Knusende kritik: Slaveriet er ikke afskaffet

KOMMENTAR: En ny rapport fra Amnesty International fælder en hård dom over de kommende VM-værter i Qatar og sætter yderligere pres på DBU

ET ÅR før VM begynder, har Amnesty International igen været i Qatar for at undersøge forholdene for de godt to millioner migrantarbejdere, som er ved at gøre den lille ørkenstat klar til verdens største idrætsbegivenhed.

LAD DET være sagt med det samme. Den 46 sider lange rapport, som udkommer i dag, retter en knusende kritik af de kommende VM-værter. Det til trods for at regeringen i Qatar de seneste år har indført en lang række reformer, som skulle sikre bedre løn- og arbejdsforhold og mulighed for frit at skifte job.

MEN DET BLIVER i for mange tilfælde ved snakken. Der er stadig arbejdsgivere, som fastholder deres medarbejdere i slavelignende forhold. Qatar har ikke levet op til løfterne om at sætte en stopper for misbruget og udnyttelsen af de mange migrantarbejdere.

SÅLEDES hedder det i rapporten, at man i det seneste års tid har oplevet, at de vedtagne reformer bliver undermineret, og at arbejdsgivere vender tilbage til gamle dages praksis med de værste elementer fra Kafala-systemet. Og det er netop slaveri. Det er der, hvor migrantarbejdere får inddraget deres pas, og hvor de fuldstændig er under deres arbejdsgivers kontrol.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Nepalesiske migrantarbejdere på et værelse til 18 personer i en lejr udenfor Doha. Foto: Lars Poulsen.
Nepalesiske migrantarbejdere på et værelse til 18 personer i en lejr udenfor Doha. Foto: Lars Poulsen.

RAPPORTEN er samtidig et vink med en vognstang til FIFA og til de nationale fodboldforbund, herunder DBU, som sammen med de nordiske kolleger har kørt en kritisk dialoglinje over for fodboldsheikerne i Doha. Men det ser ikke ud til, at det nytter noget.

SELV YNDER Qatars VM-komite, Supreme Committee, at fremhæve de gode forhold, der er på selve stadionbyggerierne. De forhold er gode. Det har Ekstra Bladet selv konstateret ved et besøg i oktober. Men det er værd at huske, at stadionarbejderne kun udgør omkring to procent af de to millioner migrantarbejdere, som er i landet.

DBU SKAL til Qatar til december som en del af en UEFA-delegation. De nærmere detaljer i programmet kender vi endnu ikke, men Amnesty opfordrer Jesper Møller og de øvrige fodboldledere til at lægge maksimalt pres på Qatar i et sidste forsøg på at få forbedret forholdene, inden VM fløjtes i gang.

MEN HVERKEN DBU eller de andre nationer har noget at handle med. Jesper Møller og kompagni har for længst lagt boykotvåbnet ned. Det signal er sendt og modtaget med glæde i Supreme Committee.

DERFOR KAN Jesper Møller og kompagni ikke gøre meget andet end at appellere til qatarernes samvittighed. Og så ellers leve med, at de i alt for mange år var alt for passive over for de massive brud på menneskerettighederne, som migrantarbejderne i Qatar har været udsat for.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Vicearbejdsminister Mohammed Al-Obaidlyerkendte i oktober overfor Ekstra Bladet, at det kniber med at få implementeret reformerne i Qatar. Foto: Lars Poulsen.
Vicearbejdsminister Mohammed Al-Obaidlyerkendte i oktober overfor Ekstra Bladet, at det kniber med at få implementeret reformerne i Qatar. Foto: Lars Poulsen.
 

I RAPPORTEN hedder det, at nok er Kafala afskaffet på papiret. Men ikke i virkeligheden. Nok er der indført minimumslønninger, men stadig er der mange der ikke får det, de er lovet, og mange kan gå måneder uden at få løn. Der er arbejdsgivere, som stjæler de ansattes løn.

MIGRANTARBEJDERNE føler også, at de er oppe mod enorme modstandere i det juridiske system. Når de ikke får deres løn, og når de ikke som lovet kan skifte til et job hos en anden arbejdsgiver, kan de klage til ministeriet og gå i retten. Men her oplever de at blive afvist uden begrundelse.

OVER 15.000 ikke-qatarer er døde i Qatar siden december 2010, hvor det lille land, som er på størrelse med Sjælland, fik tildelt VM. Mange er døde af at arbejde i den stegende varme, som om sommeren når op mod 50 grader. Men dødsfaldene bliver ikke efterforsket. I Amnesty-rapporten bliver der fokuseret på seks dødsfald blandt helt unge mænd. De havde alle familie, og fordi dødsfaldene ikke er blevet undersøgt, bliver der heller ikke udbetalt erstatning til de efterladte. De bliver altså ramt dobbelt.   

OG STADIG har migrantarbejderne ikke lov til at organisere sig i fagforeninger. Jeg har læst mange Amnesty-rapporter om Qatar gennem årene. De seneste har haft en vis grad af optimisme på grund af de vedtagne reformer. Men i denne her rapport er der ingen optimisme at spore. Det er svært at tro på, at det ændrer sig inden VM. En del går for langsomt og for meget går baglæns.            

Du kan læse meget mere om Ekstra Bladets nylige besøg i Qatar nedenfor:

VM-chefen begræder de døde i Qatar

Ekstra Bladet mødte ham: - Kritikken har været voldsom

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller