Kommentar: Godt DBU, men hvad sker der for DIF?

Det er godt, at DBU har ændret holdning til Qatar, men hvorfor holder DIF fast i, at boycot ikke hjælper?

Danmarks U16-landshold i aktion i Qatar i januar. Foto: Lars Poulsen
Danmarks U16-landshold i aktion i Qatar i januar. Foto: Lars Poulsen

SELVFØLGELIG havde det set kønnere ud, hvis DBU selv havde besluttet ikke at sende flere ungdomslandshold på gratis træningsophold i slavestaten Qatar.

Trafikken har stået på gennem flere år. Det selv om FN, internationale fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer, europæiske medier, herunder også Ekstra Bladet, i flere år har afsløret de horrible forhold migrantarbejdere lever og dør under i Qatar. Men indtil i denne uge har DBU valgt at lukke øjnene. Ud fra den fortærskede floskel om, at forbundet ikke blander sport og politik. Og med tilføjelsen om at så længe vores politikere ikke boykotter Qatar, så gør DBU det sandelig heller ikke.

ALT DET ÆNDREDE SIG, da sports- og kulturminister, Marianne Jelved, endelig slap interessen for moderne ballet og den danske avantgardescene og i stedet brugte tid på at sætte sig ind i, hvad der foregår i Qatar. Et lille, men voldsomt rigt land, som er ved at udvikle sig til at blive centrum for verdens største sportsbegivenheder. 

Desværre sker det ved hjælp af ufine metoder og oven på bunker af lig. Fattige migrantarbejdere dør på stribe, hvilket jeg skrev til Marianne Jelved i et åbent brev den 9. maj sidste år. Et brev hun aldrig for alvor reagerede på. På det tidspunkt var tonen i regeringen stadig, at vi skulle forsøge at samtale, påvirke og fremme de danske værdier i stedet for at true med sanktioner og boykot. Samme melodi brugte hun ved Vinter-OL i Sochi, og jeg skal da love for, at den prellede af på Putin.

Se også: Endelig: DBU i TOTAL u-vending

Skandale: Siden december 2010, hvor Quatar fik fodbold-VM, er mere end 1000 migrantarbejdere døde under umenneskelige og slavelignende arbejdsforhold. Foto: Lars Poulsen Meninger Sportens største katastrofe

DANSKE IDRÆTSLEDERE kører ad et tilsvarende lydspor, hver gang Qatar bliver bragt på banen. Men jeg har endnu ikke taget en eneste forbundsformand i for alvor at sige noget negativt om diktaturet i Qatar. Det har været æh-bæh og hovedet i busken.

Først nu hvor Marianne Jelved siger, at DBU bør tænke på, hvad der er ret og rimeligt i forhold til vores demokratiske værdier, har unionens formand, Jesper Møller, besluttet at lægge Qatar på is indtil videre. Han råder samtidig de danske klubledere til at gøre det samme, og det kan der være god grund til.

IGENNEM EN årrække har ungdomshold fra FC København, AaB, OB og Lyngby været på gratis ophold i Qatar. Det ligner bestikkelse og for styret i Doha handler det om at købe sig til venner og positiv omtale. Også dansk håndbold har ladet sig købe af sheikerne. Således sendte DHF et U19-landshold til Qatar i 2011.

DBU's forholdsvis nye ledelse administrerende direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller. Foto: Lars Poulsen og Ole Frederiksen Sport og Spil DBU som nyttige idioter

Og det foregår hele tiden. Vi så under VM i herrehåndbold, hvordan både journalister og publikum blev betalt for at tage til Qatar. De danske journalister betalte selv, men mange kolleger fra andre lande tog desværre mod tilbuddet. Så sent som i denne uge har en af Ekstra Bladets tennismedarbejdere fået et tilbud om at få rejse, ophold på luksushotel, lokal transport og alle måltider betalt, hvis han vil dække Qatar Open senere på måneden, hvor Caroline Wozniacki deltager. Samtidig skulle han også skrive positivt om de andre store arrangementer, som Qatar er vært for i de kommende år.

INVITATIONEN KOM kom fra Qatars Tennisforbund og er slet og ret et forsøg på bestikkelse. Sådan kan vi også rangere de mange gratis rejser, som Qatar har betalt for danske klub- og landshold, og derfor er det befriende, at Marianne Jelved nu har sat en undersøgelse i gang om netop den trafik. 

DBU’s Jesper Møller har forstået vinket med vognstangen, men det har formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, underligt nok ikke. I følge Jyllands-Posten opfordrer han de øvrige specialforbund til at sige ja tak, hvis de får en invitation til et gratis ophold i Qatar. Hans synspunkt er, at forholdene i Qatar ikke er værre end så mange andre steder, og vi kan jo ikke boykotte alt og alle.

MEN QATAR kan netop ikke sammenlignes med andre lande. I Qatar er vi vidner til en sportslig og menneskelig katastrofe af hidtil uhørte dimensioner. Mere end 1400 migrantarbejdere er døde, siden den lille ørkenstat tilbage i december 2010 i en sky af anklager om bestikkelse og korruption fik tildelt VM i fodbold i 2022. Fortsætter det på den måde vil mere end 4000 være dræbt inden den første kamp. Lig nok til at kunne dække græsset på samtlige de otte VM-arenaer.

Jeg håber virkelig ikke, at Niels Nygaard kan fremvise lignende eksempler fra andre af de lande, som vi driver sportsligt samkvem med. Hvis han kan, bør han nok fortælle sin minister det, når han nu alligevel skal møde op og forklare hende, hvorfor han stadig synes, det er en god ide at sende unge danske idrætsfolk på gratis ophold i slavestaten Qatar.

Se også: Endelig: DBU i TOTAL u-vending

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere