Nikolajs geniale træk

Landstræneren ændrede kampbilledet, og Niklas Landin var i verdensklasse, da Østrig blev besejret 28-17

Nikolaj Jacobsen ændrede kampbilledet, da han spillede syv mod seks. Foto: Jens Dresling
Nikolaj Jacobsen ændrede kampbilledet, da han spillede syv mod seks. Foto: Jens Dresling

FØRSTE delmål er nået. Med den store sejr over Østrig har Danmark gjort rent bord i de første fire VM-kampe og er nu klar til gruppefinalen torsdag mod Norge. Det kan ikke undgå at blive et brag af en kamp. Begge hold har potentiale til at spille med om medaljer.

Men først skulle vi grueligt meget igennem i de første minutter af kampen mod østrigerne, der virkelig gjorde alt for at skabe en overraskelse i Boxen.

DANMARK spillede alt for langsomt i kampens indledning. Det lignede gåhåndbold. Rasmus Lauge og Mikkel Hansen faldt tilbage til en gammel synd, nemlig at stå og varme bolden. På den måde flytter man ikke forsvaret. De eneste opspil med fart var ud til fløjene, men her havde især Lasse Svan en usædvanligt dårlig aften i Boxen.

Store muligheder blev brændt på det skammeligste, og pludselig var Danmark bagud med fire mål. Mikkel Hansen begyndte at forcere sine afslutninger. Det virkede som om, han kogte i hovedet. Han ville så gerne, men score kunne han ikke.

NIKOLAJ JACOBSEN var nødt til at reagere, og det gjorde han fornuftigt ved at gå over til at spille syv mod seks. Selv den del haltede en smule, men målene kom dog trods alt, og Danmark fik halet ind på Østrig. Det var et skaktræk, der blev foretaget på det helt rigtige tidspunkt.

At Danmark fik hentet østrigerne allerede i første halvleg skyldtes også en storspillende Niklas Landin i målet. Landin ejer Boxen, og Boxen elsker Landin. Han kan få 15.000 mennesker til at klappe i takt.

Inden aftenens kamp havde han gennem hele turneringen stået med en imponerende redningsprocent på 51. Det ændrede kampen mod Østrig ikke på. Når en målmand står på et så højt niveau, vinder ens hold medaljer. Sådan burde det i hvert fald være.

Artiklen fortsætter under billedet...

Niklas Landin ejede Boxen. Han var i særklasse. Foto: Jens Dresling.
Niklas Landin ejede Boxen. Han var i særklasse. Foto: Jens Dresling.
 

TORSDAG VENTER som nævnt Norge i gruppefinalen. Nordmændene kommer blæsende ud over stepperne med en velsmurt kontramaskine. Danmark er også nødt til for alvor at få gang i kontraangrebene. Første del af kampen mod Østrig viste, at landsholdet har store vanskeligheder ved at score i det etablerede angrebsspil, når vi spiller seks mod seks. Og med de mange redninger Landin præsterer, er der god basis for at sætte kontraerne i gang.

Vi så det i glimt mod Østrig, hvor især Rasmus Lauge havde et rigtigt godt drev, og med de hurtige fløje, Nikolaj Jacobsen råder over, bør vi her kunne matche Norge. Hvis det lykkes, og hvis Landin fortsætter, hvor han slap tirsdag aften, bør det også kunne blive til en dansk sejr.

Se også: Danmark storsejrer og er i gruppefinale trods frygtelig start

Se også: Norge smadrede sig til mellemrunden og gruppefinale mod Danmark

En forhåbentligt fyldt Boxen i Herning skal bære det danske landshold frem til en ny sejr i aften. Foto: Jens Dresling Jan Jensen - 15. jan. 2019 - kl. 17:25 Inden dansk VM-kamp: 'Det er en lidt højrøvet indstilling'

Se også: En får topkarakter og en dumper: 'Hans ringeste landskamp i mands minde'

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere