Hylder Hansen og Landin: Det var nøglen i dramaet

Med sejren på 27-25 over et talentfuldt svensk hold har Danmark sikret sig en lettere vej til medaljekampene

Mikkel Hansen holdt hovedet koldt og var den store strateg i sejren over Sverige. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen holdt hovedet koldt og var den store strateg i sejren over Sverige. Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): DET BLEV præcis den gyser i Bercy-hallen, der var lagt op til. Det unge svenske landshold kom med masser af gejst og udstråling, og det var tydeligt, at de ville udfordre os på den store verdensscene. Men det mere erfarne danske landshold holdt hovedet koldt, og selv om spillere som Morten Olsen og Mikkel Hansen ikke havde held med alt hvad de foretog sig, var der alligevel så meget substans i spillet, at vi fortjent kørte sejren hjem.

OG HVOR er den dog vigtig. Vinder vi som forventet de to sidste kampe i gruppen mod Bahrain og Qatar ender vi som nummer et og får dermed en lettere vej mod medaljekampene. Således kan vi tidligst komme til at møde de franske favoritter i finalen. Men respekt for Sverige, som virkelig var med til at gøre kampen i Bercy-hallen til en stor håndboldoplevelse 

DANMARK fik ellers en nervøs start med mange skud på stolperne, og antallet af tekniske fejl var også mange. Et vidnesbyrd om kampens betydning. Og Sverige holdt sig heller ikke tilbage. De lavede også mange fejl, men trods alt fik de en bedre start på kampen. Men det var kun indtil Niklas Landin i det danske mål var spillet varm. 

DEN LANGE målmand tog de utroligste bolde. Han var om nogen årsagen til, at vi fik styr på kampene og kontrol over svenskerne. Han stod alene i første halvleg med en redningsprocent på 58, og sørme om han ikke også fik scoret i et tomt svensk mål. Hans mange redninger satte gang i de danske kontraløb, men også her havde vi startvanskeligheder. 

SVERIGE var godt klar over, at det er Mikkel Hansen, der styrer kontraangrebene. Derfor sendte de Mattias Zachrisson frem for at stække den danske strateg. Men det løste danskerne klogt ved at lade Henrik Møllgaard føre bolden frem, og når den lange mand får frit løb mod forsvaret, så klapper han altså bolden i mål. 

MOD SVENSKERNE fik landstræner Gudmundur Gudmundsson endelig for alvor gang i Kasper Søndergaard. Venstrehåndsskytten fik lavet flotte og vigtige mål, han tilkæmpede sig straffekast og var også leveringsdygtig i afleveringer til stregen. Men jeg savner stadig nogle flere skud og gennembrud fra ham. Der åbner sig ofte muligheder, når han kommer i løb, men nogle gange er han for flink til blot at spille bolden videre på tværs.

I DEN MODSATTE side havde Mikkel Hansen længe meget lidt held med sine skud. Han ramte stolperne i stedet for nettet, men han er så rutineret, at han ikke lader sig slå ud. Han havde dog også problemer i forsvaret, hvor han flere gange blev tørret af de svenske backer. Her blev han aflastet af Lasse Andersson, og i anden halvleg kunne Mikkel Hansen koncentrere sig om sit angrebsspil. Han var med sin store håndboldhjerne med til at finde løsningerne, og efterhånden fik han også sat sine skud inden for rammerne.

DET HER var nøglekampen i gruppen, og Danmark er nu på vej mod et stort VM. De bærende kræfter tog et stort ansvar mod Sverige. Vi fik også set, at bredden på det danske landshold er stor selv i de helt svære kampe, som denne mod et svensk hold, vi kommer til at høre meget mere til i de kommende år.

Se også: Landin stjal showet i dansk gyser-sejr

 

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere