Kontakten afbrudt i flere år: Nu skal kæmpe aktører mødes igen

Efter et meget vellykket VM vil Rusland og Vladimir Putin også have OL i 2032 - kampagnen begynder i morgen, når IOC's præsident Thomas Bach overværer VM-finalen

IOC-præsident Thomas Bach og Ruslands Valdimir putin har har haft et meget nært forhold. Nu genoptager de det i morgen. Foto: AP
IOC-præsident Thomas Bach og Ruslands Valdimir putin har har haft et meget nært forhold. Nu genoptager de det i morgen. Foto: AP

RUSSERNES glæde over et meget vellykket VM i fodbold har fået Kreml til også at dømme om at blive vært for OL. Regeringsvenlige medier, og andet er ikke tilladt, har de seneste dage gentagne gange talt om, at Rusland er interesseret i legene i 2032.

Tidligere kan det ikke blive, for legene i 2020 bliver i Tokyo, 2024 i Paris og 2028 i Los Angeles.

MEN DEN russiske interesse er ægte. Således sagde Arkady Dvorkovich, vicepremierminister og formand for den lokale VM-komite, forleden til internetsiden Sputnik, at Rusland vil fortsætte med at arrangere store sportsbegivenheder.

– Og når det handler om OL i 2032, vil vi bruge de næste år til at tænke os om. I sidste ende vil det være en beslutning, som præsidenten må træffe.

DET VAR også præsidenten, Vladimir Putin, der traf beslutningen om at Rusland skulle gå efter Vinter-OL i Sochi i 2014. Det var ligeledes Putin, der tilbage i december 2010 sikrede, at Rusland fik dette års VM i fodbold.

Siden er der sket så meget på den internationale scene, at man roligt kan sige, at Rusland på ingen måde har gjort sig fortjent til at blive vært for OL. Putin er ikke stueren.

ALLIGEVEL plejer den russiske præsident at få det, han ønsker. Og i morgen kan han begynde sin kamp for at få OL i 2032, hvor han i øvrigt kommer i konkurrence med Australien, Tyskland og Indien.

Forud for søndagens VM-finalen mødes Putin for første gang i flere år med IOC’s præsident, Thomas Bach. Forbindelsen mellem de to har været afbrudt siden 2015, hvor det blev afsløret, at de russiske atleter ved OL i Sochi 2014 havde været en del af et statsstyret dopingprogram.

Artiklen fortsætter under billedet

Så gode vener var de i Sochi i 2014. Foto: AP
Så gode vener var de i Sochi i 2014. Foto: AP
 

SIDEN HAR vi lært sagen at kende som den største dopingskandale i historien. Den omfatter mere end 1000 russiske atleter fordelt på en række idrætsgrene, herunder også fodbold. Men sammen med FIFA har de russiske VM-arrangører lagt låg på den del af sagen, indtil VM er vel overstået.

Tyske Thomas Bach blev i 2013 i Buenos Aires valgt som IOC-præsident, fordi han havde Rusland og Putins støtte. Putin var da også en af første, der gratulerede Bach med valget. Det skete, da Putin ringede til Bachs mobiltelefon, næsten før han var nået ned fra scenen.

DE FØLGENDE to år hang de sammen som ærtehalm, men dopingskandalen gjorde det svært for Bach at vise sig offentligt med Putin. I kulissen har IOC-præsidenten dog hele tiden arbejdet for, at russerne skulle straffes så lempeligt som muligt. Det skete både ved OL i Rio i 2016 og ved dette års Vinter-OL i Sydkorea.

I morgen mødes de så igen ved VM-finalen. Kremls talsmand, Dimitry Peskov, har fortalt de internationale nyhedsbureauer, at Putin har planlagt at holde et møde med Bach. Og ingen skal blive forbavset, hvis Thomas Bach efterfølgende udtaler, at han ser Rusland som et godt bud som vært for OL i 2032. 

SELVFØLGELIG er det helt i hegnet, at Rusland og Putin begynder at fable om OL i 2032, endnu inden den store dopingskandale er endeligt belyst. Russerne gør intet for at bidrage til opklaringen, og alene det er diskvalificerende.

Men der er flere andre grunde til, at Rusland ikke kan stå forrest, når OL skal uddeles.

EFTER OL i Sochi 2014 annekterede Rusland Krim-halvøen og startede en krig i Østukraine. Den konflikt kører fortsat, og de ukrainske myndigheder har oplyst, at 12 ukrainske soldater er blevet dræbt i den seneste måned, hvor VM i Rusland har kørt på alverdens TV-skærme.

Så sent som i torsdags på NATO’s topmøde i Bruxelles udtalte forsvarsalliancen sin støtte til Ukraine, Georgien og Moldovas territoriale integritet og suverænitet. Medlemslandene krævede, at Rusland trækker sine styrker ud af alle tre lande.

Artiklen fortsætter under billedet

På NATO-mødet i Bruxelles blev der stillet krav til Rusland. Foto: AP
På NATO-mødet i Bruxelles blev der stillet krav til Rusland. Foto: AP
 

OG DER er mange andre forhindringer, inden Rusland kan komme i betragtning som vært for OL i 2032.

Der er stadig mange familier, ikke mindst i Holland, som savner, at Rusland tager ansvar for nedskydningen af MH17 i juli 2014. Flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, da det blev skudt ned af et russisk missil på grænsen mellem Rusland og Ukraine. Ingen af de 298 om bord overlevede. De hollandske myndigheder mener, at Rusland stod bag nedskydningen.

På samme måde anklager England Putins regime for at stå bag forgiftningen af en tidligere russisk spion og hans datter i foråret i Salisbury. 

Der er mange ting, der taler imod, at Rusland kan blive vært for OL. Der er stort set ingen, der taler for. Det ændrer selv et vellykket VM ikke på.

Se også: Dumhed eller kynisme: Nægtede at svare på spørgsmål

Se også: Går over grænsen: Donald Trump scorer kæmpe VM-selvmål

25 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere