Mikkels magi i Minsk

Danmark smadrede Hviderusland i EM-kvalen 36-26

Mikkel Hansen styrede løjerne i Minsk: (Arkivfoto: Lars Poulsen)
Mikkel Hansen styrede løjerne i Minsk: (Arkivfoto: Lars Poulsen)

PÅ FORHÅND havde vores islandske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, advaret mod Hviderusland. Det skal han jo gøre. Men som forventet var hviderusserne ikke nogen stor udfordring for de danske herrer, der fortsætter den direkte kurs mod næste års EM-slutrunde i Polen.

En overdådigt spillende Mikkel Hansen sørgede hurtigt for, at vi fik overtaget. I fravær af de to normale straffekastskytter, Anders Eggert og Hans Lindberg, fik Mikkel Hansen også den tjans. Han var usvigelig sikker. I det hele taget var der god stil over vores venstre angrebsside i opgøret i Minsk.

MIKKEL HANSEN scorede enten selv eller også lagde han de afgørende afleveringer. Det nød hans wingmand, Casper U. Mortensen ganske godt af. I Eggerts fravær fik Casper U. Mortensen lov til at vise hele sit repertoire, og han skal have den ros, at han er utrolig scoringssikker.

Til gengæld var der ikke meget krudt i vores højreside i de første 30 minutter. Det gjaldt faktisk i begge ender. Hviderusserne havde alt for let ved at spille os tynde i området mellem Lasse Svan og Mads Christiansen. Det kostede en del mål især i første halvleg.

I den modsatte ende imponerede de to heller ikke i de første 30 minutter. Svan brændte en del mere end han plejer, og Mads Christiansen spillede med håndbremsen trukket. Det blev der heldigvis lavet om på efter pausen, hvor de begge oppede sig.

EN AF VORES styrker skal netop være, at vi har stor bredde. På tværs af hele banen. Det fik vi set i anden halvleg, hvor klasseforskellen på de to hold i den grad blev udstillet.

Det skyldtes ikke mindst et meget velfungerende midterforsvar, hvor de to Toft-brødre, René og Henrik, for alvor er ved at opbygge et bolværk af høj international klasse.

Desværre har René Toft det stadig med at trække unødvendige udvisninger. Igen mod hviderusserne fik han to gange to minutter, og især den sidste, hvor han åbenlyst skubbede en modspiller i ryggen, er en unode, som han skal fjerne fra sit spil.

I MÅLET var Landin kampen i gennem på et ganske fornuftigt niveau. Jeg har set ham bedre, men der er ikke grund til at klage over hans indsats i Minsk.

Først da vi var foran med 10 mål og kampen var afgjort fik vores meget forsigtige landstræner mod på at skifte ud blandt den faste flok. Det gav debut til Nikolaj Øris Nielsen fra Bjerringbro-Silkeborg og et gensyn med Stefan Hundstrup fra samme klub.

Med sejren tog Danmark et stort skridt mod EM-slutrunden i Polen. Billetterne kan vi sikre allerede lørdag i Aarhus, hvor hviderusserne igen er modstanderen. De kan ikke gøre skade på os, så den burde være hjemme. Tilbage mangler kun en kamp mod Bosnien og Litauen og de opgør kan Gudmundsson passende bruge til at give lidt mere spilletid til de nye spillere i truppen.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere