Fortjente guldvindere og kæmpe dansk skuffelse

Spanien slog Kroatien 22-20 i finalen ved EM, hvor Danmark satte trist rekord

Jorge Maqueda gjorde en stor forskel, da Spanien genvandt EM med en kneben sejr over Kroatien. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix.
Jorge Maqueda gjorde en stor forskel, da Spanien genvandt EM med en kneben sejr over Kroatien. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix.

I EN FINALE mellem to dødtrætte mandskaber, vandt Spanien fortjent EM-guld for anden gang i træk.

Særlig velspillet blev finalen ikke. Dertil var både Spanien og hårdtkæmpende Kroatien for mærket af det hårde program ved slutrunden.   

DRØMMEN VAR selvfølgelig, at Danmark skulle have været blandt de fire sidste hold i  finaleweekenden i Stockholm, men sådan skulle det som bekendt ikke gå. Med en 13. plads er der tale om et historisk dårligt dansk resultat.

Nogen vil måske fortsat påstå, at Danmark blev offer for det nye EM-format hvor kun to hold gik videre fra det indledende gruppespil.

MEN DET er en søgt forklaring. Sandheden er snarere, at spillerne aldrig nåede samme grad af motivation, som vi så under VM for et år siden.

Og nu er det ikke fordi, at Nikolaj Jacobsen ikke havde advaret sin trup om, at EM kunne være et overstået kapitel, næsten før det var begyndt, hvis ikke opgaven blev taget alvorligt.

DET VAR en sang, han gentog gang på gang i dagene op til den første kamp mod Island. Men lige lidt hjalp det, og da det hele skulle afgøres mod Ungarn i den anden kamp, manglede der lederskab på banen.

Jeg savnede i den grad, at de erfarne spillere tog hånd om sagen, men det skete aldrig. 

DANMARK VAR savnet i det videre forløb, hvor Island og Ungarn som forventet løb tør for kræfter, og derfor ikke for alvor kunne blande sig i kampen om at nå frem til semifinalerne.

Der ville Danmark med en større bredde kunne have gjort et bedre indtryk. Hvis altså motivationen havde været til stede.

EM 2020 blev således en lærestreg og en påmindelse om, at jævnbyrdigheden i europæisk håndbold er så stor, at det kræves en 100 procents indsats i hver eneste kamp.

Der er både godt og skidt at sige om det nye format. Den hårde udskilning i det indledende gruppespil gør stort set alle kampe til finaler. Det er positivt. Omvendt blev de afsluttende kampe i mellemrunden en mat affære, fordi semifinaleholdene allerede var fundet i næstsidste runde. Det var negativt.

VI ER også nødt til at runde det hårde kampprogram. De norske bronzevindere havde i slutfasen fire kampe på fem dage.

Det er urimelige forhold for både spillere og for spillet. Det handler om penge, men EHF er nødt til fremover at forlænge turneringen, således at der bliver en hviledag mellem kampene. Alt andet er hensynsløst. 

INDEN EM gik i gang, havde jeg set frem til en finale mellem Danmark og Spanien. Den kamp fik vi så aldrig. Men den kan komme til OL, som bliver den næste store udfordring for det danske landshold.

Her kan Nikolaj Jacobsen blive nødt til at ofre en eller to af de ældre og erfarne spillere for at genskabe dynamikken i truppen. Jacob Holm, Lasse Møller og Lasse Andersson er typer, der kan skabe nyt liv i kludene.

Jorge Maqueda og de øvrige spaniere trak det længste strå i EM-finalen mod Kroatien. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix Håndbold Spanien genvinder EM efter stort drama

Paralyserede danskere på bænken. Foto: Lars Poulsen Håndbold Uforstående danskere: Det er alarmerende

Niklas Landin var med til at sikre, at Danmark trods alt fik en sejr med hjem fra EM. Foto: Lars Poulsen Jan Jensen Fans ladt i stikken: Har ondt af dem

Savnet af Magnus Landin har været mærkbart. Foto: Lars Poulsen Håndbold Derfor sejler det hos VM-guldvinderne

5 kommentarer
Vis kommentarer