IOC-præsident med rekord i hykleri

Thomas Bach holder hånden over diktatoren i Hviderusland, men truer samtidig med at tage OL fra Italien

Thomas Bach og Putin er tætte allierede, og derfor bliver hånden holdt over Hvideruslands diktator. Foto: Charlie Riedel/Ritzau Scanpix.
Thomas Bach og Putin er tætte allierede, og derfor bliver hånden holdt over Hvideruslands diktator. Foto: Charlie Riedel/Ritzau Scanpix.

SAMTIDIG MED at han truer Italien med at miste vinter-OL i 2026, holder IOC-præsident, Thomas Bach, hånden over svindlere og bedragere i den olympiske bevægelse i Hviderusland.

Vi er med andre ord vidner til en klassisk olympisk disciplin: Hykleri for viderekomne. Det er en idrætsgren, Thomas Bach mestrer bedre end de fleste, men selv i sportsverdenen er de aktuelle sager i en klasse for sig.

IOC HAR et princip om, at de nationale olympiske komiteer ikke må være styret af de lokale regeringer. Sådan forholder det sig ikke i Hviderusland. Her er landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, samtidig præsident for den nationale olympiske komite.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lukasjenko er Europas sidste diktator. Han styrer også sporten i Hviderusland. Foto: Tut.by/Reuters/Ritzau Scanpix
Lukasjenko er Europas sidste diktator. Han styrer også sporten i Hviderusland. Foto: Tut.by/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Thomas Bach nægter dog at forholde sig til det åbenlyse misforhold. Men nu er skruen så yderligere strammet. Lukasjenko svindlede sig til sejren ved sensommerens præsidentvalg i Hviderusland og er således stadig Europas sidste diktator.

LIGE SIDEN har der været voldsomme demonstrationer i landet. Mange kendte sportsudøvere har deltaget i demonstrationerne. Flere af dem er endt bag tremmer.

Præsidenten for Hvideruslands Atletikforbund, Vadim Devyatovskiy, tilkendegav også sin utilfredshed med Lukasjenkovs genvalg. På Facebook skrev han: Lukasjenko er ikke min præsident!!!! Devyatovskiy tilføjede, at han var desillusioneret, og at han havde forrådt sig selv ved tidligere at have støttet præsidenten.

SÅ VAR Devyatovskiys dage talte som chef for atletikforbundet. Helbredsmæssige årsager blev nævnt som årsagen. Ny præsident blev i stedet Ivan Tsihkan, en af de større dopingsvindlere i den olympiske historie. Den 44-årige hammerkaster er flere gange dømt for dopingmisbrug og er blevet frataget sine medaljer fra OL i Athen i 2004, VM i atletik i Helsinki i 2005 og EM i Gøteborg i 2006.

Artiklen fortsætter under billedet...

På trods af de tidligere dopingdomme deltog Ivan Tsikhan ved OL i Rio 2016. Her vandt han sølv. Foto: Jae C. Hong/Ritzau Scanpix
På trods af de tidligere dopingdomme deltog Ivan Tsikhan ved OL i Rio 2016. Her vandt han sølv. Foto: Jae C. Hong/Ritzau Scanpix
 

Tsikhans forgænger er i øvrigt også tidligere dømt for dopingmisbrug, men denne gang har Det Internationale Atletikforbund reageret. Den nyvalgte Ivan Tsikhan har ingen plads i verdensatletikken, er den klare besked.

MEN IOC-PRÆSIDENT Thomas Bach reagerer ikke. Hviderusland, der sammen med Ukraine, Etiopien og Kenya betragtes som de største dopingsyndere i verden, er fredet. Det samme er despoten Aleksandr Lukasjenko, som i Bachs bog er et vellidt medlem af den olympiske familie.

Anderledes ser Thomas Bach på situationen i Italien, hvor regeringen ønsker at føre kontrol med de millioner af skattekroner, der tilføres den nationale olympiske komite, CONI. Det anser Bach som utidig politisk indblanding og et angreb på sportens såkaldte autonomi. CONI skal kun stå til ansvar overfor IOC.

DEN ITALIENSKE regering vil dog ikke bøje sig, hvilket har ført til en konfrontation mellem sportsminister Vincenzo Spadafora og Thomas Bach. IOC-præsidenten var i sidste uge til cykel-VM i Italien, og her pustede han sig op. Hvis ikke regeringen trækker følehornene til sig, kan det få konsekvenser for de italienske atleter, der skal deltage ved OL i Tokyo næste sommer og for Vinter-OL i 2026, som efter planen skal afvikles i Milano og Cortina d’Ampezzo.

Artiklen fortsætter under billedet...

Vincenzo Spadafora lader sig ikke tryne af Thomas Bach. Foto: Riccardo Antimiani/Ritzau Scanpix
Vincenzo Spadafora lader sig ikke tryne af Thomas Bach. Foto: Riccardo Antimiani/Ritzau Scanpix
 

Den slags bider dog ikke på sportsminister Spadafora. Han slår roligt fast, at Bachs argumenter er latterlige, og så henviser han ellers til Hviderusland:

’Hvis autonomien for den hviderussiske olympiske komite ikke er til diskussion hos Bach, så er den det bestemt heller ikke i Italiens tilfælde.

TYDELIGERE KAN det ikke siges. IOC’s Thomas Bach er en hykler, der fører sig frem med dobbelte standarder. Der er folk, han ikke tør røre ved. Hviderusland er en skamplet på international idræt, men Aleksandr Lukasjenko står under Vladimir Putins beskyttelse.

Derfor holder Bach og IOC sig i ro. For er der to, der står sammen i sportens verden, er det Putin og Bach. I det forhold påtager Bach sig gerne rollen som hunden, der logrer med halen.

Diktatoren i Minsk vil have plastiklegene

Brænder milliarder af på forlorent OL

De var advaret mod sportens største skiderik