FIFA-præsident fik røvfuld i Rwanda

UEFA truede med at udvandre, da Infantino ville bosse nye internationale turneringer igennem på topmøde i Afrika - FIFA-præsidenten lokker med milliarder fra blandt andet Saudi-Arabien 

Infantino måtte i Rwanda overgive sig til UEFA . Men muligvis kun for en stund. Foto: Ritzau Scanpix
Infantino måtte i Rwanda overgive sig til UEFA . Men muligvis kun for en stund. Foto: Ritzau Scanpix

FIFA-PRÆSIDENT Gianni Infantino led et eklatant nederlag ved forbundets møde i Kigali i Rwanda torsdag og fredag.

MED VILDE løfter om at forgylde international fodbold med 150 milliarder kroner – fra blandt andet Saudi-Arabien -  forsøgte han at bosse planerne om et nyt klub-VM og en verdensomspændende Nations League igennem ved en afstemning, men UEFA satte foden ned.

UEFA-PRÆSIDENT Alexander Ceferin og de øvrige europæiske fodboldledere truede ganske enkelt med at udvandre, hvis forslagene kom til afstemning, og den skandale ville Infantino dog alligevel gerne være foruden.    

DET ER anden gang, Infantino må se sine forslag blive sendt til hjørne. Egentlig var det hans intention, at planerne skulle have været godkendt i forbindelse med FIFA’s kongres i juni i Moskva forud for VM. Men kraftig modstand fra UEFA gjorde, at forslaget blev udskudt til FIFA’s møde i Afrika.

INFANTINOS tanke er, at vi skal have et nyt klub-VM, som skal afholdes hvert fjerde år og med premiere i 2021. Desuden skal den nye nationsturnering sættes i søen.

NU BLEV udgangen på klammeriet i Kigali, at en arbejdsgruppe med Infantino i spidsen, og med deltagelse af Ceferin og de øvrige konføderations-præsidenter, skal udarbejde et udspil til FIFA’s næste møde i Miami i Florida i marts måned 2019.

MAN KAN tale om, at der er indgået en midlertidig våbenhvile, men kampen om international fodbolds fremtid er langt fra slut.

Artiklen fortsætter under billedet

Infantino talte og talte i Kigali. Men tabte, det gjorde han. Foto: Ritzau Scanpix
Infantino talte og talte i Kigali. Men tabte, det gjorde han. Foto: Ritzau Scanpix
 

MODSTANDEN mod et nyt klub-VM kommer alene fra europæisk fodbold. UEFA’s præsident Aleksander Ceferin frygter, at et nyt klub-VM kan skade UEFA’s eget guldæg, Champions League.

DESUDEN mener Ceferin, at Infantino forsøger at bosse den nye turnering igennem uden at fortælle, hvem der kommer med pengene, og hvordan ejerskabet reelt bliver. Altså mangel på gennemsigtighed.

SAMME kritik kommer fra præsidenten for de europæiske ligaer, Lars-Christer Olsson. Han har sagt, at Infantinos fremgangsmåde minder om FIFA’s problematiske fortid med dårlig kommunikation og bevidst manipulation. 

DE EUROPÆISKE ledere kommer dog næppe til at stoppe Infantinos planer. Han har medvind i Asien, Afrika, Sydamerika og hos de nye ledere i CONCACAF, som dækker landene i Nord- og Mellemamerika samt Caribien.

INFANTINO har overbevist alle uden for Europa om, at de nye turneringer er en gylden mulighed for at tilføre endnu flere penge til spillet. Det vil også gavne hans muligheder for at blive genvalgt som præsident næste år.

ET HEMMELIGT internationalt konsortium, som Infantino i Rwandas kaldte for et selskab, skal være parat til at betale de svimlende 150 milliarder kroner over 12 år til klub-VM og den nye nationsturnering.

PENGENE kommer efter alt at dømme fra den japanske Softbank og fra statsejede fonde i Emiraterne og Saudi-Arabien, hvor den omstridte kronprins Mohammed bin Salman har en drøm om at blive en stor aktør i international fodbold. Der er nok dem, der vil tale om blodpenge i den sammenhæng.

OG MÅSKE er netop den saudiske deltagelse en af årsagerne til, at beslutningen er udskudt. Man skal virkelig være en iskold fodboldleder, hvis man efter mordet på journalisten Jamal Khashoggi på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul har lyst til at lege fodbold med kronprins bin Salman.

Artiklen fortsætter under billedet

Det kedelige selskab. Saudi-Arabiens kronprins sammen med Infantino og Vladimir Putin ved VM i Rusland. Foto: AP
Det kedelige selskab. Saudi-Arabiens kronprins sammen med Infantino og Vladimir Putin ved VM i Rusland. Foto: AP
 

EKSTRA BLADET erfarer, af FIFA først går efter at få aftalen om klub-VM på plads, og så må den nye nationsturnering eventuelt vente til senere. Desuden er FIFA parat til at forhandle om, hvor mange klubber, der skal deltage ved VM. 24 hold er udgangspunktet, men det kan også ende med 16 eller 32.

VED HVERT klub-VM vil investorerne stille en garantisum på 18 milliarder kroner. FIFA skal eje 51 procent af turneringen, investorerne resten. I en turnering med 24 hold vil de bedste klubber rejse hjem med omkring en halv milliard kroner i præmiepenge. 

DET FORLYDER, at det første nye klub-VM i 2021 skal afvikles i Kina. Fra 10. til 28. juni. Den nye turnering afløser Confederations Cup, som normalt spilles året for VM.

EN AKTØR, der vil kunne stoppe planerne om et nyt klub-VM, er de europæiske klubber. De kan lade være med at stille op. Men Barcelona og Real Madrid har signaleret, at de er varme på tanken. Endvidere har Emiraterne enten ejerskab eller sponsorater i en række af de største europæiske klubber, og de siger derfor ikke nej.

FAREN FOR europæisk klubfodbold er, at et udvidet klub-VM med årene kan udvikle sig til en lukket rigmandsliga, som vi kender det fra amerikansk sport.

BLIVER turneringen med deltagelse af 24 hold vil Europa få halvdelen af pladserne. Barcelona, Real Madrid, AC Milan, Bayern München, Ajax, Liverpool, Manchester United, Inter Milano, Juventus og PSG skulle alle være sikre deltagere i den første udgave. Seks andre klubber er i spil til de sidste to europæiske pladser, 

SYDAMERIKA får fire pladser plus en playoffkamp mod et hold fra Oceanien. Afrika får to klubber med. Det samme gør Asien og CONCACAF, mens værtslandet får et hold med.

DE KOMMENDE måneder vil spillet uden for banen blive utroligt afgørende for klubfodboldens fremtid. Men et nyt klub-VM vil ikke gavne spillet. Det vil kun gøre en flok rige klubber og spillere endnu rigere og dermed øge de ulige konkurrencemuligheder.

Se også: FIFA-bossens fald: Havde familie og barnepige med i privat jetfly

Se også: Fanget af kameraet: Hvad laver du her, Platini?

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere