Magtgal sheik fældet: Nu ryster jorden under FIFA!

Ekstra Bladet afslørede ham allerede sidste år, men da ville FIFA ikke lytte - nu er sheiken, som er større end både Blatter og Platini, anklaget for korruption

Thomas Bach blev præsident for IOC, fordi sheik Al-Sabah i midten ønskede det. I dag deler de magten i den olympiske verden. Foto: AP
Thomas Bach blev præsident for IOC, fordi sheik Al-Sabah i midten ønskede det. I dag deler de magten i den olympiske verden. Foto: AP

JORDEN RYSTER under FIFA’s præsident, Gianni Infantino, og hans kollega i IOC, Thomas Bach.

En af deres nærmeste allierede, sheik Ahmad Al-Sabah fra Kuwait, trådte i weekenden tilbage fra sine poster i international fodbold efter en retssag i New York sandsynliggjorde, at han har bestukket en fodboldleder fra Asien.

Richard Lai, præsident for fodboldforbundet i Guam tilstod i sidste uge i retten Brooklyn, at han har modtaget 850.000 dollar, næsten seks millioner kroner, i bestikkelse i perioden fra 2009 til 2014. 

DET PARADOKSALE er, at Lai også sidder i FIFA’s magtfulde og uafhængige revisionskomite, Audit and Compliance Committee, som skal sikre, at fodboldens penge bliver brugt forsvarligt og korrekt.

Blot endnu et bevis på, at FIFA er råddent fra top til bund.

Guam-præsidenten erkendte, at han havde modtaget bestikkelse fra fodboldledere i Asien mod til gengæld at støtte deres interesser og samtidig skulle han finde andre fodboldledere, som det kunne betale sig at bestikke. 

MÅLET VAR at få kontrol over Det Asiatiske Fodboldforbund AFC og på længere sigt også FIFA. Det lykkedes stort set.

Der blev ikke sat navne på, hvem der havde bestukket Richard Lai, men ud fra rettens dokumenter, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, er det ikke svært at identificere sheik Al-Sabah.

Artiklen fortsætter under billedet

Sheik Al-Sabah har i mange år været beskyldt for korruption. Nu ser han endelig ud til at blive fældet. Foto: AP
Sheik Al-Sabah har i mange år været beskyldt for korruption. Nu ser han endelig ud til at blive fældet. Foto: AP
 

Den konklusionen nåede Kuwait-sheiken også selv frem til i weekenden. Først afviste han alle anklager, men efterfølgende trak han sig fra sine poster i AFC og FIFA. Han genopstiller således ikke til FIFA’s bestyrelse, når forbundet holder kongres i næste uge i Bahrain. 

HER ER VÆRTEN den på alle måder afskyelige sheik Salman, præsident for AFC og vicepræsident i FIFA. Poster han aldrig havde opnået uden massiv støtte fra sheik Al-Sabah. Det er en kendsgerning. De to magtgale sheiker blandede blod for mange år siden.

Spørgsmålet er nu, hvilke konsekvenser afsløringerne i retten får for sheiken selv, for FIFA og for IOC, hvor han stadig sidder?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad der burde ske. Hvis der overhovedet er forstandige mennesker i FIFA og i IOC, bør der straks foretages en udrensning af alle de ledende personer. Væk med Infantino. Væk med Thomas Bach. De er begge er skabt af det system, som Al-Sabah repræsenterer. Og de har længe vidst, at fanden var løs i Laksegade. 

SAMMEN MED den engelske avis Mail On Sunday og den norske journalist Andreas Selliaas afslørede Ekstra Bladet således sidste år, hvordan sheik Al-Sabah manipulerede en hel sportsverden.

Som et led i en intern magtkamp i den regerende familie i Kuwait sørgede sheik Al-Sabah for, at Kuwait blev udelukket fra OL i Rio og fra alle internationale mesterskaber i 15 idrætsforbund. Herunder FIFA, IHF og det internationale svømmeforbund, FINA, hvor Al-Sabahs nærmeste medarbejder, Husain Al-Musallam, er første vicepræsident. 

HOVSA. Al-Musallam er også til at identificere i dokumentet fra retten i New York. Han var angiveligt med til at bestikke Richard Lai.

Præcis som Al-Sabah spiller også Al-Musallam en væsentlig rolle i IOC. De to mænd fra Kuwait har især haft et tæt samarbejde med den nu suspenderede præsident for Den Europæiske Olympiske Komite, EOC, ireren Patrick Hickey. Han blev ved legene i Rio sidste sommer taget af politiet og anklaget for ulovlig handel med OL-billetter. Efter længere tid i husarrest blev Hickey løsladt mod kaution, betalt af Al-Sabah.

Artiklen fortsætter under billedet

Ekstra Bladet afslørede sidste år, hvordan Al-Sabah formåede at manipulere en hel sportsverden.
Ekstra Bladet afslørede sidste år, hvordan Al-Sabah formåede at manipulere en hel sportsverden.
 

FIFA OG IOC kunne have efterforsket Al-Sabah og Al-Musallam sidste år. Her gjorde Ekstra Bladet sammen med vores samarbejdspartnere de to organisationer opmærksom på, at Al-Sabah og Al-Musallam via deres poster - præsident og generalsekretær - i Den Asiatiske Olympiske komite, OCA, blev anklaget for pengevask, bestikkelse og korruption. Målet skulle være at manipulere præsidentvalget i AFC i 2009 og 2013, som sheik Salman vandt.

Den 12. april 2016 sendte vi en række spørgsmål til FIFA. Vi medsendte også en konkret anklage - med dokumentation. Nemlig den at penge fra OCA var blevet kanaliseret til præsidenten for det Kirgisiske fodboldforbund som betaling for hans støtte til sheik Salman. 

Svaret fra FIFA var først uldent og siden tavshed.

I RETTEN  i New York i sidste uge lagde Richard Lai fra Guam ikke skjul på, hvad modydelsen var for de penge, han modtog i bestikkelse. Han skulle støtte aksen sheik Salman/sheik Al-Sabah.

Der er således rigeligt at tage fat på for IOC og FIFA. Men indtil videre stikker de hovedet i busken. Det er ynkeligt, men desværre også en understregning af, at det såkaldte reformarbejde ikke bevæger sig ud af stedet.

DA VI sidste år konfronterede sheik Al-Sabah og Al-Musallam med de mange anklager, afviste de alt. Præcis som de gør i dag. 

Al-Sabah svarede dog igen på sin egen perfide måde. Hans venner i den lokale presse anklagede Ekstra Bladet for at have modtaget 22 millioner dollar fra kilder i Kuwait, som ønskede, at vi skulle skrive kritisk om ham. Det siger noget om manden tankegang. Han tror, man kan købe sig til alt.

Derfor er han mere magtfuld end både Blatter og Platini

Da Sepp Blatter og Michel Platini blev fældet som præsidenter for henholdsvis FIFA og UEFA blev der skrevet historie. Aldrig tidligere er så magtfulde mennesker i sportens verden blevet fjernet fra deres poster på grund af korruption.

Nu ser det ud til, at de bliver overhalet af den 53-årige sheik Ahmad Al-Sabah fra Kuwait. Hans indflydelse som sportspolitiker rækker langt videre end de to detroniserede fodboldbossers.

Sheiken, som nu er i søgelyset på grund af korruption, sad indtil for nyligt i FIFA’s bestyrelse. Han har stadig sæde i Den Internationale Olympiske Komité, IOC, hvor han var kongemager, da hans nære allierede, tyske Thomas Bach, blev valgt som præsident i 2013. 

Sheik Ahmad Al-Sabah tilhører Kuwaits regerende familie. Han har tidligere været leder af sammenslutningen af olieproducerende lande, OPEC, og har bestridt en lang række ministerposter. Men det er magtspillet og pengene i sportens verden, der har hans store interesse.

Som præsident for de 45 medlemslande i Den Asiatiske Olympiske Komite, OCA, har han et fast greb om det meste af idrætten i regionen. Men hans magtimperium er langt større. 

Han er også præsident for de nationale olympiske komiteer, ANOC, herunder også den danske, som hører til under Danmarks Idrætsforbund, DIF. 

Formanden for DIF, Niels Nygaard, har tidligere i Ekstra Bladet forklaret hvor stor en rolle sheik Al-Sabah spiller:

– Han har en helt central position i IOC, og det har bevirket, at ANOC er kommet til at fylde betydelig mere i den olympiske bevægelse, end vi har oplevet tidligere. Efter IOC's præsident Thomas Bach er han blandt de mest indflydelsesrige.

– Han er fænomenalt dygtig til at networke og til at få forskellige konstellationer til at falde i hak. Han er en rigtig dygtig idrætspolitiker. Det er det ry, han har i IOC, forklarede Niels Nygaard sidste år. 

Desværre var det ikke i går muligt at indhente en ny kommentar fra DIF-formanden.

Sheiken fra Kuwait sidder også på pengekassen i den olympiske solidaritetsfond, som fordeler de milliarder, som kommer fra blandt andet IOC’s tv-indtægter. Som formand for bestyrelsen har han en betydelig indflydelse på, hvordan pengene bliver fordelt til de forskellige nationale olympiske komitéer. Og med pengene følger magten.

Se også: Ny utrolig FIFA-Skandale: Allan Hansens kollega tilstår bestikkelse

Se også: Slavearbejdere ødelægger festen når topbosserne mødes til rygklapperi

Se også: Fælder dom over Putin og FIFA: Sådan smadrer de VM!

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere