Mangel på respekt: Aflys OL!

Det er manglende respekt for atleternes liv, når IOC holder fast i at afvikle legene i Tokyo i juli

Thomas Bach holder stædigt fast i, at OL i Tokyo skal afvikles efter planen. Foto: Arkivfoto
Thomas Bach holder stædigt fast i, at OL i Tokyo skal afvikles efter planen. Foto: Arkivfoto

DET ER manglende respekt for atleterne og manglende respekt for verdenssundheden, når Den Internationale Olympiske Komite, IOC, stædigt fastholder, at OL i Tokyo skal løbe af stablen som planlagt.

LEGENE SKAL begynde 24. juli, og IOC’s præsident Thomas Bach har i denne uge virkelighedsfjernt og nonchalant sagt, at der ikke er grund til at træffe drastiske beslutninger.

NEJ, MEN der er grund til at træffe den rigtige beslutning, og det er at aflyse OL. Stort set al sport er lukket ned i det meste af verden. Og landene lukker ned. Mange nationer har indført undtagelsestilstand. Men IOC lukker øjnene.

Til OL skal der deltage 11.000 atleter, men 5000 mangler stadig at kvalificere sig. Hvordan skal de kunne det, når de ikke må samles, ikke må træne og helst skal holde sig hjemme?

PRÆSIDENTEN for Den spanske Olympiske komite, Alejandro Blanco, har set virkeligheden i øjnene. Spanien er et af de lande i Europa, som er hårdest ramt af coronavirussen, og Blanco opfordrer derfor til, at OL bliver aflyst. Hans atleter kan ikke træne.

DER ER menneskeliv på spil. Mere end 9000 er verden over døde af coravirussen, som for længst er blevet en pandemi. Ingen lande har for alvor kontrol over coronaen, og mange eksperter forventer, at den først topper i maj-juni. Og det er måske endda et optimistisk bud.

UDVIKLINGEN er også forskellig fra land til land og fra verdensdel til verdensdel. Derfor virker det komplet uforståeligt, at IOC og de lige så stædige japanske arrangører holder fast i, at de 11.000 atleter fra 206 lande skal sætte kurs mod Japan. Med sig vil de have et hav af trænere og ledere, og det menes at omkring 250.00 er akkrediteret til legene. Oveni kommer så millioner af tilskuere.

DET ER ganske enkelt uforsvarligt. Coronavirussen har for alvor udfordret det internationale samfund, og nu handler det i høj grad om sundhed og overlevelse. I langt højere grad end om guld, sølv og bronze.

ALLE DE andre store internationale idrætsforbund som UEFA og FIFA har omsider taget situationen alvorligt. Mesterskaber er blevet flyttet, aflyst eller udsat netop af hensyn til sundhed og sikkerhed.

DEN BESLUTNING vægrer både IOC og Japan sig imod at træffe. Handler det om penge? Det gør det sikkert. Japan har investeret 200 milliarder kroner i legene, og IOC forventer at kunne rejse hjem fra Tokyo med en indtægt på 40 milliarder kroner.

INTERNATIONALE medier har skrevet, at det også handler om forsikringer. Den part, der trækker stikket, kommer til at hænge på en stor regning. IOC’s Thomas Bach og den japanske ministerpræsident, Shinzo Abe, har gang i en stirrekonkurrence, hvor den der blinker først, kommer til at sidde med Sorteper.

FOR MANGE atleter er deltagelse ved OL det største, de kan opnå i deres karriere. Men det skal ikke være med livet som indsats. De skal ikke tvinges til at træne i smug eller til at overtræde de forordninger, som de enkelte landes regeringer har vedtaget for at bekæmpe coronavirussen. Atleter skal kunne kvalificere sig til OL på lige og fair vilkår. Sådan er mulighederne bare ikke her i 2020.

DERFOR ER det eneste rigtige at aflyse OL og flytte det til sommeren 2022, som er ledig, fordi VM i fodbold det år skal afvikles i Qatar i november-december.   

Se også: Aflyst alt for sent

Se også: Kalenderen er smadret

Se også: Forsvarer udskældt beslutning: - Ingen blev jo smittet

Se også: Største udfordring siden 2. verdenskrig: Fire muligheder

61 kommentarer
Vis kommentarer