Infantino misbruger FIFA's penge

Flyver i privatjet og køber madrasser, fodboldstøvler og blomster på FIFA's regning

Infantino som her ses i forgrunden til Champions League-finalen optræder som en solkonge i FIFA. Foto: AP
Infantino som her ses i forgrunden til Champions League-finalen optræder som en solkonge i FIFA. Foto: AP

PÅ STORT set alle fronter har FIFA's nye præsident Gianni Infantino overtaget sin forgænger, Sepp Blatters dårlige vaner og attituder. Infantino fiser og farer verden rundt for at møde statsledere og andre kendisser.

FIFA's hjemmeside bliver plastret til med billeder af den kronragede Infantino, der trykker hånd med den russiske præsident Putin den ene dag og Bolivias præsident Evo Morales den næste. Det er selvsmagende ud over alle grænser.

Og så bruger Infantino penge. Kolossalt mange penge, men det er ikke hans egne. Som Blatter forgriber han sig på fodboldens penge, og det bekommer ikke alle i FIFA-systemet vel. Mange af de ansatte havde et håb om, at en ny præsident ville betyde nye og bedre tider, især fordi Infantino havde talt så meget om åbenhed og ordentlighed i sin valgkamp.

ANSATTE I FIFA er grumme kede af hans opførsel og er derfor begyndt at lække oplysninger til pressen. Således kan Frankfurter Allgemeine Zeitung i dag fortælle om et internt FIFA-dokument, der gennemgår Infantinos tvivlsomme udgiftsbilag. Blandt andet har han ladet FIFA betale for en række private ting, herunder madrasser for knap 80.000 kroner. Avisen kan endvidere oplyse, at ansatte i FIFA har sendt en klage over præsidentens pengeforbrug til FIFA's etiske komite. Her vurderes det, om der skal rejses en sag mod Infantino.

I bunken af bilag, som han bedt FIFA betale, er et fitnesapparat til 60.000 kroner, en smoking til 9.600 kroner, blomster for 5.800 kroner og seks par fodboldstøvler til 8.550 kroner.

DEN 46-ÅRIGE Infantino har endnu ikke underskrevet en kontrakt med FIFA. Han mente, det var en fornærmelse, da han blev tilbudt en årsløn på 13,5 millioner kroner. Det vakte postyr, da det blev offentliiggjort, og derfor skyndte han sig at sige, at han vil oplyse sin løn, når kontrakten en dag er på plads. Han tilføjede, at lønnen vil blive mindre end 13,5 millioner. Men det han han vel også leve med, hvis han fortsætter med at lade FIFA betale for sine private udgifter.  

Som præsident for FIFA får han stillet en Mercedes med chauffør til rådighed i døgnets 24 timer. Men det har ikke været nok for Infantino. Han har bestilt endnu en bil med chauffør på FIFA's regning. Underligt når man tænker på, at han for det meste er på rejse i udlandet. 

Artiklen fortsætter under billedet

Nu skal det handle om fodbold, sagde Infantino, da han blev valgt i februar. Men den snak er druknet i penge. Foto: AP
Nu skal det handle om fodbold, sagde Infantino, da han blev valgt i februar. Men den snak er druknet i penge. Foto: AP
 

HER GODT 100 dage efter han tiltrådte, fortsætter Gianni Infantino således med at jokke i det ene spinatbed efter det andet. Ikke engang et besøg hos paven i Rom kan han gennemføre uden at komme på kant med gældende regler.

Lørdag 28. maj var Infantino i Milano, hvor han overværede Champions League-finalen mellem Real Madrid og Atletico Madrid. Dagen efter fløj han til Rom, hvor han mødte pave Francis, der er en stor fodboldfan, og som har argentinske San Lorenzo som sin favoritklub.

DET INTERESSANTE er, hvordan Infantino kom fra Milano til Rom. Selv vil han ikke fortælle det. FIFA har mørklagt rejsen, men medier i både Tyskland og Schweiz har fortalt, at Infantino rejste med et privat jetfly.

Men det må en FIFA-præsident ikke. Forbundets etiske regler fortæller tydeligt, at præsidenten ikke må bringe sig i situationer, som kan udløse en interessekonflikt.

EN TALSKVINDE fra FIFA siger, at Infantinos rejse til Rom var af privat karakter, og at den ikke indebar udgifter for FIFA. Hun tilføjer, at FIFA generelt ikke kommenterer de ansattes private aktiviteter, herunder præsidentens.

Hvilket er det rene nonsens. 

Paven kalder jo ikke en tilfældig schweizer til møde en søndag i Vatikanstaten. Infantino var der netop, fordi han er præsident for FIFA, og det var da også forholdene i FIFA, som var omdrejningspunktet for deres samtale.

PAVE FRANCIS har vist sig at være mere åndeligt til stede i denne verden end så mange af sine forgængere. Han følger med, og derfor bad han også Infantino om at skabe orden og ærlighed i fodboldens verdensforbund.

- Fodbold er på den gode måde et våben, som kan tjene til at uddanne og integrere børn over hele verden. Brug fodbolden til at gå forrest i kampen for ærlighed og renhed, sagde paven til FIFA’s præsident.

Artiklen fortsætter under billedet

Infantino overakte paven en fodboldtrøje. Men han lyttede ikke til de vise ord. Foto: AP
Infantino overakte paven en fodboldtrøje. Men han lyttede ikke til de vise ord. Foto: AP
 

MEN DET var spildte guds ord på Balle-Lars. FIFA og Infantino vil ikke fortælle, hvem der har betalt jetflyet fra Milano til Rom og tilbage fra Rom til hjemmet i Schweiz.

Som nævnt er Infantino i egne rækker blevet kritiseret for sine rejsearrangementer og generelle brug af FIFA’s penge. Tidligere i år besøgte han de to kommende VM-værtslande, Rusland og Qatar.

FIFA HAVDE i følge Frankfurter Allgemeine booket flybilletter til ham - Zürich-Moskva-Doha-Zürich - til en samlet pris af 50.000 kroner, men Infantino fløj i stedet med en privatjet, hvor prisen anslås at løbe op i nærheden af en million kroner. Igen melder spørgsmålet sig: Hvem har betalt og hvorfor?

Infantino har på kort tid skaffet sig masser af kritikere. Også internt i FIFA. De første er begyndt at overveje, om de skal spille på, at han ikke holder et år i jobbet.

Se også: Værre end under Blatter: Kører FIFA ud over kanten

Blatter har beriget sig selv på bekostning af fodbolden. Foto: AP Sport - 3. jun. 2016 - kl. 16:53 Meldt til politiet: Blatter og hans lakajer scorede halv milliard

Se også: Grådig diktator: Den magtbegærlige FIFA-præsident

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere