Maradona kan ikke frelse FIFA

Den argentinske stjerne vil afløse Sepp Blatter, men det bliver ved drømmen

Maradona, her i en omklamring af Messi, kan ikke redde FIFA. Dertil har han for mange lig i lasten. Foto: AP
Maradona, her i en omklamring af Messi, kan ikke redde FIFA. Dertil har han for mange lig i lasten. Foto: AP

IKKE ALLE drømme går i opfyldelse. Den erkendelse vil en af verdens bedste fodboldspillere, argentinske Diego Maradona, også nå frem til.

Tidligere på ugen lod han via en mellemmand verden forstå, at han stiller op til præsidentvalget i FIFA. Maradona er på godt og ondt en af de mest farverige personer i international fodbold, men FIFA-præsident bliver han aldrig. 

Dertil har han sniffet for meget kokain, for ofte plejet omgang med den italienske mafia og haft for mange økonomiske mellemværender med skattemyndighederne.

MEN MARADONA  skal nok komme til at sætte kolorit på en valgkamp, som egentlig ikke er kommet i gang. Hvilket ikke mindst skyldes, at ingen troværdige kandidater endnu har meldt sig som afløser for den 79-årige Sepp Blatter.

Der lurepasses.

I dag er det tre uger siden, Sepp Blatter på et hasteindkaldt pressemøde i FIFA’s hovedkvarter i Zürich overraskende meddelte, at han stiller sit mandat til rådighed. Det skete blot fire dage efter, at et markant flertal blandt FIFA's 209 medlemslande havde genvalgt ham for en ny fireårig periode.

Blatter har ikke forklaret, hvorfor han skiftede holdning. Meget tyder dog på, at det hænger sammen med en overførsel på 10 millioner dollar fra det Sydafrikanske Fodboldforbund til FIFA's tidligere vicepræsident, den kronisk korrupte Jack Warner fra Jamaica.

PENGENE LIGNER bestikkelse. Sydafrikanerne havde brug for Warners stemme, da landet skulle sikre sig VM i 2010. Undervejs fra Sydafrika til Jamaica rundede checken Zürich, og vi ved, at FIFA’s generalsekretær, Jerome Valcke, var aktiv i overførslen, som det amerikanske forbundspoliti, FBI er ved at undersøge.

Det har fået Valcke til at hyre en advokat i New York, og engelske medier mener at vide, at FBI også forbinder Sepp Blatter til sagen. Hvis han har haft kendskab til, at pengene fra Sydafrika var bestikkelse, er det let at finde forklaringen på, at han valgte at stoppe som præsident.

Han blev spurgt om sagen på et pressemøde dagen efter, han var blevet genvalgt. Her gled han af og svarede arrogant, at han ikke havde 10 millioner dollar. Tre dage senere var han tilsyneladende blevet klogere.

Farvel og tak. Foto: AP Jan Jensen - 2. jun. 2015 - kl. 19:35 Derfor går Blatter

BLATTER KUNNE være gået straks og midlertidigt overladt roret til FIFA’s seniorvicepræsident, Issa Hayatou fra Cameroun. I stedet valgte den gamle schweizer at blive, indtil der bliver indkaldt til en ekstraordinær kongres.

Den finder sted på et tidspunkt mellem december og marts næste år. Blatter har således tid til at lukke huller og fjerne eventuelle spor efter sine misgerninger.

Vi bliver formentlig alle klogere på fremtiden, når FIFA's eksekutivkomite mødes 20. juli i Zürich. Her bliver der sat dato på, hvornår de 209 medlemslande skal samles til den ekstraordinære kongres.

Tilsyneladende foregår der også et spil i kulissen. I sidste weekend skrev en schweizisk avis uden kildeangivelse, at forbundene i Asien og Afrika har opfordret Blatter til alligevel at fortsætte som præsident. Historien er ikke bekræftet af nogen af parterne, men den har muligvis fået eventuelle kandidater til at trække i håndbremsen.

Valcke til venstre og Blatter er taget i en kæmpe løgn. Fodbold - 2. jun. 2015 - kl. 12:30 Skandalen fortsætter: FIFA afsløret i kæmpe løgn

INDTIL VIDERE har kun tre meldt sig på banen, og ingen af dem har en chance. Diego Maradona har ellers fået støtte af den socialistiske regering i Venezuela, hvor præsident Nicolas Maduro mener, at Maradona med det samme skal afløse Blatter.

Det vil stride mod alle regler, og i øvrigt skal Maradona have støtte fra fem nationer for at kunne stille op. Det menes, at Cuba også vil bakke ham op, men derefter ser det tyndt ud. 

Det kan hænge sammen med, at han i 1991 blev udelukket fra fodbold i 15 måneder, fordi han blev testet positiv for kokain. Det var, mens han spillede i Napoli, hvor han også opbyggede en gæld til skattevæsenet på mere end 50 millioner kroner.

Han kan også være i modvind på grund af karantænedommen fra VM i 1994, hvor han blev testet positiv for fem forskellige stoffer. 

Maradona har tidligere skudt efter en journalist, og sidste år slog han en reporter i ansigtet og kaldte ham idiot. Muligvis havde han ret, men hans ofte tumultariske opførsel skaffer ham ikke mange tilhængere i fodboldfamilien.

DEN ANDEN kandidat er den tidligere brasilianske stjerne 62-årige Zico, som blev kaldt ’den hvide Pelé’. Ingen har meldt sig som støtte for Zico, og det er også usandsynligt, at en brasilianer igen kan blive præsident for FIFA. Landets skiftende fodboldledere har gennem de seneste 40 år været involveret i stort set samtlige korruptionsager i international fodbold.

Tredje og sidste kandidat er præsidenten for Liberias fodboldforbund, 48-årige Musa Bility. Han mener, det er Afrikas tur til at besætte præsidentposten i FIFA. Han ser det ikke som nogen belastning, at han tidligere har fået et halvt års karantæne af Det Afrikanske Fodboldbund, CAF, fordi han havde misbrugt forbundets dokumenter.

Han er to gange blevet dømt for korruption i Liberia, og ifølge lokale medier har han svinet med penge fra FIFA, som var tiltænkt et fodboldprojekt. Han købte en bil til sig selv for pengene.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere