FIFA's beskidte tackling på UEFA's guldkalve

KOMMENTAR: UEFA kan leve uden VM hvert andet år, men landene uden for Europa vil have en større del af spillets milliarder

I den seneste uge har FIFA i Qatar været vært for 80 tidligere stjerner, herunder Peter Schmeichel, som nu skal sprede budskabet om, at VM hvert andet år er en gave til fodboldfolket. Undervejs var der også tid til at se fodbold på et af de kommende VM-stadioner. I midten lige bag hinanden sidder FIFA's præsident Gianni Infantino og Arsene Wenger, der støber alle kuglerne. Foto: Mohamed Farag/Getty Images
I den seneste uge har FIFA i Qatar været vært for 80 tidligere stjerner, herunder Peter Schmeichel, som nu skal sprede budskabet om, at VM hvert andet år er en gave til fodboldfolket. Undervejs var der også tid til at se fodbold på et af de kommende VM-stadioner. I midten lige bag hinanden sidder FIFA's præsident Gianni Infantino og Arsene Wenger, der støber alle kuglerne. Foto: Mohamed Farag/Getty Images

FØLG PENGENE. Det var et godt råd, jeg fik på Journalisthøjskolen i Aarhus tilbage i begyndelsen af 1980’erne. Det er stadig et godt råd. Så nu følger jeg pengene i den her betændte affære, hvor FIFA med stort set alle tilgængelige midler vil gennemtrumfe, at vi skal have VM hvert andet år.

BETYDER det bedre fodbold? Nej, det gør det ikke. I forvejen har FIFA udvidet VM-slutrunden i 2026 til 48 hold, og det giver blot endnu flere ligegyldige kampe.

Men hvorfor så VM hvert andet år? Også med 48 hold. Fordi der er penge i lortet, hvis jeg må tillade mig at bruge et udtryk fra omklædningsrummet.

VM I Rusland i 2018 gav rundt regnet FIFA et overskud på 30 milliarder kroner. I de år, hvor der ikke er VM, har FIFA normalt et overskud på omkring 4,5 milliarder kroner.  Det er en voldsom forskel.

JEG VAR i Zürich i Schweiz i februar 2016, da Gianni Infantino blev valgt som ny præsident for FIFA. Hans tale står stadig klar i erindringen. FIFA’s penge er jeres penge, sagde han til de delegerede fra de 211 medlemslande. Og siden har han delt ud af milliarderne til medlemslandene. Det er der stemmer i.

Og med VM hvert andet år vil der blive endnu flere milliarder at dele ud af, og dermed endnu flere stemmer til præsidenten.

UEFA OG dermed Europa har ikke brug for VM hvert andet år. UEFA har deres egne guldkalve i form af Champions League, EM hvert fjerde år og senest Nations League, som også spæder godt til den fælles europæiske pulje.

Artiklen fortsætter under billedet...

Står det til FIFA, skal det danske landshold forsøge at kvalificere sig til en slutrunde hvert eneste år. Foto: Lars Poulsen
Står det til FIFA, skal det danske landshold forsøge at kvalificere sig til en slutrunde hvert eneste år. Foto: Lars Poulsen

MEN DE øvrige konføderationer under FIFA’s hat kan slet ikke på samme måde profitere af deres regionale mesterskaber. Især ikke når det kommer til Champions League. UEFA kan leve uden FIFA. Det kan de øvrige konføderationer ikke. Derfor kigges der også misundeligt til Europa, som suger de bedste spillere fra verden udenfor.

Og når nu ikke UEFA vil dele en del af rovet med de øvrige konføderationer, er det forholdsvis let at forstå, hvorfor for eksempel de 54 lande i Afrika og de 47 i Asien er mere end klar til hyppigere VM-slutrunder.

VM HVERT andet år er i den grad et attentatforsøg på UEFA. Her har præsident Aleksander Ceferin da også reageret ganske voldsomt. Han truer med, at UEFA bliver væk fra VM, og han mener, at det Sydamerikanske Fodboldforbund, CONMEBOL, vil gøre det samme. Og sent fredag aften meddelte sydamerikanerne, at de er modstandere af VM hvert andet år.

Jeg er nu ikke sikker på, at det holder, hvis det kommer til en afstemning. I 2018 forslog CONMEBOL selv at indføre VM hvert andet år.

Artiklen fortsætter under billedet...

UEFA's præsident, Aleksander Ceferin, og FIFA's Gianni Infantino har før været oppe at toppes. Nu er de det igen. Foto: Marius Becker/dpa/AP/Ritzau Scanpix
UEFA's præsident, Aleksander Ceferin, og FIFA's Gianni Infantino har før været oppe at toppes. Nu er de det igen. Foto: Marius Becker/dpa/AP/Ritzau Scanpix

DE EUROPÆISKE ligaer har også udtrykt voldsom modstand mod VM hvert andet år. De vil beskytte deres egen forretning og deres spillere. FIFA fortsætter dog ufortrødent arbejdet frem mod en endelig afgørelse allerede i december.

HVILKET ER underligt al den stund, at FIFA har meddelt, at alle spillets interessenter skal konsulteres inden beslutningen træffes. DBU er for eksempel ikke blevet konsulteret. Det meddeler unionens direktør, Jakob Jensen, til Ekstra Bladet. Han fortæller også, at DBU var blandt de 22 nationer – ud af 211 – som stemte imod at sætte fart på det studie, som skal afklare, om det er muligt at afholde VM hvert andet år.

SÅ MÅSKE bliver de 22 nej-sigere bare ikke spurgt eller hørt. Og i øvrigt er planen på plads. Arsene Wenger, som er FIFA’s store strateg i det her spil, vil have VM hvert andet år. Og EM hvert andet år. Han vil afskaffe Nations League, og det nye udvidede Klub-VM vil ligeledes blive lagt på hylden.

WENGER VIL desuden indføre færre landsholdspauser. I dag er der pause i de nationale ligaer fem gange om året, fordi der skal spilles landskampe. Fremover vil Wenger blot have et eller to vinduer til at spille kvalifikationskampe til EM eller VM. Enten skal hele oktober bruges til formålet, eller også skal det deles mellem oktober og marts det efterfølgende år. Den del lyder ikke så tosset.

MEN VI HAR ikke brug for VM hvert andet år. Heller ikke EM. Vi har i det hele taget ikke brug for mere fodbold. Begge turneringer bliver udvandet, hvis de skal spilles ustandseligt, og det vil være en voldsom belastning for spillerne både mentalt og fysisk, hvis der ikke bliver et år uden en slutrunde.

DOG ER det uden tvivl givet, at VM hvert andet år bliver vedtaget, hvis det kommer til en afstemning i december blandt de 211 lande i FIFA. Sker det, så falder UEFA også til patten, for vi skal huske på, at kun 22 nationer stemte imod tidligere på året. Og UEFA tæller 52 medlemslande.