Jævn FIFA med jorden

FIFA kan ikke redde FIFA - eller fodbolden for den sags skyld

FIFA er ved at drukne i korruptionsskandaler. Foto: AP
FIFA er ved at drukne i korruptionsskandaler. Foto: AP

TÆNK SIG, nede i FIFA’s hovedkvarter på FIFA-Strasse i Zürich går de stadig og bilder sig ind, at de selv kan rydde op efter årtiers skandaler. 

Vi vælger da bare en ny præsident, og så bliver alt godt igen. Sådan synes tankegangen at være. Men den holder ikke en meter. At tage den næste i rækken ville svare til livet i Cosa Nostra. Når mafiabossen dør, tager hans søn over. Det bliver mafiaen ikke mindre kriminel af.

BILLEDET VAR DET samme i FIFA i dag. Sepp Blatter blev langt om længe sendt på porten. I første omgang i 90 dage, men forhåbentligt ser vi ham ikke mere i fodboldens verden. 

Michel Platini var udset som hans naturlige efterfølger, men han er heldigvis også en færdig mand. Platini var en fremragende fodboldspiller, men som sportspolitiker har han tillagt sig de samme dårlige vaner, som har været kendetegnende for FIFA i de sidste 40 år: Magtliderlighed og grådighed.

FRANSKMANDEN tog det som en selvfølge, at han ville blive Blatters afløser, men han gad ikke fortælle, hvad han ville med FIFA. Andet end at være præsident og dermed konge over de forfærdeligt mange milliarder, som fodboldforbundet råder over.

Nu er det så både UEFA og FIFA, der skal have ny præsident. Indtil det sker, tager 1. vicepræsidenterne over. Og så bliver det straks illustreret, hvorfor FIFA på så mange områder minder om mafiaen.

Se også: DBU lægger stor afstand til Platini

I FIFA ER det den 69-årige Issa Hayatou fra Cameroun som midlertidigt afløser den suspenderede Sepp Blatter. Hayatou har i 28 år været præsident for det afrikanske fodboldforbund og lige så længe har han siddet i FIFA’s eksekutivkomite. 

I 1995 afslørede det engelske tv-program Panorama, at Hayatou i 1995 fik 130.000 kroner i bestikkelse fra marketingsfirmaet ISL, som ivrigt smurte ledende FIFA-folk. Det udløste en reprimande fra IOC, men ingen karantæne. Dengang var korruption ikke forbudt efter schweizisk lov. Hvem der ellers kan forstå det.

Hayatou er endvidere anklaget for at have modtaget bestikkelse fra Bin Hammam fra Qatar i forbindelse med slavestatens bestræbelser på at sikre sig VM-slutrunden i 2022. Det er en sag, som FBI og schweizisk politi efterforsker for tiden.

Fodbold - 8. okt. 2015 - kl. 12:37 Blatter og Platini er suspenderet

I UEFA  tager spanieren Angel Maria Villar Llona midlertidigt over efter Michel Platini. Villar sidder også i FIFA’s eksekutivkomite. Han er i søgelyset hos FIFA’s egne efterforskere, mistænkt for at have deltaget i en forbudt bytte-stemme-aftale da Spanien forsøgte at sikre sig VM i 2018. Den gik som bekendt i stedet til Rusland.

Villar gjorde sig uheldigt bemærket, da han nægtede at samarbejde med FIFA’s efterforsker Michael Garcia, som skulle undersøge de mange anklager om korruption i forbindelse med tildelingen af VM-slutrunderne i 2018 og 2022. 

JO FØR både Hayatou og Villar bliver fjernet igen jo bedre. Og det er præcis problemet i FIFA. Der er ingen, man kan have tillid til. Præsidentvalget 26. februar har allerede udviklet sig til en farce. 

To af de fremmeste kandidater blev fældet i går. Michel Platini og Chung Mong-joon er færdige. Tilbage i feltet er Prins Ali fra Jordan, som tabte stort til Blatter i maj. Måske stiller Tokyo Sexwale fra Sydafrika op. Men han er også en del af FIFA’s familie og måske i virkeligheden Blatters eget bud på sin efterfølger.

Se også: Blatter er ude, men de andre lugter også af Mafia

BOMB FIFA til grunden og begynd helt forfra. Det har jeg tidligere foreslået. Og jeg mener det stadig. FIFA kan ikke redde FIFA. Eller fodbolden for den sags skyld. Nu er jeg ikke længere alene om synspunktet. I den seneste uge har præsidenten for Bundesligaen og præsidenten for den spanske La Liga sagt stort set det samme. Tanken rumler også hos en række af de store klubber i Europa.

I stedet for FIFA’s sammenspiste eksekutivkomite foreslår de en slags moderne bestyrelse, som også skal have medlemmer udefra. Nu mener IOC’s præsident Thomas Bach det samme.

– Nok er nok, sagde tyskeren i tidligere i dag. 

Men alt først efter at Blatter og Platini var sendt uden for døren. Det havde klædt Bach, hvis han havde rykket noget før. Men bedre sent end aldrig.

FRISTEN FOR at stille op til præsidentvalget i FIFA udløber den 26. oktober. Det er lige om lidt, og jeg kan ikke få øje på en person i fodboldens verden, som kan løfte opgaven. Det tror jeg heller ikke, DBU’s formand Jesper Møller kan. DBU har tidligere støttet både Blatter og Platini. Denne gang er der grund til at tænke sig rigtig godt om.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

7 kommentarer
Vis kommentarer