Hva' så, Parken: Er I der

Landsholdet får brug for sin 12. mand på tribunerne, når det går løs mod Albanien 

Landsholdet har brug for Parkens støtte i morgen. Foto: Polfoto
Landsholdet har brug for Parkens støtte i morgen. Foto: Polfoto

TILLAD MIG at komme Morten Olsen i forkøbet. Albanien er ikke nogen let modstander. Det bliver en meget svær kamp.

Landstræneren er ofte blevet stukket i skoene, at han taler alle modstandere op. Også lilleput-nationer, som vi bare skal køre over. På den måde kan han også lettere forsvare sig, hvis det går galt. Som mod Armenien i Parken for ikke så længe siden.

MEN MÅSKE har Morten Olsen blot før os andre fået øje på udviklingen blandt de europæiske landshold. For sandheden er, at der ikke er mange små lande tilbage. I fodboldmæssig forstand.

Her hvor vi går ind til de sidste tre-fire-runder i kvalifikationsspillet frem mod EM-slutrunden næste sommer i Frankrig, kan vi lige dvæle ved nogle af de aktuelle stillinger.

* Island fører gruppe A, fem point foran VM-bronzevinderne fra Holland på tredjepladsen. 

* Wales fører gruppe B foran Belgien og Bosnien, som begge deltog ved VM i Brasilien.

* Slovakiet fører gruppe C foran de forsvarende europamestre fra Spanien.

* Østrig fører gruppe G foran Sverige og med hele otte point ned til de kommende VM-værter fra Rusland.

MORTEN OLSEN har således en pointe. Og Albanien hører nu til de nationer, som vi absolut ikke skal undervurdere.

Jeg havde en længere samtale med landstræneren for et par uger siden. Det var inden, han for alvor var gået i gearing til kampen i morgen.

Han var godt klar over, at folk synes det er en smule løjerligt, når han altid fremhæver modstandernes styrker, men i det her tilfælde er vi altså oppe mod et hold, som er rykket tæt på os på FIFA’s verdensrangliste. Albanien er siden 2009 avanceret støt og roligt og er nu nummer 25, mens vi klamrer os til en placering som nummer 22. Faktisk var Albanien på et tidspunkt rykket forbi os.

Alene det seneste år har albanerne brilleret ved at slå Portugal på udebane i kvalifikationsspillet og Frankrig hjemme i en testkamp. I begge kampe holdt Albanien nullet.

I samme periode har vi tabt hjemme mod Portugal på Christiano Ronaldos mål i femte overtidsminut, og vi tabte klart til Frankrig ude i en testkamp. Her blev vi spillet ud af banen.

ALBANERNES STYRKE er deres defensiv. Holdets italienske træner, Gianni De Biasi, med en fortid i sit hjemland og i Spanien, har virkelig fået alle mand til at arbejde hårdt og disciplineret med forsvarsopgaverne. De giver ikke mange chancer væk.

Stammen består af spillere, som tjener til føden i italienske, franske og schweiziske klubber, og holdet overlader hellere end gerne initiativet til modstanderen.

Det var også billedet, da vi mødte Albanien i Elbasan for knap et år siden. Vi havde alt spillet, men var alligevel heldige med at komme derfra med det ene point. Blot ni minutter før tid lykkedes det for Lasse Vibe at udligne. 

LANDSHOLDET har således brug for både stolpe-ind samt alle de små marginaler i morgen, og Morten Olsen appellerer til den fyldte Parken om at skabe den elektriske spænding, der skal til for, at spillerne kan overgå sig selv.

Kampen mod Albanien er på alle måder en nøglekamp for landsholdet, for Morten Olsen og for DBU. Taber vi, må vi erkende, at vi næppe kan nå en af de to pladser, der giver direkte adgang til slutrunden. Uafgjort vil formodentlig betyde, at vi skal slå både Armenien og Portugal ude for at nå det forjættede land.

Ender vi på tredjepladsen i gruppen betyder det play-off-kampe mod en treer fra en af de øvrige grupper. Det kan ende med et mareridt. 

ISÆR MED TANKE på at slutrunden i Frankrig har deltagelse af 24 hold, næsten halvdelen af landene i UEFA. Kikser Morten Olsen denne sin sidste kvalifikationsturnering som dansk landstræner, vil det uvægerligt give ham et trist eftermæle. 

Omvendt vil dansk deltagelse i Frankrig være med til at slutte en ring for landstræneren. Som anfører for det danske landshold var han med til at kvalificere os til den første EM-slutrunde nogen sinde. Det var EM i Frankrig i 1984. 

Jeg indrømmer blankt, at Sepp Piontek dengang havde et betydeligt bedre materiale at arbejde med, end Morten Olsen har i dag. Men så må den hives hjem på fight, fællesskab og galskab. Og det er her, en fyldt Parken for alvor kan komme til at spille en hovedrolle.

15 kommentarer
Vis kommentarer