Mikkels moralske sejr

Stadig uden at spille prangende leverede Mikkel Hansen en utrolig fighterindsats, da vi i et drama slog Montenegro 30-28

Mikkel Hansen viste moral og tog ansvar, da kampen skulle afgøres. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen viste moral og tog ansvar, da kampen skulle afgøres. Foto: Lars Poulsen

GDANSK (Ekstra Bladet): SÅ SPÆNDENDE behøver det altså ikke at være hver gang. Men heldigvis slap vi fra kampen med livet i behold og to yderligere point på kontoen.

Selvfølgelig er der mange ting, der kan gøres bedre, men lad os nu først glæde os over, at viljen til at vinde i en grad er til stede på det danske landshold. Bedst illustreret af Mikkel Hansen, som endnu engang ikke spillede nogen gennemført stor landskamp, men som fightede vildt for fædrelandet.

Og som den stjerne han er, tog han et stort ansvar, da kampen skulle afgøres i de sindsoprivende sidste 10 minutter. Den succesoplevelse må have givet ham noget at bygge på til de kommende kampe. For det er stadig sådan, at vi ikke vinder medaljer uden at han løfter sit spil.

Se også: Hostende Danmark slog Montenegro i neglebidende gyser

ET ANDET GODT eksempel på at krigerinstinktet er intakt er Henrik Toft som trods tre fæle afbrændere i første halvleg blev ved med at søge mulighederne. Han brød i de afgørende minutter flere montenegrinske angreb og scorede også de mål i den anden ende, som var med til at tippe kampen over i dansk favør.

På en aften hvor alt for mange spillede under vanligt niveau kan det, at vi alligevel vandt, være med til at give holdet yderligere moral. For det er jo de gode hold, der vinder, selv om de har en dårlig dag. Men hvor startede vi dog skidt. 

MONTENEGRO kom for let til målene i første halvleg. Forsvaret fik ikke tacklet af, og derfor kom de montenegrinske skytter tæt på målet til deres afslutninger. Eller også spillede de bolden ind til den lille, kompakte stregspiller Nemanja Grbovic, der er god til at skaffe sig plads med sin bagdel.

På den måde er det ikke let at være målmand og Niklas Landin blev da også skudt mere eller mindre i sænk. Det gav Kevin Møller mulighed for at vise, at han ikke kun er med til EM på en badebillet. Selv om den gode Møller heller ikke fik ordentlige arbejdsbetingelser, så gjorde han det alligevel fortrinligt. 

Se også: Dansk profil: Vi var overmatchet på vilje

HELLER IKKE i den modsatte ende fik vi start på kampen, som vi kunne have ønsket os. Som forventet dækkede Montenegro en meget offensiv 5-1 opstilling, men selv om landsholdet søndag aften brugte meget tid på at træne mod netop den formation, så gik alt for meget angrebsspil alligevel i ged.

Igen savnede jeg mere fart i spillet. Både Rasmus Lauge og Mikkel Hansen vil helst starte angrebskombinationerne på flade fødder, men så bliver det for let for modstandernes forsvar at afvise os. Der var ellers god plads mellem back og fløj, men det formåede vi kun for alvor at udnytte i vores højre side, hvor Lasse Svan og Mads Christiansen brød igennem til en række vigtige scoringer.

Men vi vandt. Og vi er videre til mellemrunden. Det er det vigtigste lige nu.      

12 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere