Med Messi kan PSG sejre ad helvede til

KOMMENTAR: Pariserklubben succes er skabt på baggrund af lokumsaftaler, og sheikerne fra Qatar har siden 2013 hældt penge i Messis lommer

Med Messi kan PSG sejre ad helvede til

Messi vinker goddag til mere end en kvart milliard om året i løn i Paris.

DET VISTE sig at være profetisk, da FIFA’s præsident, Sepp Blatter, på scenen i Zürich åbnede konvolutten, trak en seddel op og proklamerede: And the winner is… Qatar!

DATOEN var 2. december 2010, og Qatar er i sandhed den store vinder. Senest med Qatar-ejede PSG’s køb af Lionel Messi. Men det er sejre på bekostning af det smukke spil.     

QATAR ER vært for VM næste år, og den var den sejr, Sepp Blatter udråbte for 11 år siden. Nu ender det sikkert med, at sheikernes klub i Paris vinder Champions League næste år, og så vil Qatar, med citat fra en tidligere LO-formand, have sejret ad helvede til. Det er ikke positivt ment.

SELVFØLGELIG er det ikke tilfældigt, at Messi havnede i Paris. Det kunne ikke være anderledes. Siden 2013 har Messi været global ambassadør for Qatars nationale telefonselskab, Ooredoo. Derfor var et skifte til Manchester City umuligt. Den engelske klub er ejet af sheikerne i Abu Dhabi, som ikke er på venskabelig fod med Qatar.

MESSI mangler ikke penge. Han er for længst blevet milliardær, men der er ikke grund til at smide gode penge væk. Ooredoo er med i en gruppe af personlige sponsorer, som årligt betaler Messi 190 millioner kroner for at bruge hans navn og ansigt i diverse kampagner. Hos PSG er han efter sigende sikret en årsløn på 260 millioner kroner, så der skal nok blive til lidt lækkert sushi i weekenden.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Med Messi kan PSG sejre ad helvede til

Pengemanden og troldmanden. Nasser Al-Khelaifi til venstre er manden bag PSG. Han efterforskes for korruption i både Frankrig og Schweiz, men de sager har det med at fise ud og blive til ingenting.

QATAR OG PSG’s fodboldsucces er skabt på baggrund af en række lokumsaftaler. Da sheikerne i december 2010 vandt retten til VM 2022, havde der forud været et møde i Elysee-palæet i Paris. Her deltog den franske præsident Nicolas Sarkozy, præsident for UEFA og vicepræsident i FIFA, Michel Platini, samt Emiren fra Qatar. Udgangen på mødet blev, at Platini flyttede en række stemmer i FIFA’s eksekutivkomite og at Qatar købte PSG, som er Sarkozys favoritklub.

SIDEN HAR målet været at vinde Champions League. Trods indkøb af spillere for milliarder, herunder Mbappe og Neymar, er det endnu ikke lykkes. Undervejs er klubben blevet angrebet for at omgå UEFA’s regler om Finansiel Fairplay, FFP, men hver gang har klubbens præsident, Nasser Al-Khelaifi, klaret frisag.

HAN ER dygtig. Og snedig. Han er også emirens tennismakker og har uhindret adgang til alle de milliarder i Qatars fonde, han kan ønske sig. I foråret lavede han sit politiske svendestykke. Han udmanøvrerede alle de øvrige store klubber i Europa. Han sagde på PSG’s vegne nej tak, da Barcelona, Real Madrid, Juventus og en række engelske klubber ville bryde ud af fællesskabet og lave en europæisk superliga.

PÅ UNDER 48 timer var revolten slået ned, og tilbage stod Nasser Al-Khelaifi som den store vinder. Igen. Han blev præsident for ECA, sammenslutningen af europæiske klubber, og blev dermed valgt til UEFA’s eksekutivkomite. Han har fuldstændig kontrol med FFP.

UEFA’s præsident, Aleksander Ceferin er begejstret for Al-Khelaifi og udtalte med patos i Stemmen. ’Tillykke med valget som præsident for ECA. Det er en mand, der ikke kun tænker på sin egen klub, men på alle klubber.’

Artiklen fortsætter under billedet ...

UEFA's præsident Aleksander Ceferin er begejstret for sin kollega i PSG. Foto: Lars Poulsen.
UEFA's præsident Aleksander Ceferin er begejstret for sin kollega i PSG. Foto: Lars Poulsen.

DET ER en sandhed med modifikationer. PSG er sammen med Manchester City nu i en liga for sig selv. Ingen andre klubber kan økonomisk hamle op med de to, som er ejet af stater uden for Europa.

EN GRÆDENDE Messi kunne måske have valgt at spille gratis et år i Barcelona og på den måde have hjulpet sin hjerteklub på fode igen. Men han vil gerne vinde Champions League igen, og her er muligheden størst i PSG. Og så får han samtidig en pæn skilling for besværet.