KLAVS BRUUN JØRGENSEN har flere gange sagt, at han ikke vil være landstræner for enhver pris. Det er der ellers mange, der har mistænkt ham for. Jeg tror dog på, hvad han sagde, da han før det netop overståede VM i Japan i et interview med Ekstra Bladet lod forstå, at han ville stoppe som landstræner, hvis ikke Danmark kom videre fra det indledende gruppespil.
Det lykkedes hans landshold så med, og dermed så det ud til, at han kunne fortsætte i jobbet. Men da det endte med en skuffende niendeplads og endnu en kikset kvalifikation til OL, gik DHF, med sportschef Morten Henriksen i spidsen, i tænkeboks. Der skulle evalueres. Og i dag kom resultatet så. Klavs Bruun er færdig som træner for det danske kvindelandshold.
SPØRGSMÅLET er så om han nogensinde har været det rigtige valg? Det tvivler jeg stadig på. Han tiltrådte med brask og bram i 2015 og fortalte, at det nu skulle være slut med tant og fjas på landsholdet. Nu skulle alt handle om håndbold. Men resultaterne fulgte ikke med.
VM på hjemmebane samme år blev en skuffelse, som blev fulgt op af en kikset kvalifikation til OL i Rio i 2016. Det medførte et voldsomt brev fra spillerne.
Klavs Bruun blev verbalt pryglet af truppen, der kun tog de punkter med, hvor samtlige spillere var enige.
LANDSTRÆNEREN blev bl.a. kritiseret for taktisk uformåen, manglende alternativ til et forsvar, der kræver en fysik, han kritiserede dem for ikke at være i besiddelse af – samtidig med at han havde aflyst en fysisk test i starten af sit job.
Der blev stillet store spørgsmålstegn ved mandskabspleje, opbygning af kultur og klaget over manglende tillid, sparsom kommunikation og manglende respekt fra Klavs Bruun og den daværende assistent Søren Herskind.
SPILLERNE var trætte af via pressen at få at vide, de var i dårlig form med en nedladende hentydning til, at de ikke skulle ligge på stranden i to måneder om sommeren. De bebrejdede landstrænerens opgivende attitude mod Montenegro i OL-kval’en, at han ikke havde sat sig ind i, hvor vigtig kampen om femtepladsen mod Rusland ved VM i virkeligheden var.
Siden fulgte yderligere skuffelse på skuffelse. Kun ved EM i Sverige i 2016 har Danmark været i nærheden af medaljer. Det sluttede med en hæderlig fjerdeplads. Året efter blev vi vidner til det stadig uforståelige nederlag til Sverige ved VM-kvartfinalen i Tyskland i 2017.
DEN ENDELIGE nedtur indtraf ved EM i Frankrig i 2018, hvor spillerne lignede døde fisk i øjnene, og hvor holdet løb ind i en række alvorlige nederlag. Efter den blamage skrev Ekstra Bladet, at det var svært at tro på Klavs Bruun Jørgensens projekt. Det var på det tidspunkt, at DHF burde have trukket stikket.
Man kan spekulere over, hvorfor det ikke skete. Men en forklaring kan være, at forbundet og Klavs Bruun Jørgensen lige før VM i 2017 indgik en aftale om at forlænge hans kontrakt. Det havde været klogere at vente til efter VM. Var det sket, var samarbejdet måske allerede sluttet for to år siden.
KVINDERNE og Klavs Bruun blev aldrig en perfekt kombination. Ingen tvivl om, at han har store håndboldfaglige kvalifikationer, men de gør sig nok bedst i spidsen for et herrehold.
Klavs Bruun stopper som landstræner
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.