Har sat kniven for struben: Klavs Bruun under pres

Weekendens to kampe kommer til at definere den danske VM-kampagne

Studie: Kvindelandsholdet har skuffet ved de seneste slutrunder. Kan Danmark leve op til forventningerne ved dette VM?

KUMAMOTO (Ekstra Bladet): FOR Danmarks vedkommende begynder VM i den lette ende mod Australien, der af mange regnes for at høre til blandt slutrundens dårligste hold. 

Men allerede søndag bliver Klavs Bruun Jørgensen og hans 16 udvalgte for alvor testet, når modstanderen hedder Sydkorea. 

HER FÅR vi for første gang set, hvad det danske landshold har at byde på ved denne slutrunde. Her er målet i første omgang at spille sig blandt de syv bedste for på den måde at sikre adgang til kvalifikationen til næste års OL i Tokyo.

Usikkerheden om det danske holds aktuelle styrke er ganske stor. Ikke siden Golden League-turneringen i Frankrig i marts måned har Danmark spillet en landskamp mod en ligeværdig modstander. Dengang blev det til et voldsomt stort nederlag mod Norge og sejre over først de franske EM og VM-mestre og siden Rumænien. Det efterlod en rundforvirret landstræner. Hvad er egentlig vores niveau?

Svaret lader vente på sig. De to VM-kvalifikationskampe mod svage Schweiz gav intet bud. Seneste udfordring var en træningskamp mod et drengehold på Okinawa tidligere på ugen. Den endte med et smalt dansk nederlag. Men den danske landstræner var begejstret over at møde en hold, der på mange måder minder om Sydkorea i spillestil.

Der skal resultater på bordet for den danske landstræner. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der skal resultater på bordet for den danske landstræner. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

NOGET EGENTLIGT svar fik vi altså ikke. Dertil var kampen mod drengene for mærkelig en størrelse. Først søndag bliver vi klogere, men hvorfor denne usikkerhed? Klavs Bruun er jo rejst til Japan med den stort set stærkest mulige trup.

Kun den langtidsskadede Mette Tranborg er ude af billedet. Ellers har han lige præcis den trup, han gerne vil have. Han kan endda tillade sig at holde den hjemlige ligas suveræne topscorer, Mia Rej, på reservebænken.

Tvivlen skyldes selvfølgelig de seneste års rutsjebaneture ved slutrunderne. Bundniveauet har været voldsomt stort i enkelte kampe, mens vi i andre har set, at holdet godt kan matche de bedste lande.

DENNE GANG har Klavs Bruun valgt at lægge pres på sine spillere ved at meddele, at han stopper som landstræner, hvis ikke han formår at føre holdet videre fra det indledende gruppespil. Her går tre ud af seks hold videre og med modstandere som Sydkorea, Tyskland, Brasilien og Frankrig bliver det ikke nogen let vej.

Om det er klogt at true med at gå, ved vi om en uges tid. Men måske er der tale om en særlig form for Klavs Bruun-psykologi. Holdet har før vist, at det har svært ved at rejse sig efter en skuffelse, og derfor har landstræneren også haft travlt med at indpode sine spillere, at et nederlag mod Sydkorea ikke er ensbetydende med, at VM er et overstået kapitel.

Det har han fuldstændig ret i. Men omvendt vil en sejr over Sydkorea skabe troen på, at Danmark har noget at gøre blandt de bedste hold. 

KLAVS BRUUN råder over en ganske fornuftig trup, hvor unge spillere som Kristina Jørgensen og Mie Højlund kan tilføre den fart og dynamik, som holdet tidligere har savnet. Det ser vi gerne i opvarmningen mod Australien og især i Sydkorea-kampen, som meget vel kommer til at definere Danmarks VM-kampagne.

Ekstra Bladet dækker Danmarks VM-åbner mod Australien i dag LIVE fra kl. 12.30.

Se også: Klar melding: Klavs Bruun stopper, hvis VM kikser

Se også: Stjernernes koner går amok: Du ligner lort!

Se også: Danske stjerner fik forskrækkelse

Se også: Legendarisk tv-program vender tilbage

Foto: GONZALES PHOTO LASSE LAGONI/Ritzau Scanpix Sport og Spil Brøndby-fans i krig: Derfor tog de hævn

13 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere