderligere næring, da Ahmad i oktober meddelte, at han ville genopstille til en ny fireårig periode, når CAF til marts næste år afvikler præsidentvalg. Men nu er vi altså blevet klogere, og Ahmad er foreløbigt færdig.

HELE affæren er et kæmpe nederlag for Gianni Infantino, som på kongressen i Paris sidste sommer højtideligt meddelte, at det er slut med korruption i FIFA. Dagen efter blev Ahmad hentet på sit hotel af det franske politi til langvarige afhøringer om netop korruption. Det er sager, som stadig ikke er afgjort.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ahmad på kongressen i Paris. Dagen efter blev han hentet af politiet. Foto: Lars Poulsen
Ahmad på kongressen i Paris. Dagen efter blev han hentet af politiet. Foto: Lars Poulsen
 

Selv har Ahmad hele vejen igennem afvist alle anklager om misbrug af fodboldens penge, men den opfattelse har han helt solo.

Ahmad er blandt meget andet dømt for at have modtaget bestikkelse i en sag, hvor CAF nærmest hen over natten løb fra en aftale med sportsbeklædningsfirmaet Puma. 

I 2017 aflyste CAF en aftale med Puma om levering af fodboldtøj, bolde og lignende til en værdi af 1,7 millioner kroner. I stedet indgik CAF en handel til den firedobbelte pris med Tactical Steel, som havde tætte forbindelser til en af Ahmads nærmeste medarbejdere, Loic Gerand.

Selvsamme Loic Gerand har i mange år været ven med Romuald Seiller, franskmanden som ejer Tactical Steel sammen med sin kone Sabine.

I rapporten fra PwC bemærkes det, at handlen med Tactical Steel blev lavet via e-mails i stedet for egentlige kontrakter med bilag, som kunne dokumentere handlen.

DET NORSKE fodboldmagasin, Josimar, har tidligere i samarbejde med BBC gennemgået CAF’s samarbejde med Tactical Steel, der aldrig har gjort sig i den her branche før. På sin hjemmeside tilbyder Tactical Steel ingen form for udstyr til fodboldverdenen. Firmaet gør sig i udstyr til fitnesscentre.

Over for Josimar og BBC har Ahmad tidligere afvist, at der skulle være nogen form for fikumdik i handlen med Tactical Steel.

Artiklen fortsætter under billedet...

CAF har blandt andet brugt 700.000 kroner af fodboldens penge på en pilgrimstur til Mekka. Forrest til venstre holder Ahmad Ahmad masken, mens Hany Abu Rida fra Egypten i midten griner smørret. Rida sidder i FIFA's bestyrelse. Det er ikke noget som en gratis rejse. Med på billedet er også generalsekretæren i CAF, Mouad Hajji. Foto: Privat.
CAF har blandt andet brugt 700.000 kroner af fodboldens penge på en pilgrimstur til Mekka. Forrest til venstre holder Ahmad Ahmad masken, mens Hany Abu Rida fra Egypten i midten griner smørret. Rida sidder i FIFA's bestyrelse. Det er ikke noget som en gratis rejse. Med på billedet er også generalsekretæren i CAF, Mouad Hajji. Foto: Privat.
 

CAF har blandt andet brugt 700.000 kroner af fodboldens penge på en pilgrimstur til Mekka. Forrest til venstre holder Ahmad Ahmad masken, mens Hany Abu Rida fra Egypten i midten griner smørret. Rida sidder i FIFA's bestyrelse. Det er ikke noget som en gratis rejse. Med på billedet er også generalsekretæren i CAF, Mouad Hajji. Foto: Privat.

AHMAD ER DESUDEN dømt for overgreb mod ansatte i CAF’s hovedkvarter i Kairo og for en række personlige og økonomiske uregelmæssigheder. Og de er mange.

En del af dem fremgår af den 55 sider lange rapport fra PwC. Et dokument som er en lang opremsning af misbrug af FIFA’s Forward-penge. 

HELE 160 millioner kroner, som FIFA har sendt til  CAF til udviklingen af fodbolden på det afrikanske kontinent, er pist forsvundet i de forkerte lommer.

En del af pengene brugte Ahmad i 2018, hvor han inviterede 15 muslimske fodboldpræsidenter fra Afrika plus tre øvrige gæster på en pilgrimsrejse til Mekka og Medina i Saudi-Arabien.

TUREN kostede omkring 700.000 kroner. Blandt deltagere i Mekka-trippet var Ahmad Yahya, præsident for Mauritaniens fodboldforbund. Ahmad Yahya stiller op til næste års præsidentvalg i CAF, og han menes at have støtte fra Infantino.

Men nu har FIFA selv afgjort, at turen til Mekka var misbrug af fodboldens penge, og derfor må både Ahmad Yahya og de øvrige deltagere på turen også være under efterforskning af FIFA’s etiske komite. Det gælder således også Hany Abu Rida fra Egypten. Han sidder såmænd i FIFA’s bestyrelse. Noget siger mig, at vi ikke har hørt det sidste til pilgrimsrejsen.       

Infantinos nye milliardærven

FIFA's vicepræsident er en færdig mand

Skamløs FIFA-præsident roste Qatar

Infantinos afrikanske mareridt

Kører straffesag mod FIFA's præsident