Når Danmark er allerbedst, ligner vi et gyldent vinderhold

I aften tager Mikkel Hansen og co. hul på den første af de otte kampe, der leder frem til det officielle mål om en VM-semifinale – og måske endda lidt mere

Håndbold VM banker på døren. Ekstra Bladets sportskommentator, Jan Jensen, klæder dig her på til turneringen. Producer: Martin Lorentsen

SÅ ER DET endelig alvor. Efter flere ugers træningslejr danner Royal Arena i København i aften en smuk ramme om åbningskampen ved VM, når Danmark tager imod Chile.

For første gang i 41 år er Danmark vært for VM, og sidste gang i 1978 var det kun målscoren, der forhindrede det danske landshold i at komme i finalen.

DRØMMEN DENNE gang er selvfølgelig at vinde guld. Den officielle målsætning for slutrunden er dog i første omgang dog kun en plads i semifinalen i Hamborg. Og det er nok et meget klogt træk. 

Når landsholdet er allerbedst, ligner det et gyldent vinderhold. Men holdet spiller ikke på et stabilt højt niveau.

Der er voldsomme udfald undervejs. Som der var ved VM i Qatar i 2015, ved EM i Polen i 2016, ved VM i Frankrig i 2017, ved EM i Kroatien i 2018, og som der såmænd også var ved OL i 2016, selv om det i sidste ende blev til guld.

TURNERINGSFORMEN VED dette VM, hvor der først bliver knald eller fald-kampe i semifinalerne, gør, at der er plads til et enkelt udfald mod en af de gode nationer. Men der er ikke plads til to. 

Det handler om at samle så mange point som muligt sammen i den indledende runde med seks hold og i mellemrunden, hvor tre nye modstandere dukker op. Danmark spiller således otte kampe inden en eventuel semifinale.

LAD OS HOLDE fast i den optimistiske tone og se på de mange fordele, Danmark har.

Først og fremmest er der fordelen ved at spille på hjemmebane for fyldte haller i København og Herning. For det andet var lykkens gudinde med Danmark, da der blev trukket lod til turneringen. 

Vi er havnet i en halvdel, hvor Norge i det indledende gruppespil og Sverige i mellemrunden bliver vores hårdeste modstandere. Jeg formoder, det er blandt de tre nationer, vi skal finde de to hold, der går videre til semifinalerne.

JEG HAR SEKS favoritter til at vinde VM. Det fortæller også noget om bredden i international herrehåndbold. Danmark, Norge og Sverige udgør de tre af dem.

De tre øvrige skal vi naturligvis finde i den halvdel af turneringen, som afvikles i Tyskland. Her finder vi de forsvarende franske verdensmestre, de spanske europamestre og selvfølgelig de tyske værter, som også vil få en kolossal opbakning i landets store haller. To af de tre kommer i semifinalerne.

DER ER LAGT  op til en folkefest de næste 17 dage, og den må meget gerne kulminere med Danmark i finalen 27. januar i Herning. 

Det kan lade sig gøre, hvis holdet undgår de store udfald.

Se også: Dansk VM-stjerne i drømmeland: Barcelona-skifte er kæmpestort

Se også: Dansk stjerne fik den bedst mulige besked: - Jeg nåede at tænke åh nej

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere