Hallo, Danmark: Så vis det dog!

Vi må alle stille krav til hinanden om, at vi gør vores bedste, mener Ekstra Bladets håndboldkommentator, Jan Jensen

Mikkel Hansen er utvivlsomt Danmarks største stjerne, og han skal præstere, hvis Danmark skal vinde EM. I første omgang kræver det dog en hjælpende hånd fra Island. Redigering: Morten Parsner

DET ER kun håndbold, siger landstræner Nikolaj Jacobsen, når han forsøger at afdramatisere den indtil videre resultatmæssige pauvre indsats ved EM-slutrunden. Selvfølgelig kan han have ret så langt, at ingen er døde, og der kommer en ny dag i morgen.

Men helt så enkelt er det heller ikke. Vi må alle stille krav til hinanden om, at vi gør vores bedste, og når det danske landshold løber på banen i Malmö Arena, så repræsenterer de 16 spillere ikke kun sig selv, men hele håndbolddanmark. Og hjemme, på den anden side af Øresund, sidder der halvanden million seere og følger med i hvert eneste angreb og forsvar.

DE MANGE seere vil gerne se et landshold, der udstråler stolthed og glæde over at repræsentere nationen på den store scene. De vil se spillere, der udfolder sig på bedste vis, og som viser den fandenivoldskhed, der er nødvendig for at vinde noget.

Hidtil ved EM har Danmark mødt hold, der alene med deres udtryk har villet det her mere end Nikolaj Jacobsens tropper. Bedst illustreret af Island, som i deres to kampe virkelig er gået til kamp for hele nationen. Her er der vildskab og følelser helt ude på tøjet, og der er i deres øjne et flammende engagement, som jeg endnu ikke har kunnet spore hos alle de danske spillere.

Det var en flok skuffede spillere efter kampen. Foto: Jens Dresling
Det var en flok skuffede spillere efter kampen. Foto: Jens Dresling

DANMARK er forsvarende OL- og VM-guldvindere. Men er man så mæt og tilfreds? Det håber jeg virkelig ikke, og det er da heller ikke det indtryk, spillerne efterlader, når man taler med dem før og efter kampene. De udtrykker stadig ærgerrighed og et ønske om at vinde alt. Så vis det dog.

Nu er virkeligheden, at det danske landshold ikke længere har dets egen skæbne i hånden. Vi skal have hjælp af Island, som skal slå Ungarn. Efterfølgende skal Danmark selv besejre Rusland med mindst to mål for at nå videre til mellemrunden.

EFTER DE to første runder i gruppen virker Island til at være det stærkeste hold, og der er ikke tvivl om, at Gudmundur Gudmundsson, hans spillere, og de mange islandske fans i hallen vil gøre alt for at få to point med over mellemrunden. Det vil give Island et fint udgangspunkt for at nå frem til semifinalerne i Stockholm næste weekend.

Vinder Island som forventet over Ungarn, bør Danmark kunne gøre arbejdet færdigt mod Rusland, som ikke har imponeret ved slutrunden. Russerne blev totalt skilt af mod Island, og det var næsten sådan, at man sad og havde lidt ondt af Putins sønner. Rusland tidligere en håndboldstormagt, men nu lignede det et hold, som mest af alt havde lyst til at drukne sorgerne i en solid flaske Standard Vodka. Den er nu heller ikke ringe.

DA ISLAND OG Ungarn spiller først, ved det danske landshold, hvad der står på spil i kampen mod Rusland. Men uanset om der er mulighed for dansk avancement eller ej, skylder holdet at vise både gejst og glæde ved spillet. Og meget gerne et bevis på, hvorfor vi er både OL og VM-guldvindere.

Se også: Knockoutede franskmænd fik oprejsning
Henrik Møllgaard gør, hvad han kan for at peppe stemingen op under en tung træning tirsdag eftermiddag. Foto: Lars Poulsen Håndbold - 15. jan. 2020 - kl. 07:29 Rystet spiller: Nu må vi få hovedet ud af egen røv
Sloveniens Miha Zarabec er klar til Danmark. Holdet er ubesejret ved EM, og han scorede seks gange mod Schweiz. Foto: Adam Ihse/Ritzau Scanpix Håndbold - 14. jan. 2020 - kl. 22:14 Hvis alt går vel: De venter på Danmark

38 kommentarer
Vis kommentarer