Mere fodboldvanvid: VM hvert andet år

Konflikten mellem FIFA og UEFA får ny næring på kongressen fredag

Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman hyggede sig gevaldigt med Infantino og Vladimir Putin ved VM i 2018. Nu står Saudi-Arabien bag et forslag om VM hvert andet år. Foto: Svein Ove Ekornesvåg /NTB/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman hyggede sig gevaldigt med Infantino og Vladimir Putin ved VM i 2018. Nu står Saudi-Arabien bag et forslag om VM hvert andet år. Foto: Svein Ove Ekornesvåg /NTB/Ritzau Scanpix

SELV OM der ikke er mangel på turneringer og slutrunder, skal FIFA-kongressen fredag alligevel debattere, om der fremover skal afholdes VM hvert andet år. Og det for både mænd og kvinder. 

DET ER Saudi-Arabien, som har fået sat emnet på dagsordenen som punkt 10.2. I første omgang skal kongressen tage stilling til, om mulighederne skal undersøges, og om hvilken indflydelse det vil få på verdensfodbolden.

JEG KAN roligt sige, at det ikke er et forslag, som er groet i UEFA’s have. Snarere er det en yderligere optrapning af konflikten mellem FIFA og UEFA. Saudierne har et meget nært forhold til FIFA’s præsident Gianni Infantino, og han kan meget vel have brugt dem til at puste til ilden.

DET SIGER sig selv, at et VM hvert andet år vil gøre livet surt for et af UEFA’s guldæg, EM, som finder sted hvert fjerde år, og netop i perioden mellem to VM-slutrunder. Med VM hvert andet år vil der slet ikke være plads i den internationale fodboldkalender til alle de tænkte kvalifikationskampe. Og skal EM så afvikles i de ulige år? Her er kun lagt op til yderligere konflikt.

Artiklen fortsætter under billedet...

UEFA's præsident Aleksander Ceferin, tv, og FIFA's Infantino er uenige om stort set alt i international fodbold. Foto: Alexander Hassenstein/Getty/Ritzau Scanpix.
UEFA's præsident Aleksander Ceferin, tv, og FIFA's Infantino er uenige om stort set alt i international fodbold. Foto: Alexander Hassenstein/Getty/Ritzau Scanpix.
 

I FORVEJEN er de bedste spillere i de største klubber voldsomt belastet af kampprogrammet, og man kan da undre sig over, at forslaget overhovedet er nået så langt som til at blive sat på dagsordenen.

MEN DET er ingen hemmelighed, at Infantino vil have mere fodbold i FIFA-regi. I forvejen skubber han på for at få søsat sit nye Klub-VM med 24 hold. Det første skulle have været afviklet i år, men blev udsat på grund af coronaen og for at give plads til EM, der skulle have været afviklet sidste år.

FORLEDEN blev der fra kredsen omkring det ny kuldsejlede Super League-projekt afsløret planer om et Klub-VM hvert eneste år i januar måned. Også her pegede meget på, at Gianni Infantino var blandt kuglestøberne.  

FORSLAGET fra Saudi-Arabien er i første omgang ikke til afstemning, men til debat. Alligevel kan det på længere sigt meget vel blive ført ud i livet. FIFA tæller 211 medlemslande, som hver har en stemme. UEFA har et tæt samarbejde med det sydamerikanske fodboldforbund, CONMEBOL, men tilsammen kan de ikke engang mønstre 80 stemmer.

OG DER er mange lande, som gerne vil afholde VM. Om to år skal FIFA tage stilling til, hvor VM i 2030 skal afholdes. Det er samtidig hundredåret for det første VM, som fandt sted i Uruguay. Sydamerikanerne har da også allerede meddelt, at de meget gerne vil have slutrunden sammen med et eller flere nabolande. England har også meldt sig som interesseret, og det samme har Kina, Spanien/Portugal og mon ikke også Marokko endnu engang melder sig på banen.

HVIS VM - som det tidligere har heddet - skal gå på skift mellem konføderationerne er det Afrikas tur i 2030. Men afrikanerne er før blevet snydt, og det bliver de formentlig igen. Kinesiske selskaber pumper i øjeblikket som sponsorer milliarder af kroner i FIFA, og det er næppe uden bagtanke.